Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Frihedskamp mod forbuds- og formynderstaten?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I en nylig kronik i Politiken redegør Simon Emil Ammitzbøll og Dennis Nørmark nærmere for det, men vel kunne kalde Borgerligt Centrums bud på en frihedskamp mod en dansk forbuds- og formynderstat - eller med deres egne ord: "Big Mothers menneskelige planøkonomi".

Ammitzbøll og Nørmark erkender, at vi ikke for alvor har nået noget forbudshelvede endnu, men de understreger, at 'glidebane-argumentet' her er på sin plads, fordi retningen i statsindgrebene over for den individuelle frihed synes alt for entydig. I stedet for oplysning træffer staten simpelthen en række formynderiske og moraliserende beslutninger henover hovedet på os og behandler os som "pattebørn", mener det nye parti.

I kronikken skriver de bl.a.:

Gang på gang omfavner Big Mother os med sine brede arme for at beskytte os imod os selv, og ønsker vi alligevel selvbestemmelse, kan vi få et rap over nallerne af hendes hurtige hånd - som altid efterfølges af hendes formanende pegefinger. (...)

Erhvervslivet må ikke holde butiksåbent, når det passer dem, og så skal de aktivt agere politi, når unge mennesker ønsker at købe øl eller spiritus. Rygning er nu forbudt stort set overalt, og snart kan din praktiske lille lommekniv blive konfiskeret, for som udgangspunkt er du jo en farlig voldspsykopat.

Din mulighed for at købe medicin er som bekendt også fyldt med forhindringer. Og det samtidig med, at eksperter selv i Lægemiddelstyrelsen har meldt ud, at vi måske snarere spiser lidt for få piller.

Og så er der alle de umyndiggørende forbud, som vi stadig har til gode. De radikale vil både forbyde parfume i offentlige bygninger og gøre hovedpinepiller receptpligtige. Og når vi nu er på apoteket, kan vi passende købe vores cigaretter dér også, hvis det altså står til Forebyggelseskommissionens formand Mette Wier. SF vil forbyde solarier til unge, og snart skal virksomhederne tvinges til at ansætte kvinder. For det kan de jo heller ikke selv finde ud af.

Kommer alt dette igennem? Helt sikkert, medmindre nogen gør noget. For sådan har det været med de andre forbud. (...)

Når borgernes mulighed for at ryge, spise usund mad, gå med lommekniv, drikke alkohol, leje voldelige film, anvende modermælkserstatning m.m. bremses af Big Mothers formanende pegefinger, får vi at vide, at det jo er til vores alle sammens bedste. (...)

Hæv afgiften på smøger dér, sænk den på gulerødder et andet sted, og ud af regnemaskinen kommer seks færre tilfælde af hjerte-kar-sygdomme.

Det er så tillokkende, at man næsten ikke kan lade være. Men prøv så med et andet regnestykke. De fleste drab sker i hjemmet og gerne med de forhåndenværende knive og andre skarpe genstande. Forbyd køkkenknive, og du vil se en drastisk reduktion af husspektakler, der kulminerer i drab.

Eller hvad med at sænke farten på de danske landeveje til 50 km/t.? Det ville medføre en drastisk reduktion i trafikdræbte. Gode, genopståede danskere kan således indsættes i arbejdsstyrken igen - i stedet for at gå til spilde ude på landevejene.

For det handler jo om statens behov, det handler om at holde folk i live, så de kan arbejde for kollektivet og betale deres skat. Og hvorfor ikke bare tage den store beslutning og afskaffe tobak, som professor Morten Grønbæk, forskningschef hos Institut for Folkesundhed, foreslår. Det ville hæve gennemsnitsalderen med tre år. Er paradis nu inden for rækkevidde?

