Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Mediefronten Hornbech, Pittelkow og Hasselbalch

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er symptomatisk for den verserende ballade om dansk udlændingepolitik, at Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen atter gladeligt læner sig op ad Dansk Folkepartis position, mens Det Nye SF simpelthen vælger tavsheden. Selv om regeringens udlændingepolitik sjældent har været ude i større vanskeligheder, skal man åbenbart ikke risikere at blive taget i politiske standpunkter, der kan forsvare retten til at gifte og bosætte sig i Danmark med den, man elsker.

Nej, mens Socialistisk Folkepartis seneste fjorten dages politiske meldinger (jf. partiets hjemmesides nyhedsoversigt her til morgen) bl.a. handler om salmonella og diskoteks-fingeraftryk, er der intet om dansk udlændingepolitiks verserende stormvejr. Man vælger den totale nedprioritering frem for en offensiv storm mod Udlændingeservices og integrationsministerens dokumenterede vildledning af danske borgere - ja ikke engang et komma er det blevet til på partiets integrationsordførers blog. Også Enhedslisten har stort set opretholdt en pinlig berøringsangst under hele debatten.

I det mindste er integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs politiske kujoneri til forskel herfra fuldkommen åbenlyst - efter endnu en af hendes tavshedsperioder er hun endelig vågnet op til kamp, men blot for at stikke halene mellem benene, så snart hun står over for en duel med De Radikales Morten Østergaard.

Hun nægtede simpelthen at deltage i en radiodebat på P1, hvis hendes modstander skulle være Østergaard - dét turde integrationsministeren alligevel ikke.

Alligevel benyttede hun ‘modigt’ lejligheden til at fremture med angreb på netop den samme politiker, som hun selv havde udelukket fra at deltage (jf. Politiken.dk, 30.7.2008)!

Når man planlægger en debat to politikere imellem, er det absurd at bøje sig for et magtfuldkomment krav fra en minister om at fjerne opponenten. P1 burde naturligvis have droppet Hornbech og have gennemført debatten alene med Østergaard - i stedet valgte man at ‘belønne’ Hornbechs magtfuldkommenhed.

Ikke alene P1, men også andre dele af public service-kanalerne fortegner debatten - knap nok havde TV2 Nyhederne ageret ukritisk mikrofonholder for den tidligere formand for Den Danske Forening, Ole Hasselbalch (29.7.), før TV-Avisen gjorde samme tjeneste for Jyllands-Postens Ralf Pittelkow (30.7.) - to af landets mest ensidige indvandrermodstandere optræder som “neutrale eksperter” i public service-kanalerne om den danske udlændingepolitiks rettighedsunderminering.

Summa summarum: SF og Enhedslisten har simpelthen foræret offensiven og dagsordenen til VKO på et sølvfad, oppositionen er reduceret til Morten Østergaard, som Hornbech til gengæld med et skuldertræk og P1s velsignelse kan udelukke fra en debat - og nyhedsslagskibene på TV2 og DR henter Pittelkow og Hasselbalch ind fra højre. Jo, regeringen kan nyde sommerferien i ro og mag.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 31.7.2008