Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ros til Kjærsgaard og hendes partishoppere

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Jeg kan ikke lade være med at knytte et par kommentarer til Pia Kjærsgaards seneste ugebrev, hvor hun går i rette med den udbredte partishopping. Her kritiserer hun det, hun kalder "den helt store partiflugt", hvor en række politikere har "skiftet partitrøje midt i valgperioden", og hvor der har været andre "opsigtsvækkende partiskift blandt 2-3 markante politikere uden for Christiansborg".

Sådanne partishoppere får den retoriske kniv af Kjærsgaard: "Fallerede politikere, der i et forsøg på at genrejse sig selv og fortsætte 'karrieren' har fundet andet og mere skridsikkert underlag for deres egne personlige ambitioner."

Gad vide, hvilke "fallerede politikere" hun så har i tankerne blandt de senere års mange partishoppere?

Kunne det være hende selv og en række af hendes partifæller? Både Kjærsgaard, Peter Skaarup, Kristian Thulesen-Dahl og Poul Nødgaard skiftede som bekendt selv "partitrøje midt i valgperioden", da de alle fire blev siddende i Folketinget i 1995, selv om de var valgt for Fremskridtspartiet, men brød ud af partiet og stiftede Dansk Folkeparti.

Måske tænker hun også på Louise Frevert, der sprang fra De Konservative til Dansk Folkeparti i 1999? Og befinder der sig også blandt de "fallerede politikere" en Mogens Camre, som samme år sprang fra årtiers medlemskab af Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti?

Jo, på overfladen er det let nok at vende Kjærsgaards kritik mod hende selv og hendes eget parti, hvis ganske stiftelse tilsyneladende har rod i partishopperi.

Men der er partishoppere - og så er der partiskiftere. Det er indlysende muligt, at en politiker kan skifte politisk standpunkt i en sådan grad, at vedkommende i sidste ende ganske enkelt må forlade sit parti, ligesom et parti kan ændre sig så meget, at en politiker ikke længere kan bliver der med samvittigheden i behold.

Det sidste gælder ikke alene, men i høj grad også for mange af Dansk Folkepartis "partishoppere" - hvor politisk uenig man end er, er de (fleste af dem) i realiteten slet ikke partishoppere, men derimod samvittighedsfulde partiskiftere, der har taget konsekvensen af deres overbevisning.

Det korte af det lange er, at der selvfølgelig intet odiøst, illegitimt eller umoralsk er i at skifte parti eller blive løsgænger - det er og bliver et samvittighedsspørgsmål. Men omvendt er der selvfølgelig af og til politikere, hvis partishopperi grænser til taburetklæberi af absurde dimensioner, og her er Karen Jespersen ganske klart den ukronede dronning i dansk politik (jf. Karen Jespersen i V og Frank Aaen i K).

Men som allerede antydet er det ikke kun politikere, der partishopper, det er også partier, der holdnings-shopper - for nu at blive i denne lidt pudsige metaforik.

Og det er ikke mindst her, at Pia Kjærsgaard i sit seneste ugebrev for alvor har fat i den lange ende og når ind til kernen i Dansk Folkepartis mangeårige succes. Er der noget parti, som man ved, hvor man har - i kontrast til holdningsshopperne - er det netop Dansk Folkeparti.

Kontrasten mellem Dansk Folkepartis og Socialistisk Folkepartis strategi er i denne henseende illustrativ og markant. DF har stort set stået urokkeligt fast på de kernepunkter, der har været partiets udgangspunkt siden midten af 1990'erne, mens SF er Folketingets klare nr. 2 i disciplinen holdningsshopping (kun distanceret af Liberal Alliance).

SF har haft stor vælgermæssig fremgang på det seneste, men hvor DF er gået frem ved hvert eneste folketingsvalg i hele partiets trettenårige levetid, og hvor Kjærsgaard & Co. har haft nøglen til den politisk udslagsgivende magt i Danmark siden 2001, har SF reelt endnu ikke fået realpolitisk indflydelse på et komma af betydning - det politiske hamskifte til trods.

