Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Terror, smerte, skyld og sandsynlighed

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Kurt Westergaard var karikaturtegneren, der i 2005 tegnede Muhammed som en dæmoniseret Khomeini-skikkelse med en bombe i turbanen, hvorpå den muslimske trosbekendelse var skrevet, og mens mange spekulerer over, om netop Muhammedtegningerne fra 2005 og genoptrykket af dem i 2008 var udslagsgivende motivationsfaktor bag terrorangrebet på den danske ambassade i Islamabad, afviser han enhver skyld for blodbadet på civile pakistanere:

»Jeg har jo ingen indflydelse på, at fanatikere gør den her slags. Men det smerter mig virkelig dybt, at folk er blevet slået ihjel.« (Bt.dk, 3.6.2008).

Det er naturligvis korrekt - Westergaard kan på ingen måde tilskrives skylden for terrorangrebet. Heller ikke Jyllands-Posten, der lancerede propaganda-ideen om at »håne, spotte og latterliggøre« muslimer.

Der er ingen andre end de konkrete gerningsmænd, som bærer skylden for terrorangrebet.

Men det betyder naturligvis ikke, at man ikke skal se på, hvilke handlinger der optimerer eller minimerer sandsynligheden for terror - og at Danmarks militære tilstedeværelse i Irak og Afghanistan såvel som Jyllands-Postens »hån, spot og latterliggørelse« af muslimer i høj grad har intensiveret risikoen for, at danske mål er kommet på terrorismens verdenskort, er indlysende.

Selvfølgelig skal ingen bøje sig for grupper og bevægelser, der dræber udskyldige i flæng, og deres reelle magt er da også ikke-eksisterende i Danmark og Vesten i øvrigt, hvor ingen beslutningstager kunne drømme om at kriminalisere pressefriheden eller afstå fra at kritisere totalitære regimer og bevægelser.

Den hovedløse antimuslimske propaganda og løgnagtige krigsiscenesættelse gavner blot ingen andre end de selvsamme terrorister, som bruger det i deres egen propaganda til at skabe øget sympati for og tilslutning til yderligere konfrontationer og aktioner med flere civile ofre til følge. Mange har del i ansvaret for at bære ved til dét bål.

Men skylden for et blodigt massemord, der rammer civile pakistanere i flæng foran den danske ambassade, hviler ene og alene på gerningsmændene.

At det ikke er sket før, og at det ikke lykkedes at ramme selve ambassaden direkte, fortæller dog også noget om, hvor ringe selv en intensiveret sandsynlighed for at gennemføre terroraktioner mod danske mål trods alt er, og hvor uhyre vanskelige de derfor i realiteten er at gennemføre.

Terror er af oplagte grunde noget af det hyppigst og mest intensivt dækkede stofområde i medierne - men sammenlignet med næsten enhver anden form for fatal tragedie, der kan ramme den enkelte i Danmark, er og bliver terror-risikoen forsvindende lille. Det bør derfor ikke få nogen til at ændre dagligdag eller gå i panik og se ‘terrorister’ og ‘ekstremister’ blandt muslimer overalt, som nogle desværre har for vane.

Derfor forstår man godt, at Imran Hussain, der er talsmand for dialogforeningen The Network, har denne kommentar til terrorangrebet: »Hvor sygt det end må lyde, føler jeg en svag lettelse over, at det ikke var en dansker, der døde, for så ville det have fået uoverskuelige konsekvenser for debatten i Danmark, der allerede er voldsom.« (24timer, 3.6.2008).

Han har selv pakistanske rødder, og at det skulle være nødvendigt næsten at være lettet over, at det ‘kun’ er pakistanere og en dansker med pakistansk oprindelse, der er blevet dræbt, fortæller lidt om hvor tilvænnnet vi desværre er blevet til at kende muslimer kollektivt til ansvar for yderligtgående trosfællers misgerninger.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 3.6.2008