Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Louise Frevert-sagen syltes på fjerde år

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I september 2005 offentliggjorde Louise Frevert en lang række artikler med stærkt racistiske udsagn på sin hjemmeside som optakt til kommunalvalget i København, hvor hun var Dansk Folkepartis spidskandidat til overborgmesterposten. Hun blev politianmeldt, men på baggrund af en række indlysende fejl blev sagen afvist.

Tilbage står så efterforskningen af hendes daværende webmaster, Ebbe Talleruphuus, men til trods for, at der er gået over 38 måneder, har politiets chefanklager i Nordsjællands Politi, Arne Stevns, endnu ikke kunnet finde hoved og hale på sagen, forklarer han: "Vi står over for en meget kompliceret edb-efterforskning i denne sag. Den er teknisk meget vanskelig, men jeg håber på, at vi snart er klar til at gennemføre de sidste afhøringer, og at vi kan være færdige rimelig hurtigt." (Ritzau, 17.12.2008).

Virkeligheden er imidlertid, at hvis man gider sætte sig ind i sagens kronologiske forløb og sammenholde de tilgængelige artikler og udtalelser fra september-oktober 2005, er Louise Frevert utvetydigt ansvarlig for de racistiske artikler. Det har jeg dokumenteret i bogen Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil (2005).

Når chefanklageren ikke kan finde hoved og hale på noget, skyldes det utvivlsomt, at bl.a. statsadvokaten skandaløst holdt hånden over Louise Frevert, da hun endnu var folketingsmedlem, og dermed sidder han reelt med en amputeret sag.

For den, der synes, at 87 sider lange gennnemgang af samtlige relevante aspekter i sagens grundlag, er lidt for meget, følger her en kort sammenfatning, der er baseret på uddrag af to kronikker, jeg skrev i november 2005 og januar 2006 (en behjertet læser, som kender chefanklager Arne Stevns' post- eller email-adresse er velkommen til at fremsende det følgende til ham):


Torsdag den 29. september 2005 er aftenens tophistorie blandt Politikens online-nyheder en række opsigtsvækkende udsagn fra Louise Freverts hjemmeside af meget yderligtgående, indvandrerkritisk karakter.

Louise Frevert, MF og overborgmesterkandidat for Dansk Folkeparti, har tilsyneladende præsenteret et forslag om at sælge småkriminelle muslimer til fængsler i Rusland, hvorfra der skulle foreligge et "tilbud" om en billig internering for 25 kr. pr. næse om dagen. Et tilbud, der omtales som en oplagt mulighed, al den stund at man - som det tilføjes med beklagelse - jo ikke kan "dræbe" dem "officielt".

På hendes hjemmeside tilskrives muslimer desuden voldelige og kriminelle motiver: "... de mener det er deres ret at voldtage danske piger og slå danske borgere ned for fode".

De 40 artikler, hvoraf 36 specifikt omhandler islam og/eller etniske minoriteter, begrænser sig heller ikke til at tilskrive muslimerne morderiske planer, men røber også en udtalt parathed til at bekæmpe truslen med midler, "der effektivt stopper kræftangrebet" - om "det bliver med kniv eller jura er ikke afgørende".

I begyndelsen forsvarer Frevert ufortrødent disse voldsomme udsagn fra hjemmesiden, som hun har offentliggjort under fællesbetegnelsen: "Artikler, som ingen tør trykke", og selv om hun karakteriserer forslaget om de russiske fængsler som "retorik", står hun ved sine holdninger. Indtil videre.

Da dagen er omme ændrer hun nemlig opfattelse, og fredag den 30. september beklager hun pludselig artiklerne. Med ét kan hun "godt forstå", at de har "vakt forargelse" og vil derfor sørge for, at de bliver fjernet fra hjemmesiden.

