Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Socialdemokratiske teser (7-9): Borgeren fremfor forbrugeren

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Mette Frederiksens socialdemokratiske teser gennemgås én for én på nærværende blog [læs om tese 4-6 her: Vækst og velfærd, og vi er nået til de afsluttende teser, 7-9:

7: Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug

Jordkloden skal gives videre til næste generation i bedre stand, end vi selv fik den overdraget. Den globale opvarmning og truslen mod klodens mangfoldighed er vor tids største opgave. Med det nuværende overforbrug udtømmer vi naturens ressourcer og ødelægger dermed grundlaget for kommende generationers liv.

Vi bliver nødt til at erkende, at skal denne udvikling ændres er det et globalt ansvar, som ikke er omkostningsfrit. Målet for det danske samfund er en fuldstændig økologisk landsbrugsproduktion, at unødvendigt forbrug bliver dyrere end almindeligt forbrug, og at vi bliver så dygtige og ansvarlige overfor dem, der kommer efter os, at den energi, vi forbruger, produceres bæredygtigt.

En relevant prioritering af, at kampen mod den globale opvarmning og forarmelsen af naturen er en global opgave af eskalerende dimensioner - og en ikke-populær konstatering af, at dette også koster for den enkelte. Ikke alene i forhold til indirekte udgifter, men især i forhold til erkendelsen af, at forbrugsgaloppen ikke er en gratis fornøjelse for naturen og miljøet, men at det også er her i det daglige, at vi må indstille os på, at vækstspiralen ikke holder i længden.

Væksten har omkostninger for naturen, som naturligvis i sidste ende rammer os selv, men skønt denne erkendelse også spiller ind i den ligeledes markante tese 8, glimrer den ved sit fravær i forhold tese 5, ifølge hvilken Danmark blot uden videre skal "tjene flere penge" - et uuddybet mantra, der heller ikke i længden undgår at kollidere med den bæredygtighed, der er målet ovenfor.

En fuldstændig økologisk landbrugsproduktion er til gengæld et bud i forlængelse af tese 7, der både indebærer realpolitiske forandringer og samtidig sætter en markant dagsorden, der skærer igennem, i stedet for den miljøpolitiske smalltalk, der efterhånden er uforpligtende politisk standard.

8: Danskerne skal først og fremmest være borgere – ikke kun forbrugere. Det kit, der holder det moderne samfund sammen, er tillid og demokratiske beslutningsprocesser. Et ordentligt velfærdssamfund kræver engagement fra alle - forældre, pårørende, ansatte og beslutningstagere. Hvis vi reducerer borgerne til forbrugere, vil det enkelte individs ansvar blive mindre, og sammenhængskraften vil blive reduceret. En borger tager stilling, tager ansvar og bidrager til forandring. Forbrugeren gør nærmest det modsatte. Forbrugere mødes kun i forhold til konkrete ydelser og flytter sig med en ulidelig lethed til næste vare. Men et samfund består ikke af tilbud og varer. Et stærkt velfærdssamfund kan kun eksistere, hvis der reelt er et fælles ansvar. Det er med andre ord nødvendigt at erkende, at et moderne, demokratisk samfund også er et besværligt samfund at bo i.

I klar sammenhæng med den foregående tese og mere perspektivrig, individualistisk og humanistisk end den tilbagevende og helt igennem absurde snak om, at "pligt kommer før ret" - selv om tesen er formuleret tilpas upræcist til, at implikationerne stritter. Men det er rigtig set, at vi er mennesker først - eller med det mere kedelige og mere formaliserede ord, borgere, hvorimod "forbruger" blot er én blandt mange funktioner/roller, vi optræder i, når vi f.eks. køber ind.

Borgeren er meget mere og andet end dét, ja, er som individ selve samfundsligningens udgangspunkt (eller burde være det, for staten er som bekendt intet uden individet), hvorfor netop igen ret kommer før pligt. Retten er individets garant over for (over)magten - et vist skjold mod magtmisbrug. Al gejlet om, at vi "stemmer" med vores "pengepung", og at vi har indflydelse gennem det, vi køber, er voldsomt overdrevet - naturligvis spiller det en rolle, om vi alle sammen køber produkter, der f.eks. støtter en menneskeretskrænkende regering eller har en negativ effekt på miljøet, eller om vi er bevidste om konsekvenserne af vore indkøb.