DF har vundet sin historiske fremgang og politiske nøgleposition ved at kæmpe for synspunkter og sager i strid modvind, gradvis ændre den politiske tidsånd og siden høste de realpolitiske frugter af anstrengelserne. SF har vundet sin aktuelle fremgang ved at lade Ole Sohn flytte partiet populistisk efter tidsånden.

Eller i Kjærsgaards spidse iagttagelse:

De ukronede mestre i at skifte synspunkter er og bliver dog Socialistisk Folkeparti. Partiet, der ifølge dets program ønsker ”en grundlæggende ændring af samfundet, der forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvis afskaffer kapitalismen”. Med Ole Sohn – Danmarkshistoriens sidste betydende kommunistiske partiformand som bådsmand og Villy Søvndal som den store rorgænger er det lykkedes retorisk at forvandle ræverøde Socialistisk Folkeparti til det uforpligtende og ufarlige ”SF”. Så meget at Socialdemokratiet nu de facto har inviteret Socialistisk Folkeparti til et regeringssamarbejde, hvis den dag oprinder, hvor vælgerne sammensætter et Folketing uden borgerligt flertal. Det er en dag særligt Ole Sohn som vordende minister ser frem til. Han længes sådan efter at blive fotograferet sammen med en international leder, der ikke er Erich Honecker.

Ud over pludselig at stemme for finansloven for at signalere ansvarlighed, har Socialistisk Folkeparti har bl.a. skiftet holdning til forsvars- og udlændingeforbeholdet, ytringsfriheden og udlændingepolitikken.

Det er sandt at sige imponerende, at man i løbet af 365 dage – og i øvrigt uden formelt at ændre sit partiprogram – kan gennemleve en så stor forvandling.

Hvad er årsagen så til alle disse holdningsskift?

Måske er det den hær af spindoktorer og kommunikationseksperter, som partierne – og særligt Socialistisk Folkeparti - i disse år ansætter. I Dansk Folkeparti har vi én eneste i form af vores pressechef, Søren Søndergaard, og det er nok til os, men det er selvfølgelig også en lettere opgave at skulle formidle det samme budskab dag ind og dag ud i stedet for at skulle lancere et nyt budskab hver dag.

Måske er det de fokusgrupper som alle Folketingets partier – ja selv Enhedslisten – tilsyneladende nu opfatter som det eneste saliggørende. Dansk Folkeparti har aldrig i partiets 13-årige levetid benyttet sig af en fokusgruppe, og alligevel er vi gået frem ved hvert eneste valg.

Pia Kjærsgaards Ugebrev, 29.12.2008

Det er i mine øjne ikke videre sandsynligt, at S-SF kan slå V-K og blive regeringsbærende, sådan som de to største oppositionspartier aktuelt har lagt sig politisk, men det er naturligvis muligt, at det i kølvandet på finanskrisen, Obama-effekten og tilfældighedernes spil lige akkurat lykkes at tippe det parlamentariske flertal, så Fogh må gå af. Både S og SF har imidlertid lagt sig fast på en snæver kurs, ifølge hvilken vejen til regeringsmagten består i at bøje sig for den herskende dagsorden og tidsånd, aflure meningsmålinger og fokusgrupper, mens man nærmer sig DF med hastige skridt.

Men kernen i DF's succes er, at partiet tænker historisk i stedet for kortsigtet. DF ændrer ikke de grundlæggende kernepunkter fra sæson til sæson, men arbejder sig stille og roligt større og større ved at stå fast på og kæmpe for synspunkter, som ingen er i tvivl om, og som derfor giver partiet stor programpolitisk troværdighed.

Man kan vinde en valgsejr eller to og gå frem i meningsmålingerne ved i tide og utide at vride sig efter tidsånden, men man kan ikke tegne dagsordenen og præge tidsånden. Det er det sidste, Dansk Folkeparti har gjort med stort omhu og stor succes. Og det får de desværre nok lov til at fortsætte med, indtil også S og SF giver dem et tilstrækkelig markant modspil, der med mindst samme overbevisning, oprigtighed og troværdighed peger i en radikalt anden retning i den grundlæggende kulturkamp.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 4.1.2009