Nej, Big Mother-staten er snarere et kollektivistisk mareridt, hvor borgerne udelukkende er interessante som faktorer på udgifts- og indkomstsiden. Det handler udelukkende om, hvordan mennesker indgår i kollektivet, og ikke om, hvilke værdier vi selv har. Nej, pyt med, hvad folk har lyst til, det er kollektivet, der bestemmer, hvad der kan betale sig, og ikke, hvad du selv tror og mener. Se bare på tallene!

Det er dyrere for samfundet, at folk bliver meget gamle, for livsstilssygdomme er både lettere og billigere at behandle end de sygdomme, man får senere i livet.

Så argumenterer Borgerligt Centrum nu for, at vi skal lade folk dø hurtigt af rygerlunger frem for at ligge samfundet til last senere i livet? Nej, for vi synes, lige præcis den form for argumentation er rigtig, rigtig usmagelig, og vi medtager det alene her for at understrege, at økonomiske kalkuler er ubrugelige, når vi skal gøre op med os selv, hvilke værdier og holdninger vi har til vores samfund.

Man kunne lige så vel argumentere for, at det var mere økonomisk fordelagtigt, hvis folk døde af deres rygerlunger, førend de gik på den dyre folkepension, men vi mener faktisk, at politik skal hæve sig op over den slags kynisme.

Vi vil hellere argumentere for, at folk skal have lov til at dø af rygerlunger, fordi det frie valg er fundamentalt for os alle. Det giver livskvalitet at have selvbestemmelse over sit eget liv. Det er der nemlig også undersøgelser, der viser.

Hermed ikke sagt, at vi ønsker et sundhedssystem alene afgjort af mavefornemmelser og fordomme. Og selvfølgelig skal vi afskærme mennesker imod passiv rygning. Enhver skal kunne blive betjent i den offentlige sektor i et røgfrit miljø. Vi skal være rationelle på sundhedsområdet, men vi kan ikke bare erklære det for totalt værdifri zone. (...)

Simon Emil-Ammitzbøll og Dennis Nørmark
Politiken, 31.1.2009

Ammitzbøll og Nørmark undgår en let indvendning ved at fastholde, at i tilfældet rygning er der også et hensyn i frihedsindskrænkningen, som ikke alene er betinget af statens tilbøjelighed til at overregulere tilværelsen - beskyttelsen mod passiv rygning. Men det ændrer ikke ved, at de har fat i en væsentlig principiel pointe i forhold til den almene advarsel imod at vægte statens moraliserende magt over individets frihed.

Frihed er også frihed til at leve usundt og nyde det, hvis det er ens eget valg, og der kan ganske klart være områder, hvor forbud og formynderi blot er udtryk for disciplinerende og regulerende moralisering.

Staten skal som hovedregel ikke blande sig i, hvad et myndigt menneske ved sine sansers fulde brug indvilliger i - hvis man vil ryge cigarer morgen, middag og aften, er det éns egen sag (med behørig indskrænkning i offentlige rum for at undgå passiv rygning).

Men en række spørgsmål, der vel er mere udfordrende end f.eks. problemstillingen om rygning, kommer for alvor tæt på at indskrænke den individuelle frihed uden anden substans end den moraliserende regulering, der som altid blafrer i vinden og er afhængig af den aktuelle tidsånd.

Om man f.eks. er homoseksuel eller heteroseksuel bør selvfølgelig ikke influere på statens vurdering af én som menneske, heller ikke i forhold til adoption eller andre rettigheder af nogen art. Igen må hovedreglen være, at hvad myndige mennesker frivilligt indvilliger i, skal staten ikke blande sig i, og homoseksualitet kan lige så lidt som privat rygning 'gå ud over' andre end de involverede - og derfor kunne Ammitzbøll og Nørmark også have ekspliciteret denne ende af problemstillingen.

Men lige så relevant - og tilbagevendende i debatten: Friheden til at bære hovedtørklæde, på arbejde, derhjemme, i det offentlige - hvor som helst. Det kan og bør politikere naturligvis lige så lidt blande sig i. Jamen, hvad er tørklædet nu for et symbol - hvad er det for et signal, det sender?