Endnu en dag forløber, før hele historien så atter vendes en omgang lørdag den 1. oktober, hvor partiets næstformand, Peter Skaarup overraskende konstaterer "med tilfredshed", at "Louise Frevert hverken har kendt til indholdet af læserbrevene - eller at hun ikke på nogen måde kan genkende sine egne holdninger".

Forklaringen på denne kovending er tilsyneladende, at indlæggene i virkeligheden er skrevet af hendes webmaster, Ebbe Talleruphuus, skønt ingen havde tænkt på dét i den forløbne tid, hvor Frevert forsvarede indholdet som sit eget værk.

"Herefter betragter jeg sagen som afsluttet," fastslår Skaarup lettet.

Politiet er i mellemtiden i fuld gang med at efterforske sagen, idet de skal vurdere, om der er basis for at rejse sigtelse mod Louise Frevert for overtrædelse af straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf. Det skulle man formode var en ren formsag, eftersom Frevert i længere tid har fastholdt at stå bag de famøse artikler, men alligevel vælger politiet at sluge Skaarups forklaring. Der bliver derfor ikke rejst sigtelse mod Frevert, fordi man vurderer, at det er Talleruphuus, som har skrevet samtlige hjemmesideartikler og hele bogen.

Dette er i sandhed et chokerende resultat. Giver man sig nemlig tid til at studere avisernes reportager og frem for alt de talrige interviews med Tallerupuus og Frevert, som landsdækkende dagblade og flere radio- og tv-programmer bragte gennem et par uger, er det indlysende, at denne historie ikke holder, og at politiets efterforskning i bedste fald må betegnes som skandaløst mangelfuld.

Louise Frevert kan nemlig umuligt have været ubekendt med hjemmesidens indhold - hun har tværtimod som minimum været medforfatter til flere af artiklerne (hvis ikke ligefrem til hovedparten).

Hvorfor?

Det første, der uvilkårligt springer i øjnene i hele forløbet, er, at den version af historien, som bliver bragt til torvs i interviews med Talleruphuus og Frevert, bestemt ikke er i overensstemmelse med den udlægning, som Peter Skaarup fremfører.

Skaarups frifindelse af Frevert finder sted på baggrund af, at hun slet ikke skulle have haft kendskab til artiklerne, der i partiets pressemeddelelser desuden beskrives som Talleruphuus' "egne, afviste læserbreve".

At dette i det mindste ikke kan være korrekt for alle artiklernes vedkommende, kan ikke desto mindre meget let konstateres: Mindst to af de indlæg, som Frevert skulle have været uden kendskab til, er rent faktisk allerede offentliggjort andre steder i 99 procent identiske versioner.

Artiklen "Mens vi venter på terrorbomben i Danmark", der var blandt hjemmesideartiklerne, er næsten helt identisk med et offentliggjort læserbrev af Frevert selv, der blev bragt i Morsø Folkeblad den 6.4.2005. Det samme gør sig gældende med indlægget "Danmarks giftigste og mest livsfarlige cocktail", der også var blandt de hjemmeside-artikler, som Skaarup tilskriver Talleruphuus' "egne, afviste læserbreve". Dette læserbrev er nemlig samtidig offentliggjort på Dansk Folkepartis hjemmeside under Freverts officielle debatindlæg.

Det er endvidere indiskutabelt, at det kommer fra Frevert selv, forklarer både partiets egen pressemedarbejder, Bettina Berg og hovedpersonens egen medlemssekretær, Hanne Vinkel (Information, 4.10.2005).

Det er altså usandt, når Skaarup hævder, at Frevert var uden kendskab til artiklerne, eller at de blot kan reduceres til at have været Talleruphuus' afviste læserbreve.

Pressen opruller da også en ganske anden historie end Dansk Folkepartis officielle forklaring om Talleruphuus' rolle i sagen, ifølge hvilken der har været tale om et tæt samarbejde mellem Talleruphuus og Frevert.

