Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Sønderjysk integrationspolitik

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Manu Sareen, der er medlem af Borgerrepræsentationen i København for De Radikale, havde i går en tankevækkende kronik i den trykte avis om det danske samfunds eksklusion af etniske minoriteter:

En undersøgelse fra Trygfonden viste, at unge nydanskere føler sig fremmedgjorte i Danmark. Det i så høj grad, at hver fjerde drømmer om at flytte ud af Danmark. Undersøgelsen pegede på nogle af de problemer, som også har været fremme før – unge nydanskere føler sig diskrimineret i det danske samfund på baggrund af hudfarve, kultur og religion. De unge mangler tryghed og tillid til det danske samfund, og det danske samfund og i særdeleshed politikerne mangler åbenbart også tillid til de unge.

Undersøgelsens resultater minder os endnu engang om den kurs, vi er på vej ud ad i Danmark med den seneste årrækkes grøftegravning, eksklusion og ’dem og os’-retorik. Det bliver vi nødt til at stoppe nu! Ellers får vi en hel generation af unge, der lever i et parallelsamfund. Unge, som vi i øvrigt desperat har brug for i det danske samfund.

Manu Sareen: Jeg er også dansker
Politiken, 17.8.2008

Sareen peger på en inkluderende kurs, der er åben for større mangfoldighed og tolerance - og som gør det muligt og uproblematisk at operere med borgere, som har mere end én identitet (eller hvis identitet er mere rummelig end én snæver national-identitet) - og denne kurs finder han praktiseret i det dansk-tyske grænseland.

Her kan man f.eks. problemfrit opfatte sig selv som både tysker og dansker:

Jeg anerkender fuldt ud, at den danske stat med ganske betydelige midler understøtter en befolkningsgruppes ret til at fastholde eget sprog og egen kultur i en anden stat, med henvisning til at historien gik dem imod. Naturligvis har de ret til egne børnehaver, skoler, alderdomshjem, kulturelle aktiviteter, avis, biblioteker osv., og naturligvis skal de have statsstøtte hertil. Og naturligvis skal også det tyske mindretal i Sønderjylland støttes i at fastholde deres tilknytning til tysk sprog og kultur. Faktisk er over 10 procent af europæerne i den situation.

Men det er dog interessant, ja, nærmest hyklerisk, at det danske Folketing så vedholdende og så rundhåndet fastholder både sig selv og den tyske stat på tolerancens snævre sti i forhold til disse historiske og nationale mindretal, samtidig med at man på ingen måder kan drage de samme paralleller til andre minoritetsgrupper i Danmark. (...)

Det sker desværre ikke i dag – ja, der er folketingspolitikere, der direkte kræver assimilering af os nye danskere. Jeg kan ikke assimileres til en danskhed, som jeg ikke engang kender. Jeg ved ærligt talt heller ikke, hvad det helt præcist betyder at være dansk andet end at være dansk statsborger. Jeg ved dog, at jeg også er dansker, ligesom jeg også er inder, københavner og europæer. (...)

Mit egentlige anliggende med denne Kronik er at gøre opmærksom på, at der i det dansk-tyske grænseland er sket forandringer. Her synes især de unge at mene, at man kan have flere sprog og flere identiteter. De formår at pendle mellem det danske og tyske uden problemer. Ja – det praktiseres faktisk hver eneste dag, alt imens vi andre stadig diskuterer halalkød, tørklæder, modersmålsundervisning, tegninger og ghettoer.

Mindretalsforeninger og politisk velvilje, der skal understøtte og fastholde kulturelle særegenheder for det danske mindretal syd for grænsen og det tyske nord for grænsen er en realitet, og alle klapper i hænderne. Men det er noget HELT andet for etniske minoriteters vedkommende i Danmark som helhed, indvendes det gerne - for danskere og tyskere "ligner hinanden mere" end danskere og tyrkere/kinesere/arabere osv.

Og det er jo indlysende, at Danmark og Tyskland ligner hinanden, deri at Danmark kulturhistorisk er meget præget af tyskerne, hvorfra vi f.eks. har den lutherske protestantisme. Men for det første er den lutherske protestantisme i dag slet ikke sammenfaldende med Luthers protestantisme i 1500-tallet, men derimod en langt mere flertydig tendens i en reelt mangefacetteret og multikristen virkelighed af vidt forskellige og splittede kristne retninger og opfattelser - for slet ikke at nævne den kolossale indflydelse, som ateismen og sekulariseringen såvel som nyreligiøse strømninger m.m. har haft.

For det andet er der jo så meget kultur-gods, vi har fra udlandet - roden til vestlig og dermed også dansk filosofi kommer fra Grækenland, den oprindelige kristendom kommer fra Mellemøsten, kirken oprindelig fra Rom, 'moderne' kunst og individualisme udspringer af den italienske renæssance, og menneskerettighederne er børn af den fransk-engelske oplysningstradition og USAs uafhængighedskrig - og danerne er såmænd muligvis indvandret fra Sverige. Og så videre.

Og dog har det hele naturligvis fået lige akkurat den blanding og det udtryk, som det nu engang har i Danmark.