For det første sender tørklædet intet som helst entydigt signal, medmindre man da har fået islamisme-panik på hjernen - tørklædet er et åbent symbol, der kontekstafhængigt har betydet meget i dansk kulturhistorie, og hvor det i dag primært bæres af muslimske kvinder, er betydningen heraf fortsat vidt forskellig for den enkelte (se i øvrigt billedeksemplerne her: Danskhedens kvindelige tørklæder).

En skolelærer, der f.eks. fortæller sine elever, at han eller hun er homoseksuel, sender heller ikke andet 'signal' end sin ærlighed og medvirker dermed blot til at normalisere seksualitetens bredde og afspejler det omgivende samfund, hvor mennesker nu engang er forskellige. At læreren derigennem skulle 'lokke' eller 'påvirke' heteroseksuelle elever til at blive homoseksuelle, er selvsagt lige så utænkeligt og absurd, som det ikke desto mindre gentagne gange har været et tilbagevendende argument mod homoseksuelle skolelærere, ikke mindst i USA.

Men når årtusinders heteroseksuelle undertvingelse af og ofte klapjagt på homoseksualitet aldrig nogen sinde har fået homoseksualiteten til at forsvinde eller har 'omvendt' homoseksuelle, så vil normaliseringen og ligestillingen af homoseksuelle indlysdnede heller aldrig nogen sinde være en trussel mod heteroseksualiteten.

Til gengæld er der måske homoseksuelle elever, som takket være en homoseksuel lærers åbenhed får et mere afslappet forhold til deres egen seksualitet, ligesom der måske er heteroseksuelle elever, som får et mere afslappet og normaliseret forhold til homoseksuelle i almindelighed. That's all.

Tilsvarende 'påvirker' eller 'lokker' en muslimsk lærererinde med hovedtørklæde lige så lidt sine elever til at blive muslimer som følge af sit hovedtørklæde, men hun medvirker til at afdramatisere et klædestykke og eksemplificerer diversiteten inden for islam såvel som inden for det danske samfund i almindelighed. Der er med andre ord intet faretruende i et hovedtørklæde, og hvis børn har et problem med det, er det ikke skolelærerens problem, men derimod børnenes og deres forældres.

Tilsvarende med hovedtørklæde på en kvindelig betjent, en kvindelig sygeplejerske, en kvindelig socialrådgiver og en kvindelig dommer. Man kan og skal ikke lovgive mod noget så metafysisk luftigt som et hovedtørklædes 'signal', som i forvejen er individuelt og flertydigt.

Kvindelige dommere dømmer mandlige lovovertrædere, men selvfølgelig må og skal vi forvente, at det er som professionelle og upartiske dommere, de dømmer, ikke som udtryk for et kønspolitisk statement. Mandlige dommere i jakkesæt, slips og guldmanchetter dømmer politiske aktivister, der har deltaget i voldsomme optøjer, men selvfølgelig må og skal vi forvente, at det er som professionelle og upartiske dommer, de dømmer, ikke som udtryk for en 'klassedomstol'. Kristne dommere dømmer muslimske lovovertrædere, og igen må og skal vi forvente, at det er som professionelle og upartiske dommere, at de udfører deres hverv, ikke som crusaders.

Der er selvfølgelig ingen forskel på, om en mand bliver dømt af en kvindelig dommer, om en muslim bliver dømt af en kristen dommer, eller om en ateist bliver dømt af en muslimsk dommer - så længe vi befinder os i en retsstat. Hvis en dommer dømmer ud fra private holdninger og præmisser, så har vi enten forladt retsstaten, eller også er den pågældende dommer ukvalificeret - men i begge tilfælde er diskussionen så en helt anden.

Borgerligt Centrum burde i minde øjne også være parat til at drage sådanne konsistente konsekvenser af partiets opgør med statsregulerende moralisering - i frihedens og individets interesse.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 4.2.2009