Over for Politiken uddyber Frevert tilmed selv karakteren af dette samarbejde: "Jeg har alt til gennemsyn. Vi arbejder jo på den måde - på samme måde som med en sekretær - at Ebbe har fået stikord, og så skriver han selv løs. Og jeg godkender. Han er jo partimedlem, og jeg kender ham fra min kreds, så det skulle jo være i orden". (Politiken, 2.10.2005).

I samme interview forklarer hun, hvorledes hun selv sørger for at luge problematiske passager ud fra Talleruphuus' udkast, før indlæg bliver sendt til debatredaktionerne: "Der går ikke noget ud, uden at jeg har godkendt det."

I modsætning til Skaarups forklaring har Frevert altså ingenlunde været ubekendt hverken med Talleruphuus' synspunkter eller de pågældende artikler efter at have redigeret en række af hans udkast - udkast, der vel at mærke er skrevet på hendes egen foranledning og ud fra hendes egne stikord.

Talleruphuus lægger heller ikke skjul på, at der var tale om et fælles projekt, for "hun og jeg har lagt os meget tæt op ad" Dansk Folkepartis linje, understreger han (Berlingske Tidende, 9.10.2005).

Alt dette - som fremgår af offentligt tilgængelig information - modsiger klart både Skaarups og politiets udlægning af sagen.

Men det standser slet ikke dér. Det er nemlig ikke mindre problematisk, at Freverts egne udsagn samtidig er en pærevælling af inkonsistens, selvmodsigelser og løgne:

For det første: Det er ikke sandt, når hun i flere medier har hævdet, at hun kun KOM TIL at forsvare artiklerne som sine egne, fordi hun befandt sig i Londons undergrundsbane.

Information interviewede hende nemlig slet ikke, mens hun var i London, men allerede dagen før hun tog af sted, onsdag eftermiddag den 28. september. Da var sagen endnu kun offentligt kendt gennem et læserbrev af Mona Andersen i Information og på hjemmesiderne Eskapist.dk og Humanisme.dk. Ikke desto mindre forsvarede hun også på dét tidspunkt kategorisk artiklernes ordlyd uden den mindste slinger i valsen: "Du kan tage ordene for pålydende, som de står der. Der er ikke noget imellem linjerne." Sic.

Frevert har altså på intet tidspunkt mellem onsdag eftermiddag og lørdag morgen benægtet, at hun selv havde skrevet artiklerne. Der er således helt ude i skoven, at Frevert selv skulle have opklaret det hele "nogle timer" efter, at hun var blevet overrasket i undergrundsbanen, som Skaarups søforklaring lyder til pressen.

Der gik to et halvt døgn.

For det andet: Et af de indlæg, som bliver slettet fra Freverts hjemmeside, refererer helt specifikt til hendes egen frustration og irritation over, at dagbladenes debatredaktører ikke har villet bringe en række af de pågældende artikler.

På Freverts hjemmeside hed det således, at hun personligt skulle være udsat for en urimelig censur fra debatredaktørernes side, fordi dagbladene ikke ville bringe hendes artikler. Fra den 15.9. til fjernelsen af artiklerne den 30.9. har det kunnet læses på hjemmesiden, at hun "de sidste 4 måneder" har skrevet en række artikler, hvorom hun forklarer: "Samtlige danske aviser har sorteret mine artikler bort - alene fordi de var på mere end 200 ord! - kun journalister ved bladet kan få trykt artikler, der er større. Jamen det er jo indirekte censur, og derfor det modsatte af ytringsfrihed! - ja, sådan kommer det til at virke i praksis. Når en kendt folketingspolitiker bliver forhindret i at ytre sig i medierne, alene fordi artiklerne er på 6-700 ord, er det knægtelse af ytringsfriheden."

Denne artikel rummer sågar selve begrundelsen for, at hendes hjemmeside overhovedet har en sektion med titlen "artikler, som ingen tør trykke" - nemlig, at der er synspunkter i debatten, som folketingspolitikeren Louise Frevert ikke kan få lov at udtrykke i medierne, hvilket hun bruger hjemmesiden til at protestere imod.

