Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Langballes tidehvervske intolerance mod islam og jødedom

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Dansk Folkepartis Jesper Langballe ringer julebudskabet ind ved atter at lufte sin religiøse intolerance - denne gang er det Københavns biskop Erik Norman Svendsen, som har forbrudt sig mod den tidehvervske inkvisition.

Biskoppen har takket ja til at tale i Nusrat Djahan Moskéen i Hvidovre lillejuleaften, efterfulgt af en tale om Jesus i Koranen af moskéens imam.

For Jesper Langballe er dette aldeles utilstedeligt, ja, det er velsagtens direkte blasfemisk: "Det er en grov fornægtelse af kristus, når en dansk biskop vil tale ved et arrangement, hvor en imam samtidigt taler om Jesus i Koranen. Ifølge Koranen er Jesus ikke Guds søn, men en underprofet af Muhammed, så der har Normann Svendsen intet at gøre." (berlingsketidende, 23.12.2008).

Samme moské er tidligere blevet besøgt af bl.a. Bertel Haarder, Naser Khader og tidligere kirkeminister Tove Fergo, men i Langballes optik er det altså grov fornægtelse af Kristus blot at tale om Jesus samme sted, som en imam taler om Jesus.

Langballe er som trådt ud af den mest intolerante og uforsonlige del af lutheranismen for et lille halvt årtusind siden, en dinosaur af ignorance og intolerance.

Han har rødder i Tidehverv og Den Danske Forening, men både han og Søren Krarup har formelt brudt med sidstnævnte - ikke som følge af foreningens indirekte heroisering af bombe- og brandattentater mod asylcentre og moskeer i begyndelsen af 1990'erne, der har medvirket til at miskreditere ledelsen og daværende formand, Ole Hasselbalch, men efter at foreningens daværende næstformand, Poul Vinther Jensen, i en opsigtsvækkende tale til det svenske parti Nationaldemokraterne i marts 2002 udtalte, at muslimerne "er på vej til at udvikle sig til monstre, som slår værten ihjel" (B.T., 20.3.2002). Vinther Jensen understregede ved samme lejlighed, at alle politiske problemer forudsætter, "at muslimproblemet er løst først", og at løsningen derfor er at udvise samtlige muslimer og derigennem "standse udbredelsen af nutidens pest over Europa" (Politiken, 20.3.2002).

Dét var dog for hård kost for Langballe, Krarup og Espersen. Eller var det?

Langballe fastslog i første omgang: "De udtalelser var så uspiselige og så afskyelige, at det vil vi ikke stå model til." (Politiken, 20.3.2002). Espersen tog afstand fra næstformandens "rendestenssprog, som vi overhovedet ikke kan genkende", og sagde, at "det er prikken over i'et at begynde at sammenligne muslimer med pest, der skal udrenses." (B.T., 20.3.2002). Espersen mente således, at foreningen har ændret karakter, efter at Ole Hasselbalch i 2001 gik af som formand: "Jeg tror i høj grad, at det er Mogens Glistrups folk, som sidder på magten." (Ritzau, 20.3.2002).

Flertallet af Den Danske Forenings ledelse havde godt nok siddet i styrelsen i over ti år - næstformanden, Poul Vinther Jensen, som Langballe opponerede imod, havde siddet centralt placeret siden 1988 og havde en fortid i Komiteen mod Indvandrerpolitikken, som Søren Krarup stiftede et par år tidligere.

Men pudsigt nok viste forløbet, at udmeldelserne af Den Danske Forening (som heller ikke Langballe og Krarup selv tog særlig alvorligt få år senere) snarere var partipolitisk taktik på et tidspunkt, hvor Dansk Folkeparti havde behov for ikke at blive for snævert associeret med den forening, som var partiets åndelige forløber.

Udmeldelserne fra Krarup, Langballe og Espersen kom da også bag på Den Danske Forenings ledelse. Formanden, Harry Vinter, medgav, at næstformandens formuleringer var "uheldige", men er "for så vidt enig i indholdet" (Ritzau, 20.3.2002). I et læserbrev bemærkede han, at der ikke er noget odiøst i at sammenligne "den muslimske invasion af Vesteuropa" med "pest", fordi socialdemokraten Hartvig Frisch også sammenlignede nazismen med en "pest over Europa" i 1933. Endvidere stak han til Langballe og Krarup: "Det adskiller sig som bekendt heller ikke indholdsmæssigt fra, hvad fremtrædende personer i Dansk Folkeparti tidligere har givet udtryk for." (Fyens Stiftstidende, 22.3.2002).

Det sidste afstedkom en præcision fra Krarup dagen efter. Han delte ikke Espersens kritik af foreningens "rendestenssprog", hvormed muslimer sammenlignes med pest, men sagde derimod: "Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa. Men at begynde at tale om udrensninger er underlødigt." (B.T., 23.3.2002).

