Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Amerikansk instruktør-duel om sorte skuespillere

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Filminstruktøren Spike Lee, der bl.a. har instureret mesterværket Malcolm X (1992), har kritiseret sin kollega, Clint Eastwood for at udelade sorte skuespillere i sine to film, Flags of our Fathers og Letters from Iwo Jima (2006).

Bag Spike Lees ord synes at gemme sig en uudtalt antydning af et racistisk træk fra Clint Eastwoods side, og den gamle Dirty Harry har da også snerret tilbage som en rusten seksløber, at Lee skulle shut his face.

Lee har naturligt nok reageret kontant på Eastwoods skud: »For det første er manden ikke min far, og vi befinder os ikke på en plantage.«

Til den mere saglige del af Eastwoods indvendinger mod Lees kritik hører imidlertid, at der ikke var farvede soldater blandt de amerikanere, som rejste det amerikanske flag på Iwo Jima og blev motivet for Rosenthals verdensberømte foto af samme begivenhed, hvorfor det ville være noget besynderligt at fokusere på afroamerikanske soldater i denne sammenhæng.

Det fortæller dog noget om amerikansk kultur, at der er så hårfin margin for, hvad man accepterer i forhold til ikke blot at nedgøre, men også undlade at respektere et befolkningsmindretal, at det, der dybest set er en temmelig uvæsentlig petitesse, blusser op på denne måde - og selv om Eastwood forfalder til bodega-eder, føler han sig dog også forpligtet til at retfærdiggøre sin udeladelse af sorte skuespillere.

Imidlertid var der afroamerikanske soldater i selve slaget ved Iwo Jima, selv om man ikke ser det i Eastwoods film, og den britiske avis The Guardian har endvidere gravet frem, at det var en afroamerikansk soldat, Thomas McPhatter, som bar det rør, der blev anvendt ved flaghejsningen på Iwo Jima.

Ikke desto mindre kan der vel næppe herske tvivl om, at det er Spike Lee, som er ude på overdrevet her. Havde der været tale om en film, hvor betydningen af sorte og hvide soldater var tematiseret, eller som omhandlede en historisk begivenhed, hvor det var essentielt at fokusere på afroamerikaneres rolle, var sagen selvsagt en helt anden. Men Eastwood har jo ret i, at dette ikke er tilfældet her - Lees kritik er i periferien af periferien.

Så meget desto mere overdrevet forekommer den, når man samtidig betænker, at især Letters from Iwo Jima - udover at være en fremragende film i sig selv - faktisk foretager det vanskelige greb at se slaget fra de amerikanske fjenders side på smukkeste vis. Her er med andre ord en film, som rækker langt udover megen gensidig dæmonisering i diverse konfliktscenarier verden over. Endvidere har Eastwood trods alt bl.a. instrueret filmen Bird (1988) om den sorte jazzmusiker Charlie Parker og True Crime (1999) om en hvid journalists bestræbelser på at bevise en dødsdømt afroamerikaners uskyld. At den gamle instruktør tager sig det temmelig nært at blive beskyldt for at gemme afroamerikaneres problemer og deres betydning for USA af vejen, er ikke helt uforståeligt.

Det er dog ikke ualmindeligt, at (repræsentanter for) minoritetsgrupper i USA overreagerer, når det drejer sig om filmindustriens virkelighedsportrættering af etniske minoriteter - om end der i flere tilfælde afgjort også kan være grund til kritikken. Det bliver imidlertid ofte glemt i kritikken, at fordomsfuld stereotypisering (desværre) er et generelt problem ved dårlig filmkunst (og dårlig kunst i det hele taget) - men at det til gengæld er et træk, der rammer nogenlunde bredt.

Nedenfor en eksemplificering heraf fra min bog, Terrormyten og det amerikanske imperium (2003):

I mange henseender er Osama bin Laden blevet virkelighedens svar på fiktionens behov for den arketypiske superskurk – lige så urealistisk megaloman, som han er i sin egen og al Qaedas selviscenesættelse, lige så effektfuldt troværdig synes han paradoksalt nok at blive opfattet.

Måske fordi vi i Vesten i forvejen er vant til fiktionens stereotype forbrydersyndikater med karismatiske ledere som f.eks. James Bonds arkefjende, Blofeld fra S.P.E.C.T.R.E. (der står for noget så ildevarslende som Special Executive for Counterintelligence, Terrorism, Revenge and Extortion), Lex Luthor fra Superman, Dr. Doom fra bl.a. Fantastic Four og Spiderman, og mange andre underholdende, men urealistiske verdensherredømme-aspiranter. Det er egentlig ikke så svært at finde vestlig grobund for frygten, når al Qaeda toner frem på skærmen og truer med Helvedes ild, for er det ikke S.P.E.C.T.R.E. eller lignende organisationer, som til skræk og advarsel er sprunget ud af fiktionens univers og blevet skræmmende realisme?