En sådan protest kan måske nok lyde temmelig virkelighedsfjern, når det kommer fra en politiker, som har let adgang til medierne - men det er ikke desto mindre helt i overensstemmelse med en opfattelse, hun også udtrykker i et offentliggjort indlæg. I et læserbrev, der om muligt er endnu mere virkelighedsfjernt, hævder hun, at islamkritiske synspunkter slet ikke kommer til orde i tilstrækkelig grad: "Medierne giver muslimerne mere og mere plads, men vi har jo ytringsfrihed. Ja, det har vi da, men gælder det også for danskerne?" (JP København, 8.12.2004).

For det tredje: Freverts hjemmeside relanceres i nyere og smartere design den 15. september som optakt til hendes kandidatur til overborgmesterposten i København, og samtlige "artikler, som ingen tør trykke" offentliggøres den 15. og 16. september. Det betyder, at det altså ikke "kun" er to et halvt døgn, at Louise Frevert undlader at fraskrive sig forfatterskabet til artiklerne, men over to uger. Enten skulle hun altså have været helt ekstremt desinteresseret i sin egen lancering som overborgmesterkandidat, at hun i al denne tid ikke én eneste gang har kigget på indholdet af sin egen hjemmeside, eller også har artiklerne vitterlig været tænkt som en integreret (bevidst provokerende) del af hendes PR. Det er næppe heller sandsynligt, at en politiker i den centrale position ansætter en webmaster, medmindre hun er 100 procent bevidst om, nøjagtigt hvilke kvalifikationer og holdninger han har - og Talleruphuus er netop heller ikke noget tilfældigt eller perifert bekendtskab, men derimod hendes personlige bekendte gennem tyve år (jf. B.T., 2.10.2005).

Det virker derfor heller ikke særlig overbevisende, at Frevert lige pludselig, midt i mediestormen skulle 'opdage', at Talleruphuus, for resten er "forfærdelig afstumpet" (Deadline, 2.10.2005). Det er ikke mindre ejendommeligt, når hun i P1 Debatten (3.10.2005) forsikrer radiolytterne om, at den retorik, som kendetegner artiklerne, "foregår ikke i mit hjem og i min verden", og hævder, at disse udsagn (som hun tidligere stod ved som sin egen "retorik") nu er blevet til "sygelig retorik" af en mand, hun har kendt i tyve år.

For det fjerde: Da den lille bog, Kort og godt (2004) inddrages i sagen, afsløres endnu flere voldsomme udfald og konspirationsteorier vendt mod muslimerne. Alligevel siger Frevert: "Selvfølgelig har jeg selv skrevet den, det har jeg da." (TV2 Nyhederne, 3.10.2005, kl. 10).

Blot seks timer senere foretager hun imidlertid endnu en kovending og forklarer ifølge TV2s online-nyheder: "Det er altså ikke noget, jeg selv har skrevet." (Kl. 16).

På Freverts hjemmeside lå der med andre ord 36 artikler og en hel bog med en lang række stærkt generaliserende, negative udsagn vendt mod etniske minoriteter. Politiet har imidlertid tilsyneladende slet ikke læst Freverts bog og har åbenbart heller ikke fundet det relevant, at undersøge, om nogle af de 36 "artikler, som ingen tør trykke", er helt eller delvist ordret identiske med ordlyden i offentliggjorte synspunkter i hendes eget navn. Til trods for at en gennemgang af offentligt tilgængelige interviews og reportager såvel som Freverts oprindelige hjemmesideindhold (som politiet er blevet tilbudt) klart peger på, at hun både var bekendt med og involveret i strategien for relanceringen af hjemmesiden som optakt til kommunalvalget, hvor Talleruphuus' rolle ifølge hende selv var sammenlignelig med "en sekretær".