Et par måneder senere demonstrerede også Langballe fra Folketingets talerstol, at det er lige så uproblematisk for ham som for Den Danske Forenings næstformand at kalde islam for en pest: "Der er ikke tale om at tale nedsættende om mennesker. Der er tale om at bekæmpe en religion, som med det gamle udtryk af Hartvig Frisch er en pest over Europa." (Folketinget, 31.5.2002).

Pest-billedet blev imidlertid først og fremmest brugt i nazisternes propaganda mod jødedommen, som Hitler i 1923 kaldte for "folkeslagenes racetuberkulose", og i 1924 "verdenspesten". En antisemitisk propagandabog af Hermann Esser bar titlen Den jødiske verdenspest (1939) og titlen på en bog af Robert Ley betegnede jødedommen som Verdens pest-ånde (1944).

At gøre en religion, som kendetegner en specifik befolkningsgruppe, til en "pest", gør uundgåeligt de troende til dem, som spreder pesten, al den stund at ingen religion kan udbrede sig uden troende. Derved er muslimerne i Langballes begrebsramme både blevet til smittebærere af en ny tids pest og repræsentanter for en trussel, der sammenlignes med nazismen.

Det er hverken første eller sidste gang, at hans retorik og argumentation mod islam overlapper træk fra nazismens antisemitisme.

Langballe henviser heller ikke alene til politiske overvejelser, men også teologiske, når han bekæmper islam: "For Luther selv var der ingen tvivl om, at Muhammed var en Satans agent." (Berlingske Tidende, 20.6.2006).

Men det er ikke kun forholdet til islam, der er teologisk bestemt - det gælder også forholdet til jødedommen.

Da Tidehverv i 1999 udgav bogen Mod tyrken og jøden med tre kontroversielle skrifter af den protestantiske reformator Martin Luther, giver teksternes stærkt uforsonlige karakter over for islam og had mod jøder anledning til forundring og skarp kritik blandt mange.

Det gælder ikke mindst det antijødiske skrift Om jøderne og deres løgne (1543), som også nazisterne brugte i antisemitisk øjemed, og som hidtil kun er blevet udgivet i en ufuldstændig oversættelse på dansk. Her bekræfter Luther en gammel fordom om, at jøderne er ondskabens udspring, og "at de har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn", og han tilskriver dem kollektivt en lang række negative træk, som har gjort skriftet til et af de mest berygtede i den antijødiske litteratur.

"Et mere blodtørstigt og hævngerrigt folk har solen aldrig skinnet på," skriver Luther om jøderne, der kaldes "halsstarrige, ulydige, profetmordere, hovmodige, årgerkarle og fulde af alskens lyder" og andetsteds beskyldes for at være "giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst".

Reformatoren henvender sig her direkte til sine trosfæller og fastslår, at den kristne næst efter Djævelen ikke har "nogen bitrere, mere fanatisk fjende end en ægte jøde", og forslår en række skrappe tiltag i analogi med, hvad "de gode læger" gør: "Når der er gået koldbrand i kroppen, går de ubarmhjertigt til værks og skærer, saver og brænder kød, årer, marv og ben bort. Således skal man også gøre her, nedbrænde deres synagoger …" Dertil kommer, at man skal ødelægge jødernes huse, fratage dem alle deres bøger, forbyde dem at undervise og bede, forbyde dem retten til at rejse frit omkring, fratage dem alle deres penge og ultimativt udvise dem.

Langballe betegner imidlertid dette antijødiske skrift som "Luthers fremragende teologiske stridsskrift" og regner det ligefrem blandt reformatorens teologiske hovedværker (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999). Han har forklaret, at skriftet for var "noget af en bibel-teologisk åbenbaring med hensyn til Det gamle Testamentes kristelige placering", og at "jødedommen i kraft af sin Kristus-fornægtende lære er frafald og gudsbespottelse".

Ifølge Langballe bliver det her "sagt og dokumenteret - jeg havde nær sagt videnskabeligt dokumenteret - at GT [Det Gamle Testamente] ikke er jødedommens bog".

Dermed gør han sig imidlertid til fortaler for en kontra-videnskabelig antagelse, som ikke mindst det seneste århundredes religionsforskning af samme grund blankt har afvist, og som de fleste teologer for længst har forladt. Det er dogmatik, ikke dokumentation at hævde, at Det Gamle Testamente ikke skulle være et udtryk for jødedommen, eftersom alle teksterne både er overleveret og nedskrevet af jøder, adskillige århundreder før der fandtes nogen kristendom.

Ikke desto mindre beskylder Langballe jødedommen for misbrug: "Det Gamle Testamente er en helt og holdent kristelig bog, som jødedommen har misbrugt og sagligt set ingen ret har til."

Ved at afvise jødedommens brug af en samling jødiske tekster, indlæser Luther profetier i Det Gamle Testamente, der skal "forudse" Kristus. Sådan har man da også gjort inden for kirken i århundreder, men det kræver en bogstavtro og selektiv bibellæsning, som ser bort fra Det Gamle Testamentes jødiske tilblivelseshistorie og religionshistoriske sammenhæng.