Dermed er det imidlertid ikke min pointe at udviske kulturelle forskelles betydning, blot at påpege, at vidt forskellige og samtidsfremmede kulturpåvirkninger selvfølgelig altid har været en del af kulturhistoriens forløb, som blot i eftertiden giver illusorisk indtryk af at være noget meget stabilt, homogent og veldefineret.

Sådanne forandringer og forskydninger sker hele tiden, til tider dramatisk, til tider som floder, hvis vande tilføres et par nye vandløb - og det sker i dag som følge af indvandring, som følge af EU-integration, som følge af mainstream-popkulturens amerikanisering osv. på godt og ondt - men reelt sker det dog i beskeden grad. Naturligvis ikke via skyggen af den "islamistiske erobring" eller "muslimificering" af samfundsinstitutionerne eller 'værdierne', som antimuslimske kræfter himler op om - men via (endnu) en udvidelse af "den danske identitet", som i realiteten nu omfatter et større antal kulturelle, religiøse og areligiøse tendenser og flere etniske rødder i sin vifte end tidligere.

Det giver naturligvis uundgåelige problemer og misforståelser i en periode, som alle store og små synlige forandringer gør - men målt med historisk alen er det i småtingsafdelingen - tænk på hvilke blodige katastrofer, reformationen og modreformationen i lande med "samme kultur" trak gennem Europa og inddrog millioner af mennesker i krig og konflikt med tilbagevendende voldsomhed i 1500- og 1600-tallet. Vor tids problemer med divergerende kulturer og religioner i Europa er betydeligt mere overskuelige, hvor meget de så ellers fylder på avisforsiderne og i visse politikeres karrierer.

Denne stilfærdige udvikling kunne sagtens finde sted ganske udramatisk og uden at vende op og ned på samfundet i øvrigt, men piskes op i apokalyptiske dimensioner af Dansk Folkeparti & Co., hvorved modsætninger og konflikter hele tiden intensiveres, i stedet for at man finder saglige og nøgterne løsninger på de problemerne.

Og derfor er der faktisk en særlig god grund til at pege på eksemplet i grænselandet - for selv om danskere og tyskere ligner hinanden mere end danskere og italienere eller danskere og somaliere, er der en anden faktor, som til gengæld rummer langt større historisk konfliktstof, nemlig det faktum, at tyskerne mere end noget andet folk i verden har repræsenteret 'fjenden' i en række historisk særdeles nærgående sammenhænge.

Sareen er således opmærksom på forskellene, men fremhæver netop også denne pointe:

Alexandra og Stephanie er dobbeltsprogede og har bindinger til både dansk og tysk kultur. Når de i dag bliver spurgt, om de er mest danske eller tyske, vil de svare, at de rummer begge dele. Alexandra føler sig overvejende tysk, når hun er i Danmark, og overvejende dansk, når hun er i Tyskland, mens Stephan har det lige modsat.

I gamle dage ville nationalt bevidste danskere (og tyskere) med henvisning til Neergaards ord afkræve Alexandra (og Stephanie) et klart og entydigt svar: Er du dansk eller tysk? Man ville hævde, at de slet ikke kunne leve et ordentligt menneskeliv uden at have svar på rede hånd. Men Alexandra og Stephanie ser alligevel ud til at kunne få livet til at lykkes som fuldt integrerede borgere i hvert sit land, men med et andet sindelag end flertalsbefolkningen.

Det er naturligvis langt nemmere at få konflikten mellem statsborgerskab og sindelag til at fungere mellem dansk og tysk, fordi dansk og tysk ligner hinanden. Samme sprogstamme, samme historie, samme religion, samme race. Men set i forhold til den ekstremt konfliktfyldte historie i grænselandet er det en imponerende udvikling. Kendere af området siger, at udviklingen er gået fra et mod hinanden til et med hinanden, og i nogle tilfælde endda et for hinanden. (...)

Der er i den aktuelle indvandrer- og integrationsdebat al mulig grund til at beskæftige sig med det dansk-tyske grænseland, som ganske vist er perifert i forhold til hovedstaden og andre områder med mange nydanskere, men centralt i forhold til erfaringer med kulturmødet. (...)

Plads til forskellighed og mangfoldighed er et alternativ til dagens ’ordnung’ med ensretning og krav om assimilering. Der er brug for inklusion, hvor vi tænker i muligheder og ikke i begrænsninger, når talen falder på nydanskere, og hvor vi ser en mulig læge, tømrer, ingeniør i enhver 12-årig – ikke en potentiel brandstifter og terrorist, der bare kan »skrubbe ad helvede til«. Kan man forestille sig en lignende tilgang til medborgerne i grænselandet – næppe.

Kronikken har med rette titel efter Politikens tidligere kampange, "Jeg er også dansker", for pointen er den samme: Hvad det betyder at være dansker, har ingen patent på, og den identitet (eller som nogle vil foretrække at udtrykke det - de identiteter), der er forbundet hermed, kan sagtens rumme forskellige kulturelle baggrunde i samme samfund, der jo i alle tilfælde er reguleret af en fælles forfatning/grundlov.

Det er faktisk i pagt med den individualisme, mangfoldighed, tolerance, lighed for loven og menneskerettigheder af gavn frem for blot navn, som i den danske version heraf alt sammen udspringer af kulturarven fra renæssancen og oplysningstiden.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 18.6.2008