Information spurgte politiadvokat Michael Jørgensen, hvorfor man ikke har undersøgt Freverts offentliggjorte indlæg. Jørgensen røber overraskende nok, at han ikke engang har kendskab til, at flere af Freverts indlæg også er offentliggjort i andre sammenhænge: "Jeg synes ikke, jeg vil deltage i nogen debat. Vi har truffet en afgørelse, og så synes jeg, det politiske valg skal køre i Københavns Kommune, uden at det bliver draget til debat. Hvis nogen vil klage, så må de gøre det, og hvis nogen har yderligere at anmelde, så må de gøre det. Men egentlig i medierne at forholde mig til det ene og det andet vil jeg ikke."

Frevert skal have lov til at føre valgkamp i Københavns kommune, uden at det bliver draget til debat. Det er politiadvokatens synspunkt, at vi ikke skal have denne debat i en valgkamp. Punktum.

Ville politiet mon lægge samme politisk betingede vurdering til grund, hvis racistiske ytringer blev afsløret på Hizb-ut-Tahrirs hjemmeside midt i en valgkamp? Næppe.

(...)

Politiadvokatens afvisning blev anket, men i januar 2006 afviste også statsadvokat Karsten Hjorth at rejse sigtelse mod Louise Frevert med følgende begrundelse (jf. Ritzau, 6.1.06): "Da hun udtalte sig, befandt hun sig i London, og hun har forklaret, at hun troede, at det var materiale, som hun havde godkendt. Under en straffesag vil dette udsagn ikke kunne modbevises, understreger statsadvokaten."

Dette er imidlertid ganske enkelt forkert.

Freverts egen forklaring går på, at hun var blevet "konfus" over journalisternes henvendelser om hjemmesiden, idet hun blev ringet op, mens hun befandt sig i Londons undergrundsbane og derfor ikke var klar over, hvad det præcist var for horrible udsagn, hun blev stillet til ansvar for. Som automatreaktion skulle hun så have taget ansvaret for en god ordens skyld. Dette forklarer hun åbenbart til politiet, og det er også sådan hun bortforklarer sit ansvar i en række medier (bl.a. i P1 Debatten den 3.10.05).

Samme forklaring uddybes i DR2s Deadline søndag aften den 2. oktober over for Kurt Strand: "Havde jeg været hjemme, så havde jeg med det samme tænkt: 'Jeg skal lige se, hvad det er, journalisten siger, og gå ind direkte på min hjemmeside for at se, hvad det er, der står.' Men det kunne jeg ikke."

Pressens referat af statsadvokatens begrundelse viser, at det er dette forklaringskompleks, som han har taget for gode varer. Problemet er bare, at den forklaring, som Frevert leverer, er usand. Og i modsætning til statsadvokatens opfattelse kan dette endog meget let bevises.

Kendsgerningerne er - med visse gentagelser:

Det første interview med Frevert blev foretaget af Information onsdag den 28. september - FØR hun tog til London, men det blev først bragt fredag den 30. Derudover blev Frevert interviewet adskillige gange, også EFTER at hun vendte tilbage fra London, men alligevel er det først lørdag formiddag den 1. oktober, at det pludselig hedder sig, at hun var uden kendskab til artiklerne, som nu alle sammen tilskrives hendes daværende webmaster, Ebbe Talleruphuus.

Der er med andre ord forløbet to et halvt døgn med talrige interviews, før, under og efter hendes London-ophold, hvor hun på intet tidspunkt benægter at have skrevet dem. Det kan naturligvis let bevises, at hun altså ikke kun har udtalt sig i London uden kendskab til hjemmesiden, for statsadvokaten behøver bare konsultere de relevante journalister.

Det var således aldeles usandt, da Frevert over for Kurt Strand i Deadline (og i andre medier) reducerede problemet til, at hun ikke lige kunne tjekke sin hjemmeside, fordi hun var i London - hun havde ikke kun et hektisk ophold i Londons undergrund til at orientere sig i, men hele to et halvt døgn til at tjekke hjemmesiden. I al den tid benægtede hun aldrig at have skrevet et ord i artiklerne.

