Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hvornår hopper Karen J til DF?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Så vidt jeg har kunnet læse, var det Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann-Jensen, som først tog klar og markant afstand fra sin partifælle, velfærdsminister Karen Jespersens spredehaglsbeskyldninger mod paraplyorganisationen Muslimernes Fællesråd, som hun kaldte "ekstremistisk", mens røster i De Konservative omvendt er kommet hende til hjælp, fordi hun har "ret" til at udtale sig "kritisk" om organisationen.

Ja, selvfølgelig har hun "ret" til det. Hun har ret til at udtale sig ukvalificeret, dumt, mistænkeliggørende og propagandistisk - men det bliver det ikke mindre ukvalificeret, dumt, mistænkeliggørende og propagandistisk af.

Uffe Ellemann-Jensen skrev herom på sin blog: "Det er helt ude i skoven at kalde dem for 'religiøse ekstremister'. De har gjort, og gør fortsat, et stort og beundringsværdigt arbejde for at afdramatisere skel mellem religioner og traditioner. Men ministeren har åbenbart ikke været liberal så længe, at hun har glemt sin fortid på den yderste politiske venstrefløj, hvor ekstremismen og intolerancen stadig trives i bedste velgående. For det er da udtryk for ekstremisme, hvis man ikke vil tale med andre om, hvordan man undgår konflikter. Det har undret mig, at så få har taget afstand." (Berlingske.dk, 12.2.2009).

Jeg skal ikke kunne sige, om det netop er denne opfordring, der nu har fået flere Venstre-folk til at gå i rette med den Karen Jespersen, der de seneste årtier er sprunget hele vejen fra VS til V med diverse mellemstationer - men i hvert fald har der siden været en befriende selverkendelse i dele af partiet om, at velfærdsministeren igen er ude på overdrevet.

Blandt andre er hun blevet kritiseret af Venstres kultur- og fritidsborgmester i København, Pia Allerslev, som ikke ønsker velfærdsministerens indblanden i, hvilke muslimer Københavns Kommune samarbejder med, og senest er også Eyvind Vesselbo, der sidder i Folketingets integrationsudvalg for Venstre gået ud med en usædvanlig skarp undsigelse af sin partifælle: "Det giver slet ikke mening at anklage Muslimernes Fællesråd for at være en ekstremistisk organisation. Det er en paraplyorganisation for alle mulige muslimske organisationer, så Karen Jespersen sætter i virkeligheden alle muslimer i bås som ekstremister." (Berlingske.dk, 16.2.2009).

Tilsyneladende er Karen Jespersen end ikke bekendt med regeringens egen antiradikaliseringsplan, som hun selv har været med til at vedtage for få uger siden. I hvert fald strider hendes udmeldinger herimod, hævder både Eyvind Vesselbo og integrationsudvalgets to øvrige Venstre-medlemmer, Troels Christensen og Karsten Lauritzen. Sidstnævnte udtaler spidst, at han går ud fra, "hun tager det op på næste gruppemøde, hvis hun vil ændre Venstres politik".

Politisk kommentator Niels Krause-Kjær mener, at Karen Jespersen simpelthen er på vej ud af Venstre: "I tilfældet Karen Jespersen er det både hende og samfundet, der har ændret sig. Men altid med Karen Jespersen på fløjen, hvor der var mulighed for umiddelbar gevinst. Og altid med æselspark bagud, når hun begav sig ud på nye eventyr. Endnu er hun velfærdsminister, selv om hun tilsyneladende allerhelst vil mene noget, der har med Integrationsministeriet at gøre. Hendes karriere som V-politiker og Superminister har ikke været nogen succes, og intet tyder på, at hun står særlig højt på listen, når regeringen Løkke Rasmussen på et eller andet tidspunkt måtte blive aktuel. Karen Jespersen synes på vej ud. Spørgsmålet er blot, hvem der kommer først med at knalde døren i: Fogh, Løkke eller Jespersen. Erfaringen tilsiger, at Karen Jespersen som ægte ekstremist vælger martyriet og kommer først." (Berlingske.dk, 16.2.2009).

En af de udskældte aktører i Muslimernes Fællesråd, imam Abdul-Wahid Pedersen, udtaler om Karen Jespersens tilbagevendende korstog: "Hun tilhører gruppen af udtalte islamhadere i Danmark. Hun fører Dansk Folkepartis politik fra en Venstreplacering." (Politiken.dk, 16.2009).

Det kan der vist ikke herske megen tvivl om.

Hvilket fik mig til at tænke på en kommentar, jeg skrev, dengang det blev offentliggjort, at hun var sprunget til Venstre. Konklusionen er ikke blevet mindre aktuel med tiden:

Men er det da forkert eller suspekt i sig selv at skifte standpunkt? Aldeles ikke.

Rekordspringeren Karen Jespersen er bare i en klasse for sig. En god bekendt har engang sagt, at den danske nationalfugl er vejrhanen - i det mindste er det for Karen Jespersens vedkommende utvivlsomt en træffende karakteristik.

Det, der skræmmer, er hendes populistiske paranoia og opportunistiske iver efter at omklamre tidsånden og gennemtvinge egne politiske ambitioner på bekostning af marginaliserede befolkningsgrupper.

Men kan det hænde, at Fogh måske alligevel glæder sig lidt for tidligt over at se hende som Venstrekvinde?

Hvem ved. For dermed har hun jo også bevaret muligheden for senere at springe endnu en tak videre til Pia Kjærsgaard, hvis dét skulle vise sig opportunt.

Og som erfaren højrespringer ved Karen Jespersen naturligvis, at der jo ikke er nogen grund til at udtømme denne mulighed i ét hug.

Rune Engelbreth Larsen, Politiken, 3.2.2007

Rune Engelbreth Larsen,
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 16.2.2009