Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Forventningens eller Skuffelsens Obama?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Da Barack Obamas valgsejr tegnede sig stadig tydeligere inden det amerikanske præsidentvalg i november 2008, og i tiden efter hans valg og indtil den 20. januar 2009, hvor han indsættes som USA's 44. præsident, har bagsiden af Obamanien lydt af et stadig mere intensivt kor om Den Forventede Skuffelse.

Sjældent har der stået så meget historisk blæst omkring en amerikansk præsident op til hans indsættelse i Det Hvide Hus, og sjældent har en amerikansk præsident båret på så mange menneskers historiske forventninger og inderlige håb om reel politisk forandring i verdens supermagt. Og sjældent har en amerikansk præsident skullet begynde sin embedsperiode med så kolossale udfordringer og problemer som Barack Obama - en global finanskrise og truende globale klimakatastrofer, omkostningskrævende og mislykkede krige i Irak og Afghanistan, galopperende arbejdsløshedstal og en arv af voldsom amerikansk ulighed, analfabetisme, fængselskultur og millioner af amerikanere, der lever i rystende armod.

Dertil kommer den endeløse konflikt mellem palæstinensere og israelere, som USA naturligvis har store aktier i, og hvor Israel netop har udnyttet det uformelle interregnum mellem Obama og Bush til en ualmindelig beskidt krig i Gaza.

Det er meget muligt, at George W. Bush forlader Det Hvide Hus som en af historiens mest upopulære og ildesete præsidenter, og at Barack Obama træder ind i det ovale kontor som en af historiens mest populære og glorificerede præsidenter, men det bliver Obama, som i sidste ende bliver vurderet på, hvor heldigt eller uheldigt, han får ryddet op efter Bush.

"Obama kan kun skuffe," lyder det fra kritikere verden over, som maner til forsigtighed af frygt for bagsiden af (eller den barske opvågnen efter) den noget nær messianske forventningsrus og rockstjerne-tilbedelse, der er blevet Obama til del. Denne blanding af forsigtighed, bekymring, kritik og advarsel spænder over, at der er politikere som f.eks. den danske statsminister, der af hensyn til egne indenrigspolitiske agendaer har behov for, at Obamas politik rummer så få realpolitiske brudflader som muligt med de forgangne otte år - så Fogh kan fortsætte business as usual ligesom under hans best buddy Bush - og over de dele af venstrefløjen, som savner en Ralph Nader i Barack Obama.

Sagen er selvfølgelig også den, at Barack Obama kun kan skuffe den, hvis forventninger er specifikke og urealistiske.

For mit eget vedkommende kan Obama stort set kun overraske positivt, for han har allerede indfriet dét ene håb, jeg har næret til ham, siden han stillede op i Demokraternes primærvalg - at han ville slå de øvrige Demokrater, og at han efterfølgende valgt præsidentvalget.

Som de fleste andre anså jeg ingen af delene for at være synderlig realistisk, men jeg så det som et vigtigt træk, der i alle tilfælde kunne køre ham i position til kommende præsidentvalg, hvor sandsynligheden muligvis ville være større, når de amerikanske vælgere langsomt havde vænnet sig til tanken.

Hans uventede succes under primærvalgene imod en særdeles ufin superfavorit Hillary Clinton gjorde imidlertid det urealistiske muligt - og i dag er det så virkeliggjort. Det har vitterlig været virkeliggørelsen af the audacity of hope, som titlen lyder på en af Obamas bøger, når man betænker, at han hidtil var en forholdsvis uerfaren senator, som har måttet kæmpe op ad bakke med forestillingen om det umulige imod sig: En amerikansk præsident med 'afroamerikanske' rødder?

Sorte var skeptiske over for hans hvide halvdel - han var ikke sort nok - hvide skeptiske over for hans sorte halvdel - han var i hvert fald ikke hvid.

Men da først det umulige tegnede sig mindre umuligt, blev det imidlertid et af hans bedste kort - her kunne skrives historie.