Under hele forløbet kommenterer Frevert endvidere de famøse passager fra hendes hjemmeside konkret og i detalje. Da hun f.eks. bliver spurgt, om hun er modstander af menneskerettigheder, religionsfrihed og integration, der på hendes hjemmeside blev beskrevet som "Danmarks giftigste og mest livsfarlige cocktail", svarede hun: "Du kan tage ordene for pålydende, som de står der. Der er ikke noget imellem linjerne." (Information, 30.9.05). Klar tale.

Da hun med udgangspunkt i konkrete påstande på hendes hjemmeside blev spurgt om, hvor mange voldtægter hun selv kendte til, som skulle være begået af muslimer, svarede hun: "Det har jeg ikke noget kendskab til som sådan, ikke andet end at man udmærket godt ved, at der har været voldtægt inde på et toilet ved domhuset." På spørgsmålet om, hvorvidt hun havde lyst til at dræbe kriminelle med muslimsk baggrund, sådan som det syntes at fremgå af hjemmesiden, svarede hun: "Næh, men det har jeg da lov til at skrive. Jeg har lov til at skrive nøjagtig, hvad der passer mig." (Politiken, 30.9.05). Klar tale.

Ville Frevert ikke have studset over at blive konfronteret med disse konkrete, fremmedhadske passager, hvis hun slet ikke anede, at de lå på hjemmesiden? Ville hun ikke omgående have benægtet deres eksistens og straks have oplyst, at dét havde hun altså virkelig hverken skrevet eller kendskab til - eller ville hun i det mindste ikke have gjort det på et meget tidligt tidspunkt, og ikke først efter to et halvt døgn? Selvfølgelig.

Dertil kommer som tidligere nævnt, at enkelte af hjemmesideartiklerne endog har været offentliggjort af Frevert i andre sammenhænge, f.eks. i Morsø Folkeblad (6.4.05), og altså været igennem Dansk Folkepartis pressesystem af Frevert personligt.

Historien om, at det i virkeligheden bare var hendes daværende webmaster, Talleruphuus, som skrev det hele, baseres altså på et usammenhængende - og i afgørende detaljer - klart usandt forklaringskompleks. Som vi også har set indrømmede hun over for pressen, at hvor Talleruphuus har ført pennen, var det sket ud fra hendes egne retningslinjer og med hendes godkendelse.

Det korte af det lange er, at dette kan enhver grundig avislæser selv gennemskue.

Det var der da også mange, som gjorde, bl.a. Det Radikale Venstres Elsebeth Gerner Nielsen, som allerede efter Freverts allerførste forklaringsskift udtalte: "En ting er at tale over sig i kampens hede, noget helt andet at 'tale over sig' i en flere sider lang artikel og derefter lægge den ud på internettet. Louise Frevert har ment det her, og hun har troet, at det var OK." (Ritzau, 30.9.05). Jyllands-Postens Per Nyholm skrev tilsvarende en uge senere: "… Louise Freverts omtale af unge danske muslimer som gangstere, der ikke tænker på andet end at voldtage kvinder og slå folk ned for fode. Jeg er overbevist om, at dette er den nu orlovsramte dames oprigtige mening." (JP, 7.10.05).

Det konkrete sagsforløb gør det meget vanskeligt at nå et andet resultat. Det er muligt, at hun siden har skiftet standpunkt, men det ændrer ikke ved det faktum, at hendes bortforklaringer er dokumenterbart usandfærdige.

Derfor er grundlaget for statsadvokatens afgørelse forkert, og derfor er der naturligvis god grund til at sigte Frevert for overtrædelse af racismeparagraffen, så en retssag kan kaste yderligere lys over den mest chokerende propaganda, som har set dagens lys i dansk toppolitik i årtier. Samlet drejer det sig om 36 artikler og en bog, der oprindelig alt sammen blev offentliggjort under forfatternavnet Louise Frevert.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 18.12.2008