Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kjeld Holm skærer ind til benet i Socialdemokraternes krise

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Århus' biskop, den mangeårige socialdemokrat Kjeld Holm er på det seneste gået skarpt i rette med sit parti i offentligheden, f.eks. da han i et åbent brev til Svend Auken bl.a. skrev: »Jeg overvejer virkelig at melde mig ud, fordi partiet åbenbart synes, det er så fint at samarbejde med Dansk Folkeparti om en række ting. (...) Vores formand [Helle Thorning-Schmidt, red.] spiller nærmest veninde med Pia Kjærsgaard uden overhovedet at skele til hvilket menneskesyn, hendes parti står for.« (Citeret efter Århus Stiftstidende, 16.2.2008).

Dengang var anledningen det retssikkerhedsskred, som fandt sted med tilslutningen til udvisningen af to tunesere uden domstolsprøvelse - men baggrunden stak betydeligt dybere (læs: Kjeld Holm på vej ud af S?).

I gårsdagens Politiken graver Kjeld Holm og tidligere chefredaktør ved den socialdemokratiske presse, Preben Hansen, en række spadestik dybere og optrevler meget præcist den socialdemokratiske deroute siden begyndelsen af 1990'erne:

Det begyndte i Vejle 11. april 1992, da Socialdemokratiet i utide valge ny formand. Det var ikke, fordi Poul Nyrup Rasmussen vandt over Svend Auken. Det var, fordi 'kongemordet' betegnede en ny holdning i partiet. At Socialdemokraterne ikke længere selv definerede deres politik, men lod sig styre af andre.

Partiet halsede efter 'tidsånden'. Nyrup markerede det ved at udskifte indenrigsministre, i takt med at Dansk Folkeparti vandt tilslutning. Først Thorkild Simonsen, der skulle stramme op, fordi Birte Weiss ikke ville være med længere, så Karen Jespersen, som end ikke forsøgte at skjule sin åbenbare islamofobi og flygtningeafsky.

Og så kom katastrofevalget i 2001 - forudsigeligt, for hvorfor i alverden stemme på et vakkelvort socialdemokrati, når folk kunne få den ægte vare hos Venstre og Dansk Folkeparti?

Politiken, 27.5.2008

Sjældent, at socialdemokrater offentligt skærer så klart ind til benet i partiets krise: Det store parti, der på godt og ondt satte den politiske dagsorden i Danmark i det meste det 20. århundrede, afsluttede epoken, da Nyrup faldt på knæ for et lille antimuslimsk protestparti, som han udadtil fordømte for ikke at være "stuerent", mens han indadtil troligt fulgte i dets kølvand.

Siden er det lille parti vokset og blevet en betydelig magtfaktor, mens det store parti er skrumpet og sat fuldstændig uden for indflydelse.

Kjeld Holm og Preben Hansen skriver således uden omsvøb, at det efter valget i 2001 blot blev "værre", om end de ser et lyspunkt i den korte periode med Mogens Lykketoft som formand, inden han "blev løbet ned af sine egne". Med Helle Thorning-Schmidt blev knæfaldet for DF for alvor cementeret og udbygget med endnu et eftertrykkeligt valgnederlag til følge - den socialdemokratiske ledelse havde (og har) ingen selvstændig dagsorden, men kan blot heppe med, hver gang Dansk Folkeparti erobrer bolden.

På baggrund af det fatale valgresultat i 2007 kunne man så have forventet, at det endelig var tid til selvkritik i det gamle parti, men i stedet galopperede man videre i samme retning med endnu større hast og fortsatte med at underminere retssamfundet. Holm og Hansen afslutter derfor analysen med følgende opråb:

Så kom den hovedløse debat om tørklæder i retssale. Ganske vist har Danmark aldrig, siden Grundloven sikrede os uafhængige domstole, oplevet, at en dommer bar religiøse eller politiske symboler til skue, endsige dømte ud fra anddre kriterier end dansk lov. Ganske vist har Domssolsstyrelsen i et gennemtænkt notat påvist, at den omhyggelige og langvarige udvælgelse af dommere nu som før garanterer neutralitet i dommersædet.

Men Dansk Folkeparti sætter dagosordenen, og Socialdemokratiet hopper med.

Vi er socialdemokrater af livslang holdning. Men vi er ved at være trætte af vort parti, der af frygt og elendighed lader andre bestemme og ikke selv definerer en politik, der har medmenneskelighed, retsforståelse og anstændighed som ledetråd.

Den uudtalte løsning for partiet, der ikke har anden chance for at komme til magten, end at regeringen spænder ben for sig selv, synes at være helt oplagt: Hvis ikke Socialdemokraterne skifter formand, bliver det umuligt at skifte kurs og sætte en selvstændig dagsorden. Thorning-Schmidt har alt for længe bundet sig alt for tæt til Pia Kjærsgaard, og hun bærer det absolutte hovedansvar for partiets nederlag og krise. Derfor forværrer det kun tingenes tilstand og stilstand, at ingen i partiet tør slå i bordet og tage det nødvendige formandsopgør, men i stedet blot trækker pinen ud. Kjeld Holm og Preben Hansen har skåret ud i pap, hvordan problemerne er opstået, og der foreligger endog et konkret oplæg til den nødvendige forandring, som er udformet af Den Røde Skole. Alligevel hviler en knugende tavshed over partiet, og partiledelsen har tilsyneladende forlængst arkiveret Den Røde Skoles oplæg - og skolen er lukket og slukket. Hvem tør tænde lyset i det gamle arbejderparti?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 28.5.2008