Det er naturligvis også befordrende for en overdreven opfattelse af truslens størrelsesorden, når en række Hollywood-film lader fanatiske skurke tale gebrokkent arabisk (eller sågar blot efterligne »arabiske lyde«), mens de entusiastisk planlægger brutale terrorscenarier. F.eks. i James Bond-filmen Octopussy (1983), hvor skurken, Kamal Khan på filmens hjemmeside er blevet beskrevet som en »landsforvist afghansk prins med en svaghed for god mad, juveler og atomvåben,« der »danner par med en magtgal kommunistisk general i et forsøg på at slippe et atomart holocaust løs over Vesteuropa«. Eller True Lies (1994), der handler om en islamisk terrorgruppe kaldet Crimson Jihad med en af filmhistoriens mest forsimplede og dæmoniske ledertyper, som truer med at detonere atomvåben.

Stereotype og nedsættende karakteristika bliver arabere til del flere steder i filmenes univers, bl.a. i Rules of Engagement (2000), der er baseret på en historie, som egentlig udspiller sig i et latinamerikansk scenario, men i filmen hensættes til Mellemøsten. Stort set alle arabere fremstilles som ondskabsfulde fanatikere og notoriske løgnere i en film, der vanskeligt kan klassificeres som andet end regelret propaganda.

Disneys børnefilm Aladdin (1992) er fra arabisk side også blevet kritiseret for at cementere stereotyper og for dens indledningssang, hvor det om det uspecificerede arabiske hjemland hedder: »It's barbaric, but hey, it's home!«

Nu er der imidlertid i USA stor tradition for, at interesseorganisationer slår ned på den mindste, potentielle fordomsfuldhed og derfor ofte glemmer, at der faktisk er talrige eksempler på stereotype fremstillinger af ikke bare arabere, men bestemt også af f.eks. amerikanere og briter, og at muslimer og jøder såvel som kristne faktisk optræder karikeret og stereotypt i utallige film, uden nødvendigvis at være udtryk for bagvedliggende snæversyn eller kalkuleret chikane af den grund.

Derfor antager klagerne også af og til urimelige dimensioner, f.eks. når filmen The Siege (1998) møder en storm af protester i USA, fordi den afbilder en muslimsk terrorist vaske sine hænder før bøn og af den grund hævdes at »forbinde islam med terror«. Filmen er faktisk alt andet end ensidig og lægger vægt på politiske dilemmaer i terrorbekæmpelsen og komplekse, globale årsagssammenhænge i øvrigt.

Der er betydelig forskel på at tilstræbe ekstremt dæmoniserede fjendebilleder som f.eks. i True Lies og Rules of Engagement og så fortælle en historie, hvor religiøse og etniske elementer på godt og ondt indgår som en integreret og nogenlunde afbalanceret del af plottet som f.eks. i The Siege. At The Siege viser en muslimsk terrorists religiøse ritual er ikke i sig selv spor mere anti-islamisk, end det f.eks. er antikristent, når den psykopatiske morder i Martin Scorseses remake af Cape Fear (1991) motiverer sine handlinger ud fra Bibelen og i øvrigt har dækket sin overkrop med tatoverede bibelcitater.

Dæmoniserede fjendebilleder og glorificerede selvportrætter af amerikanere stortrives absolut i Hollywood, men kritikken kan unægtelig også af og til stirre sig blind på misforståede detaljer og gå i så små sko, at det grænser til det ufrivilligt komiske, f.eks. når The Exorcist (1973) kritiseres for, at filmens dæmon har sit udspring i Mellemøsten.

Det afgørende i denne sammenhæng er derfor ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt Hollywood og populærfiktionen i øvrigt har vænnet os kollektivt til stereotype, negative opfattelser af arabere og muslimer, skønt det i visse tilfælde er en kendsgerning. Pointen er dog snarere, at når den kollektive opfattelse af og frygt for Osama bin Laden og al Qaeda antager så overvældende dimensioner, så synes reaktionen også at afspejle forvænthed med fiktionens verdensomspændende forbrydersyndikater, ondskabsfulde superskurke og endimensionale dommedagsprofeter, der konstant er på nippet til at udslette verden eller underkaste os alle sammen en frygtelig slavetilværelse, mens de storgriner dæmonisk (hvad enten de så fremstilles som aliens eller arabere, forretningsmænd eller robotter – der er såmænd alle slags).

Det er den generelle forsimpling af konflikter i de firkantede og sort/hvide fremstillinger af fjendebilleder, snarere end nogen særlig udtalt anti-arabisme, der er tendensen – og har været det i årtier. I disse fremstillinger er der altid behov for en fjende, hvis motiver og årsager det tilsyneladende er overflødigt tidsspilde at forsøge at sætte sig ind i, fordi det er så meget lettere at have en sympatisk, muskelsvulmende action- eller superhelt til at bekæmpe ondskabens stereotyper.

Men problemet er egentlig ikke sådanne film- og tegneserieuniverser og deres eventuelle greb om publikum (de er såmænd lette syndebukke for moralsk forargelse i alle lejre og spænder ligesom alle andre genrer fra det stupide til det sublime); problemet opstår, når politiske ledere og verdensomspændende medier selv iscenesætter den komplekse, politiske virkelighed, som var det en film-trailer.

Rune Engelbreth Larsen
Terrormyten og det amerikanske imperium, s. 33-35

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 11.6.2008