Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Stor bekymring for uligheden, der rammer indvandrere

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Blandt de forskellige uligheder, som kendetegner det danske samfund, er der ifølge en ny meningsmåling allerstørst bekymring for uligheden mellem indvandrere og den øvrige befolkning:

Trods masser af gode intentioner [og som følge af visse slette intentioner, må man i redelighedens navn tilføje / REL], milliarder af kroner og velmente initiativer fra politikernes side, er uligheden mellem danskere og indvandrere stadig så stor, at den fuldstændig overskygger alle andre skillelinjer i det danske samfund.

Det fremgår af en undersøgelse, som analyseinstituttet Zapera har foretaget for Ugebrevet A4. I undersøgelsen er 1.039 repræsentativt udvalgte danskere blevet bedt om at veje ulighederne i det danske samfund. På den måde opnås et unikt og detaljeret billede af, hvor danskerne for alvor føler, at ulighederne er ved at knække samfundet i to.

Svarene taler deres eget tydelige sprog. Ikke mindre end 73 procent af de adspurgte opfatter uligheden mellem danskere og indvandrere som stor eller meget stor. Det sættes i relief af, at andre uligheder, som mellem rige og fattige, boligejere og -lejere og kvinder og mænd, ikke opfattes som ligeså betydelige. Er der én væsentlig skillelinje herhjemme, så er det altså mellem gennemsnitdanskerne og de herboende udlændinge.

Ugebrevet A4, 12.1.2009

Flere indvandrere er kommet ud på arbejdsmarkedet i de senere år, hvor arbejdsløsheden har været i bund og arbejdsmanglen et voksende problem, men det er fortsat blandt borgere med indvandrerbaggrund, at de mest socialt marginaliserede grupper findes.

Og at uligheden er reel, fremgår af Det Økonomiske Råds fattigdomsrapport fra 2006, ifølge hvilken "den procentuelle andel af fattige blandt indvandrerne fra ikke-vestlige lande var godt syv gange så stor som fattigdommen hos indfødte danskere" og fire gange så stor for indvandrere fra vestlige lande (jf. Ugebrevet A4).

Det positive ved den netop offentliggjorte meningsmåling er, at den bekræfter en svag, men klar tendens til en generelt mere positiv holdning til - og solidaritet med - indvandrere blandt majoritetsbefolkningen: 72 procent af de adspurgte finder, at netop denne ulighed også er det vigtigste ulighedsproblem i Danmark.

Det negative er imidlertid, at det ikke er sandsynligt, at der med konstellationen VKO vil blive gjort dét konstruktive, som er nødvendigt for at udligne uligheden, nemlig at øge overførselsindkomsterne - hvilket ville gavne alle socialt marginaliserede, og hvilket ikke blot er udgiftskrævende, men også ville blive omsat i den slags basale forbrug, der gavner samfundsøkonomien i den sidste ende.

Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Muhsin Türkyilmaz, påpeger således, at hverken uddannelse eller tvangsaktivering vil hjælpe de værst stillede. Arbejdsmarkedet er ikke en patentløsning på alle problemer:

»Mange af dem, der har det allersværest, er traumatiserede og har psykiske problemer efter at have levet i et krigsområde i 10 eller 15 år. De skal igennem mange års behandling, før de kan tage en uddannelse og måske engang komme ud på arbejdsmarkedet.«

»Der er ingen forståelse for deres situation. De skal blot ud på arbejdsmarkedet, så skal det hele nok gå. Men det gør det bare ikke. De kan ikke klare et job.«

»Regeringen har droppet den sociale medlidenhed, og det smitter af på hele systemet. Man glemmer helt, at man har at gøre med mennesker.«

Regeringens snæversynede dogme om, at tvang og forringelser i overførselsindkomsterne pr. definition er arbejdsmotiverende, står desværre i vejen for reelle løsninger på problemet for disse grupper. Derfor kan man kun håbe, at den solidaritet, som undersøgelsens resultat afspejler, også kan omsættes i en voksende forståelse for nødvendigheden af reelle sociale og økonomiske forbedringer af de mest trængtes konkrete situation.

Så længe dette ikke sker, vil uligheden blot vokse, og de dårligst stillede blive endnu værre stillet.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 12.1.2009