Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Bertel Haarder: Danmark er flerkulturelt

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Som integrationsminister var Bertel Haarder i sin tid hurtig til at adoptere Dansk Folkepartis kurs, både politisk og retorisk, men i lighed med andre politikere, der har set, hvor det bar hen, er distancen nu ved at vende tilbage.

I en ny undervisningsvejledning til HF hedder det, at "Danmark er flerkulturelt", hvilket er faldet Dansk Folkepartis Martin Henriksen for brystet. Han mener, at der må være tale om en "smutter" og opfordrer undervisningsminister Bertel Haarder til at få rettet "fejlen".

Det har Haarder imidlertid ingen intentioner om, tværtimod udtaler han: "Det er svært at benægte, at Danmark er et flerkulturelt samfund. Derfor har jeg godkendt den pågældende formulering, og den har jeg ikke tænkt mig at ændre." (JP.dk, 18.5.2008).

Haarder har naturligvis ret, fordi han bare konstaterer den konkrete virkelighed, ikke den abstrakte fiktion, som Dansk Folkeparti forsøger at gennemtvinge.

Danmark er multikulturelt – og det skyldes såmænd ikke alene muslimernes tilstedeværelse, men en generel samfundsudvikling. Danmark ville derfor heller ikke blive monokulturelt uden muslimer, for den flerkulturelle virkelighed er langt bredere end den, der lader sig reducere til forskellen på et par religioner eller tre. Der er politiske rammer, som i øvrigt historisk også ændrer sig, men der er ingen kulturel uforanderlig kanon eller konsuensus, som forpligter os som danskere, hvor mange kanoner politikerne så ellers skriver ind i pensum og holder bordtaler for.

For selv de historiske institutioner af kulturel observans såvel som de kulturelle kendetegn, der har historisk ballast, kan fortolkes forskelligt og er blevet tilført talrige andre kulturelle og populærkulturelle knopskydninger og tilføjelser, som betyder langt mere for mange menneskers og befolkningsgruppers selvforståelse og adfærd.

Eller som jeg skrev i efterskriftet til en lille bog om Louise Frevert-sagen:

Virkelighedens borgere i det konkrete, pluralistiske Danmark er vidt forskellige – og det ville de også være, selv om der ikke var en eneste muslim i landet. Forskellige og unikke individer, der er engageret i talrige subkulturer på kryds og tværs, både inden og uden for folkekirken, og som ofte finder hver deres skikke og værdier i vidt forskellige sammenhænge.

Der er afslappede ateister og agnostikere såvel som fanatiske religionskritikere, og der er afslappede troende såvel som fanatiske fundamentalister. Der er jøder, katolikker, protestanter, hinduer, buddhister og en skov af New Age-retninger, hvis værdier selvfølgelig både skiller og forener. Der er hippier, rockere, frimurere, punkere, forskere, fodboldhooligans, vagabonder, betonarbejdere, billedkunstnere, børsspekulanter og bureaukrater, som inden for hver deres kontekst har egne ritualer og eget adfærdskodeks. Der er kernefamilier i kærlig eller kedelig harmoni, og der er singler på evig jagt efter skiftende partnere. Der er børn, hvis forældre begge er mænd eller kvinder, der er kollektiver og delebørn og papbørn og adoptivbørn, og der er romantikere, som leder efter den eneste ene. Der er landmænd, som primært er drømmende naturromantikere, og der er landmænd, som primært er forretningsmænd. Der er dem, som finder inspiration og identitet i rollespil, i hip hop, i kultfilm, i symfonier, i porno, i tv-serier, i computerspil eller på internettet, og der er dem, som læser Dan Brown, J.K. Rowling eller Tolkien med større entusiasme, end andre læser religiøse helligskrifter, politiske ideologier, subtil filosofi eller malerisk poesi.

Vi er ikke en stamme – men måske mange »stammer«, hvis vi endelig skal bruge dette anakronistiske begreb – og vi har ikke alle den samme tro, de samme håb, de samme værdier eller de samme skikke.

Men Dansk Folkepartis ensidige, eksklusive og arbitrære »danskhed« står i kontrast til al denne farverige og brogede mangfoldighed, som nu engang udgør det konkrete Danmark. Dansk Folkepartis fiktive stamme er den skinbarlige abstraktion, som kun kan bruges til at generalisere og gennemtvinge yderligere ensretning i stedet for humanistisk rummelighed.

Fællesskabet behøver naturligvis heller ikke at være i fare, blot fordi vi er forskellige mennesker med hver vore præferencer og håb og motiver. Vi er nu engang fælles om at bo i Danmark, og vi har fælles love, der er under stadig diskussion og udvikling, ligesom vi har rettigheder, der er under stadig diskussion og udvikling (for tiden desværre mest afvikling). I al sin kedsommelige banalitet er det de rammer, vi opererer inden for, borgere såvel som politikere. Vi behøver ikke også alle sammen abonnere på Dansk Folkepartis snævre danskhed for at få det til at fungere.

Louise Frevert-sagen - Dansk Folkepartis dobbeltspil, 2005

Danmark er flerkulturelt, og Dansk Folkepartis fiktion om en historisk og forpligtende 'danskhed' ændrer ikke dette – men abstraktionen gør livet surt for visse minoriteter, som ikke må blive en del af det danske fællesskab på andre end Dansk Folkepartis snævre præmisser. Og derfor er partiets ensretning den største trussel mod den faktuelle pluralitet og individualitet i dagens Danmark – og derved tiilige mod enhver sammenhængskraft.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 19.5.2008