Er drengeomskæring et overgreb?
Af Rune Engelbreth Larsen 
Der kan næppe herske tvivl om, at omskæring af piger er et overgreb med så mange reelt negative følger og potentielle risici for pigen, at det ikke kan være i overensstemmelse med noget konsistent retssamfunds lovgivning at tillade det.
Nu er så spørgsmålet om drengeomskæring (atter) oppe at vende, efter at Børnerådets formand, Charlotte Guldberg, har krævet det forbudt for drenge under 15 år: »Det er dybt problematisk. Vi er fra samfundets side ikke i tvivl om, at omskæringer af piger er uacceptabelt, men ved drengene accepterer vi det og har tolereret det i mange år, fordi omskæringen knytter an til en religion. Det er kønsdiskrimenerende, at man allerede fra fødslen skelner mellem piger og drenge.« (Politiken.dk, 17.11.2008).
Til sammenligning fremhæves bl.a., at loven forbyder børn at blive tatoveret, før de bliver 18 år, mens man uden at spørge dem altså gerne må omskære dem, fra de er nyfødte. Her er rigeligt med dilemmaer at opstille.
Overrabiner Bent Lexner, der personligt har omskåret over tusind jødiske drengebørn, er imidlertid afvisende over for et forbud, eftersom ritualet er betinget af tradition og religiøs praksis, som går tre årtusinder tilbage til jødedommens rødder: "Jøder har i mange år kæmpet for at bevare den tradition, for det er et jødisk identitetstegn. Selv hos jødiske familier, der ikke lever efter den jødiske praksis, vil der være ganske få, som ikke får deres drengebørn omskåret. Hvis man vil være en del af det jødiske folk, opfylder man netop den regel. At fjerne omskæringen vil svare til at fjerne dåben fra kristendommen."
Imod dette argument kan man naturligvis indvende, at den kristne barnedåb ikke er et fysisk uopretteligt indgreb, sådan som tilfældet er med muslimsk og jødisk omskæring af drengebørn.
Men overlæge Henri Goldstein, der selv er jøde, peger ligeledes på traditionens identitetsbærende karakter: "Det er næsten alle jøder, der får deres drenge omskåret. Også dem, der ikke praktiserer jødedommen dagligt. Det er mere end et bibelsk påbud. I dag er det en folkelig tradition. Og tradition binder meget mere i jødedommen end i andre religioner. Det, at det er en gammel tradition, vægter mere end noget andet. For det handler ikke bare om at slå op i Bibelen. Det er et kulturelt særkende. At droppe omskæringen på ottendedagen svarer til at acceptere, at ens søn ikke skal have en identitet på et senere tidspunkt." (Kristeligt Dagblad, 17.11.2008).
Følgerne af pigeomskæring - selv de mindst indgribende versioner - er som nævnt betydeligt værre, end tilfældet er med drengeomskæring (medmindre noget går helt galt under ritualet), men det optimale må være at undlade at knytte et barn så tæt til en verdensanskuelse, hvis implikationer barnet slet ikke er i stand til at tage stilling til, hvad enten det har fysiske eller psykiske konsekvenser. Forældrene burde lade det være et valg, som deres børn selv kan træffe i en myndig alder.
På den anden side kan man som nævnt ikke sidestille konsekvenserne af alle typer ritualer, og et forbud mod f.eks. drengeomskæring ville ganske enkelt kriminalisere samtlige jøder og muslimer på stedet, eftersom ritualet selvfølgelig blot ville blive udført illegalt (samme overvejelse er helt overflødig i spørgsmålet om forbudet mod pigeomskæring, fordi det i forvejen altid har været så godt som ikke-eksisterende i Danmark).
Men drengeomskæringen er en vanskeligere problemstilling, som involverer en række faktorer, der skal vægtes over for hinanden, snarere end et simpelt principspørgsmål - herunder: Hvor stor/lille er risikoen reelt for, at drengeomskæring har konkrete skadevirkninger, sammenlignet med konsekvenserne af et eventuelt forbud?
Ligesom i abort-diskussionen (der selvfølgelig også har helt andre aspekter) handler det ikke 'kun' om, de etiske (og derfor i sidste ende ofte subjektive) vurderinger, men også om følgerne af forskellige abort-grænser/forbud. Det siger sig selv, at man ikke kan tillade hvad som helst alene af den grund at det i modsat fald risikerer at åbne et illegalt marked; men i den samlede overvejelse er man på den anden side nødt til at medtænke, i hvilken grad et lovindgreb overordnet set er forbedrende eller forværrende i forhold til de 'problemer', man forsøger at løse.
Og som yderligere et aspekt kommer naturligvis hele det nævnte myndighedsspørgsmål. Piercinger og tatoveringer er f.eks. også kropslige indgreb, men kan de sidestilles med drengeomskæringer, og bør de vægtes ens som kropslige indgreb på børn?
Der er med andre ord stof til endeløse fortsættelser af en i forvejen endeløs diskussion - men der er ingen lette svar, fordi alle problemfelter nøje må afvejes og vurderes, før vægskålen peger i den ene eller anden retning.
v
I mine øjne bliver udfaldet af denne øvelse, at man som forældre burde undlade indgrebet og lade beslutningen være op til barnet, når vedkommende selv er i stand til at træffe den. Til gengæld er der trods alt tale om et mindre indgreb med begrænsede risici, men med så kolossal identitetsbærende betydning for familien, slægten og traditionen, at et decideret forbud i sidste ende vil være et større statsovergreb, end de nok så rimelige og relevante betænkeligheder ved indgrebet i sig selv kan legitimere.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 17.11.2008
