Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Krarups revselse

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Initiativet 'Bryd Tavsheden' er en offentlig kampagne, der skal få voldsramte børn og unge til at henvende sig til myndighederne, hvis de udættes for vold fra deres forældre eller kæreste. Dét har imidlertid fået Dansk Folkepartis Søren Krarup til at fare i flint og forsvare den revselsesret, som blev afskaffet for ti år siden i Danmark:

- Familier skal ikke kontrolleres af Staten. Det svarer til nazisternes og kommunisternes idé om, at børn skulle angive deres forældre, hvis de afveg fra den korrekte linje.

- En ørefigen og en endefuld er en del af et helt almindeligt opdragelsesmønster. Det falder slet ikke ind under vold. Børnemishandling er ulovlig, og hvis der er tale om det, så kan myndighederne godt gribe ind.

- Den slags kampagner er totalitære, og man skal ikke gøre familien til et offentligt anliggende. Det er en afskyelighed, at gøre et forhold mellem et barn og en voksen til et statsanliggende.

Søren Krarup
B.T., 6.11.2008

Krarups egen partileder, Pia Kjærsgaard er imidlertid faret i flint over at Krarup er faret i flint over en kampagne, der skal få færre familier til at fare i flint over hinanden - i det mindste med voldelig udgang. Med en usædvanlig omgang verbal revselse har hun forsøgt at sætte Krarup grundigt på plads. Hun kalder hans udtalelser for "grænseoverskridende" og skriver i en pressemeddelelse:

- Jeg vil gerne understrege, at Dansk Folkepartis linje i forhold til revselsesretten er krystalklar, og at Søren Krarup burde være klar over, at Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder ønsker revselsesretten genindført i Danmark. Det har jeg også tydeligt understreget over for ham. (...) Der er således tale om Søren Krarups helt private synspunkt.

- Man skal være uhyre varsom med at anvende historiske sammenligninger, og det burde Søren Krarup om nogen vide. Nazismen og kommunismen var modbydelige totalitære ideologier, som intet har at gøre med en kampagne, som skal sikre vore børn mod vold i hjemmet. Jeg vælger dog at tro, at Søren Krarup har misforstået formålet med kampagnen.

Pia Kjærsgaard
Pressemeddelelse, 6.11.2008

Det er ikke første gang, at Kjærsgaard har måttet indkalde partiets frække elev til en verbal endefuld - f.eks. i april 2007, hvor Krarup kom for skade at gentage sine synspunkter om, at homoseksuelle er handikappede, og at han ikke kunne tage principielt afstand fra dødsstraf.

Krarup er imidlertid ikke én, der tager passivt mod skældud eller lade sig belære om, hvad han bør sige og ikke sige. Han er heller ikke blevet mere håndsky efter de seneste ørefigner fra Kjærsgaard - tværtimod er målet ved at være fuldt: "Det er dybt irriterende, at der er folk, som skal ud og korrekse mig," udtalte han efter Kjærsgaards skideballe for hans forsvar for revselsesretten. "Jeg ved mildest talt nok, hvad jeg siger, og jeg står ubetinget fast på det." (Berlingske Tidende, 6.11.2008).

Han truer sågar indirekte med at forlade folketingsgruppen eller partiet, hvis han igen skal stå model til partilederens endefuld: "Der er ingen, der kan lukke munden på mig. Og hvis det, de forsøger på, skal medføre bestemte ting, så er jeg meget rede til at tage konsekvensen af det. (...) Hun må sige, hvad hun vil. Jeg fortsætter med at sige, præcist det jeg selv vil."

Og det kan selv Kjærsgaard få svært ved at lave om på.

Men bortset herfra er det jo ikke ukorrekt, at der også er dilemmaer involveret ved at søsætte en sådan kampagne. Man kan jo ikke udelukke, at børn i ophidsede situationer, der intet har med vold at gøre, finder på at ringe til myndighederne i ren overreaktion, hvilket naturligvis kan føre til særlige forviklinger. Der er i forvejen eksempler på myndigheders overreaktion over for ressourcesvage gråzone-familier, hvis de først har fået en nok så tvivlsom 'sag' på sig, og til tider kan myndighedernes indgriben være en værre 'kur' end de familiære problemer i sig selv.

Dét skal man ikke bagatellisere, og det er en vigtig og underkendt generel problemstilling, som også myndighederne bør være mere bevidste om.

Og hvad med de familier, hvor psykisk marginalisering gør opvæksten til et helvede? Hvor kan de ringe hen - og hvor går grænsen for, hvornår en opringning fører til en sag? Er alting så sort-hvidt, at et barn, der har fået en enkelt lussing, er værre stillet, end et barn, der igen og igen bliver råbt og skreget af - eller som dag efter dag møder en kold og kærlighedsløs skulder?

Virkeligheden er selvfølgelig utvivlsomt den, at de fleste børn, som udsættes for vold, også bliver både råbt og skreget af - og kun er alt for bekendte med følelseskulde. Men som i alle livets sammenhænge og situationer er der undtagelser, hvor det slet ikke er så enkelt, og de tilfælde må ikke drukne i sort-hvide forenklinger af årsagsforklaringer og sagsbehandlinger.

Men i stedet for at rejse og påpege dilemmaer tåger Krarup ud ad en velkendt tangent og gør lussinger og smæk i den bare til et "helt almindeligt opdragelsesmønster" (sic) og ser fuldkommen bort fra det omfangsrige og reelle problem, som består i rå vold i familier, og som ingen dilemmaer naturligvis må forhindre os i at sætte fokus på og gribe ind over for.

Dermed afslører han, at det ikke er eventuelle undtagelsestilfælde og nuanceringer, som bekymrer ham, og at det i mindre grad er noget principielt i forhold til stat og individ, som ligger ham på sinde, end det er et doktrinært syn på fysisk afstraffelse af børn som et fuldt ud acceptabelt opdragelsesmønster.

Og når han tilmed gør en kampagne mod kæreste- og børneVOLD til et "totalitært indgreb" af kommunistiske og nazistiske dimensioner i en hellig forældreret til at uddele lussinger og smæk, står politikerens metaltræthed åben for enhver.

Måske Krarup burde tage konsekvensen af sin egen selverkendelse: "Skal jeg være ærlig, så er jeg ved at være dødtræt af at være politiker." (Berlingske Tidende, 6.11.2008).

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 7.11.2008