Tro og videnskab er to forskellige ting, og man kan som Langballe naturligvis godt tro på, at jødiske skrifter ikke hører jødedommen til, men det er at sammenblande tingene at hævde, at Luther nærmest fremlægger "videnskabelig dokumentation" herfor. Det er lige så meget i modstrid med videnskabelige kendsgerninger, at jødiske skrifter skulle handle om Jesus, der er født århundreder efter deres affattelse, som troen på, at Jorden skulle være blevet skabt på syv dage.

"Luther tænkte totalitært, og i en totalitær samfundsforståelse er der ikke plads til forskelligheden," skrev sognepræst Leif Bork Hansen i et indlæg, der omvendt kritiserede de anti-islamiske træk i et af folkekirkens bekendelsesskrifter, Den Augsburgske Bekendelse, og Tidehvervs genudgivelse af Luthers antijødiske skrift.

Han slog til lyd for nødvendigheden af et kirkeligt selvopgør: "Da Luthers syn på de anderledes troende er blevet bragt op i dag og fremhævet som betydningsfuldt for situationen i dag, er det på høje tid med et selvopgør i den danske folkekirke." (Kristeligt Dagblad, 17.7.2006).

Langballe medgav, at Luthers opfordring til at nedbrænde synagoger også var ubehageligt for ham, men advarede mod, at man kun forholdt sig "til grovhederne på bogens sidste side - Luthers opfordring til afbrænding af jødernes synagoger m.m.", som ifølge Langballe snarere fortæller noget om "lidenskaben i Luthers opgør med jødedommen - at det er alvor og ikke spilfægteri" (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999).

Langballes redelighed - eller hukommelse - kan imidlertid ligge på et meget lille sted. Det er ikke på den sidste side, men over de sidste 35 sider, at Luther bl.a. tre-fire gange opfordrer til at nedbrænde synagoger. Men også de foregående hundrede sider byder på talrige passager, hvor reformatoren beskylder jøderne for at være løgnere, blodhunde, slangeyngel, djævlebørn, profetmordere, røvere, ondsindede, skadevoldere og giftorme.

I en radiodebat på P1 den 15. juni 2006 understregede Leif Bork Hansen, at skriftet er "noget af det værste, Luther har skrevet", og tilføjede: "Man har talt om en linje fra Wittenberg, hvor Luther virkede, til udryddelseslejren Auschwitz. Det er jo det, der er så forfærdelig farligt, hvis man oven i købet bruger kristendommen til simpelthen at give én ret til at gøre sig fri af sin modstander, til at udrydde modparten. Derfor er det på tide med en forsinkelse på 500 år at sige fra."

Herimod indvendte Jesper Langballe: "Hvor er det dog karakteristisk, at Leif Bork Hansen er dybt forarget over, at Tidehverv har udgivet nogle væsentlige skrifter af Luther, som aldrig nogen sinde er kommet på dansk før på grund af berøringsangst."

Også her husker Langballe åbenlyst forkert.

Da Tidehverv i 1999 udgav Luthers skrift Om jøderne og deres løgne var det allerede tredje gang, at det udkom på dansk, om end Tidehvervs udgave er den første fuldstændige oversættelse. I 1938 udgav nazisten Olga Eggers skriftet i udvalg, og i 1972 blev et fotografisk optryk af samme udgave udgivet af de unge nazister i Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom.

Til trods for de mange udfald mod det jødiske folk, mener Tidehverv ikke, at skriftet er et opgør med jøder, men med jødedommen. På bagsiden af nyoversættelsen fastslår udgiverne til gengæld autoritativt, at når hverken jøderne eller muslimerne bekender sig til Jesus Kristus som Guds søn, "tror [de] derfor heller ikke på Gud".

Derved er vi tilbage ved logikken i Langballes ræsonnement, når han i 2008 tordner mod biskop Erik Norman Svendsen, blot fordi han tager imod en invitation fra en moské og taler om Jesus lillejuleaften.

Det er med andre ord alt andet end et tilfældigt tidehvervsk juleopstød, men blot en logisk følge af en bundløs intolerance, der aktuelt rammer muslimer, men i virkeligheden retter sig mod det tidehvervske billede af de vantro i bred almindelighed - men med islam og jødedom som udtryk for den mest afskyelige og mest foragtelige 'Kristus-fornægtelse'.

Heroiseringen af et af verdenshistoriens allerværste eksempler på propaganda, Luthers antijødiske skrift, som inspirerede nazisterne - og som i Danmark betegnende nok kun er blevet udgivet af nazister og af Tidehverv - og den næsten daglige torden mod islam og muslimer er kun alt for sigende for karakteren af de teologiske kernetropper i Dansk Folkeparti.

Dét bliver således det tidehvervske julebudskab - at forarges over en biskop, der taler om Jesus i en moské.

Stort, kærligt og fuldt af håb, ikke sandt?

Glædelig jul i den politiske virkelighed i Danmark anno 2008.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 24.12.2008