Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kønsligestilling på retur i Danmark?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Professor ved Stockholm Universitet, Drude Dahlerup, redegør i Ugebrevet A4 for, hvorledes kønsligestillingen halter bagefter i Danmark. Selv om situationen naturligvis er ganske anderledes end for 100 år siden, hvor kvinderne fik valgret, står udviklingen i dag simpelthen stille: »Danmark er gået helt i stå, hvad angår ligestilling. Det er som om, vi rammer en mur, og det er ret usædvanligt, for i alle andre lande end Danmark og Holland sker der i disse år store fremskridt.« (Ugebrevet A4, 14.4.2008).

I Ugebrevet hedder det endvidere:

I dag er der 37 procent kvinder i Folketinget, tre kvindelige partiformænd og syv kvindelige ministre. Men Drude Dahlerup fremfører, at stigningen i kvinderepræsentationen i Danmark er stagneret ved de seneste fire folketingsvalg. Og i Sverige er der 47 procent kvinder valgt ind i Rigsdagen, altså ti procentpoint flere end i Danmark.

Ser man på kommunerne, bliver forskellen endnu større, fordi der i Danmark kun er valgt 27 procent kvinder, mens der i Sverige er valgt 45 procent. (...)

»De danske politikere må vågne op og lade sig inspirere af andre lande, der ikke anser kvotering for kontroversielt. Kønskvotering er trendy næsten over alt i verden, men i Danmark har man kun gjort halvhjertede forsøg, som man så dropper igen i selvindbildningen af, at det går fantastisk med ligestillingen,« siger Drude ­Dahlerup.

Danskerne lever ifølge Drude Dahlerup i den vildfarelse, at det er vælgerne, der bestemmer, hvem der bliver valgt. Men det passer ikke, for det er partierne, der er dørvogterne og bestemmer, hvem der skal opstilles, og hvilken placering de skal have på stemmesedlerne.

På baggrund af Drude Dahlerups egen nye forskning om kvinder i politik, der udgives i Sverige om nogle uger, mener hun, at de politiske partier, arbejdsgiverne og fagbevægelsen bærer en del af skylden for, at Danmark er ved at udvikle sig til et u-land, når det gælder ligestilling. For det er ikke kun politisk, vi halter bagud. På arbejdsmarkedet er der store lønforskelle og kun få kvinder på lederposter og i bestyrelser, anfører hun.

Konkrete tiltag i forhold til at bedre situationen på den udbredte og helt almindelige skævhed kønnene imellem politisk og økonomisk glimrer imidlertid ved deres fravær, til trods for at f.eks. lønforskellene er så store, at kvinder tilsyneladende skal arbejde 14 måneder for at tjene den samme løn, som mænd optjener på 12 måneder.

Spørgsmålet er så, om kønskvotering er svaret på problemet? De almindelige indvendinger om, at kvinder dermed foretrækkes til trods for "manglende" eller "ringere" kvalifikationer, holder jo kun, hvis man forestiller sig den mest rigide form for kvotering - ikke hvis vægtskålen alene peger i kvindens favør, hvor kvalifikationerne for en mandlig og en kvindelig ansøger er de samme.

I alle tilfælde er det sådanne politisk-økonomiske uligheder, som må angribes politisk.

Visse dele af kvindebevægelsen har imidlertid haft lidt for travlt med andre dagsordener, f.eks. at promovere moralske retningslinjer for, hvad kvinder 'bør' og navnlig ikke bør, i stedet for at konstatere, at ligesom mænd og kvinder er forskellige, er mænd og mænd såvel som kvinder og kvinder naturligvis også forskellige.

Der er kvinder, som frivilligt vælger at gå længere derhjemme end deres mænd, uden at det behøver være tegn på forskelsbehandling eller undertrykkelse af den grund (og mænd, der vælger at gå længere derhjemme end deres hustruer), ligesom der er kvinder, som vælger erhverv, der ikke gør sig godt i den herskende moralske optik - f.eks. forskellige former for sexarbejde - men her glemmer man for ofte at skelne mellem frivillighed og tvang.

I den vigtige og nødvendige kamp mod kvindehandel og kønsdiskrimination har kvindebevægelsen eksempelvis ofte indsnævret albuerummet for frihed til forskellighed for meget og underbetonet, at kvindefrigørelse (såvel som mandefrigørelse) handler om, at vi som individer i højere grad har mulighed for at være dem, vi er, snarere end dem og det, 'bevægelsen' eller et 'partiet' mener, vi burde være.

Problemet er også, at man vanskeligt kan anføre disse synspunkter uden at blive skudt i skoene, at man underminerer kvindefrigørelsen - skønt reel kvindefrigørelse vel må handle om at tilvejebringe lige løn, lige muligheder og lige friheder i videst mulig grad, politisk og erhvervsmæssigt. Det burde f.eks. være lige så naturligt for kvindebevægelsen at forsvare kvinder, der f.eks. frivilligt vælger prostitution som erhverv (og tilvejebringe de sikreste og mest optimale muligheder for at et sådant erhverv kan udøves frivilligt og forsvarligt), som det burde være at bekæmpe alfonseri og kvindehandel. Og derfor burde selve det standpunkt, at det også i disse forhold er nødvendigt at skelne imellem frivillighed og tvang, i det mindste ikke betragtes som odiøst, men som en legitimt indstilling til problemstillingen.

Men den diskussion skal naturligvis ikke skjule, at der i de ganske overordnede politiske forhold selvsagt er behov for reelle politiske tiltag for at tilstræbe noget så indlysende som ligeløn og lige muligheder på arbejdsmarkedet og i den politiske verden.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 15.4.2008