Selvfølgelig kender vi alle mekanismens farer: En 'sort' politisk frelser skal gøre op med 'hvid' undertrykkelse, men bliver i stedet en facade-figur, der blot fremstår som den perfekte legitimering af business as usual. Hvem husker ikke håbene til Nelson Mandela, da apartheid blev afskaffet i Sydafrika? Selvfølgelig var det stort og historisk - men betyder det, at der ingen ulighed er i Sydafrika længere? Afgjort ikke.

Var Bill Clinton nogen historisk 'stor' præsident? Nej, men han er alligevel utroligt populær, og havde Obama ikke vundet, ville hans stjernestatus have været endnu større, fordi man ikke ville kunne undgå at vurdere ham udelukkende imellem slagskyggerne fra Bush Senior og Bush Junior - og hvem vokser ikke i dét lys?

Hvordan bliver så præsident Obama?

Måske vil han lancere den mest progressive klima- og miljøpolitik i USA's historie - men der skal heller ikke så meget til. Og alt er relativt, så selv en bedre klima- og miljøpolitik kan sagtens være elendig og utilstrækkelig. Måske vil han turde rette en hård og berettiget kritik mod Israels besættelses- og aggressionspolitik. Måske ikke. Måske han vil få gennemført en tiltrængt sundhedsreform i USA, og måske vil han få lukket Guantanamo og trukket amerikanske tropper ud af Irak. Måske ikke. Men vil han få gjort op med den vanvittige fattigdom i USA, den groteske amerikanske fængselskultur eller USA's almene (u)retssikkerhed, der nærmer sig en ren karikatur? Næppe.

Alle nok så indsigtsfulde analyser af Obamas embedsperiode er og bliver gisningernes profetier, fordi vi endnu ikke ved, hvordan verden udvikler sig i løbet af 2009, 2010 - og så videre - og hvordan han faktuelt vil reagere politisk hen ad vejen. Men hvis man ikke nærer nogen specifikke forventninger, vil man heller ikke blive skuffet over business as usual, men vil selvfølgelig fortsat både håbe på og kæmpe for reelle forandringer - ligesom hvis der sad en hvilken som helst anden præsident i Det Hvide Hus.

Og det er altså netop dér, at Obama allerede har indfriet det ene håb, jeg havde: At han vandt. At en 'sort' vandt Det Hvide Hus. At Den Amerikanske Drøm er generobret og revitaliseret, hvor miskreditteret og illusorisk den så ellers er i almindelighed. Og frem for alt - at et historisk fastlåst mønster er definitivt brudt, uanset om Barack Obama så bliver USA's største præsident, eller om han ender som en større fiasko end George W. Bush.

Det er denne erfaring, der er den konstruktive konsekvens af, at USA's 44. præsident hedder Barack Obama - for kan mønstret brydes i Det Hvide Hus, verdens eneste supermagts formelle kommandocentral, hvor kan det så ikke brydes?

Jeg tror, at dét er det virkelige Håb, og denne opbyggelige og virkelige fabel overlever Obama og Obamas periode som amerikansk præsident, uanset hvad. Hvis Obama bliver en facade for ingenting, vil hans historie kunne motivere et opgør med facader i en grad, som ingen anden nyere præsidenthistorie ville kunne eftergøre. Jeg tror ikke, at Obamas mønsterbrud vil være en stopklods, der passiviserer i tilbagelænet forvished om, at en 'frelser' er rykket ind i Det Hvide Hus, men tværtimod en motivationsfaktor, der stimulerer engagement og magtkritik i endnu flere led og med endnu usete muligheder.

Derfor er mit ene håb til Obama indfriet i dag, når han indsættes som præsident. Et afgørende magtmønster er brudt.

Magten bør altid i videst muligt omfang holdes i skak, og derfor fortsætter magtkritikken selvfølgelig i morgen, fuldstændig uafhængigt af, hvem der sidder i det ene eller det andet af magtens kontorer.

Men lad os i dagens anledning tillade os at dvæle lidt ved overfladen for en gangs skyld: USA har erstattet en udannet og uintelligent hvid George W. Bush med en dannet og intelligent 'sort' Barack Hussein Obama. Dette historiske øjebliksbillede skal ikke undervurderes, og symbolikken er unægtelig stimulerende i sig selv.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 20.1.2009


Læs også: Vejrhanen Fogh hylder ørnen Obama