Men dels er det de allerfærreste, der har viden og økonomi til overhovedet at kunne træffe sådanne gennemtænkte og fordyrende forbrugsvalg i ret mange sammenhænge, selv om de måske gerne ville det, og dels er vi under indflydelse af stærke marketingsmekanismer og påvirkninger, som præger forbrugsvanerne i langt højere grad, end nogen eksklusiv "grøn" eller "humanitær" bevidsthed nogen sinde kan hamle op med.

Derfor er naturen afhængige af store spillere - stater og globale organisationer - mens vi som individer dybest set ikke kan gøre alverden i forhold til vores indkøbskurv (hvilket naturligvis ikke er det samme som at vi intet kan gøre). Til gengæld har vi som individer behov for garanter mod de selv samme store spillere, så vores tilværelse ikke bliver overkontrolleret og disciplineret, og individualiteten drukner i massens statsdikterede bureaukrati og ensretning.

9: Verden har behov for mere politik – ikke mindre

I al for lang tid har den globale udvikling været bestemt af markedet. Det er forkert. Danmark skal ikke være statist i globaliseringen. Danmark skal være med til at opbygge strukturer, der sikrer spredningen af demokrati og menneskerettigheder. EU skal have lov at vokse sig stærkere. Det samme skal lignende konstruktioner i resten af verden – og ikke mindst FN.

Kun ved opbygning af forpligtende samarbejder på tværs af grænser opnår vi at tæmme globaliseringens ulemper og sikre, at helt almindelige mennesker får lov til at drage nytte af de store fordele. Rækkefølgen må være: udryddelse af fattigdom, støtte til statsudvikling på den sydlige halvkugle, yderligere handelsliberalisering og afskaffelse af protektionisme, forpligtende aftaler om nedbringelse af CO2, kvindehandel og nedrustning.

Tese 9 følger op på tese 7 og 8 - forpligtende internationale aftaler er nødvendige for at gøre noget ved internationale problemer. Hvad der helt præcist ligger i, at en række internationale organisationer skal blive stærkere, står ikke helt klart, og om verden har brug for mere politik, er i alle tilfælde højst diskutabelt.

Begge dele kommer an på en definition. Personligt mener jeg, at der er alt for megen politik i forvejen - titusindvis af paragraffer, der regulerer og disciplinerer borgeren fra detalje til detalje. I den henseende er der behov for mindre politik. Så mon ikke det snarere er et spørgsmål om, at politikkens reguleringer skal flytte fokus og tryk - lettes fra individet og intensiveres på de aktører, strukturer og forhold, der determinerer de globale affærer såvel som enhver latent ensretning. Hvis det er det, der ligger bag tanken - og det kan man vel tillade sig at formode - hænger niende og sidste tese udmærket sammen med de bærende tanker i de to foregående, og Frederiksens teser afsluttes med en vis skarphed og potentiel gennemslagskraft - ganske som de indledtes så offensivt med oplæggets lille 'forord'.

Summa summarum med humanistiske øjne:

For mange af teserne stritter i for mange retninger og lider først og fremmest af inkonsistens eller af den formynderiske system- og statstænkning, der går igen i visse af tiltagene over for de trængte (f.eks. tvangsfjernelser som automatreaktion på et komplekst problem, der ofte, men ikke altid fordrer ganske anderledes løsninger), herunder manglende mod til at gøre op med tvangsaktiveringstanken - andre steder tænker Frederiksen imidlertidd i højere grad på de trængte gruppers egne præmisser. Men systemtænkningen finder sit mest problematiske udtryk i "pligt før ret", der vender op og ned på alting - man spørger uvilkårligt sig selv, hvilken pligt, der f.eks. i givet fald skal tænkes at komme før stemmeret?

"Ret" må i langt hovedparten af de tilfælde, hvor der er tale om rettigheder kontra pligter, defineres som det, der kommer før pligt, hvis det overhovedet skal give mening at tale om ret.

Som teserne fremstår nu, trækker en del af dem i den ene retning (staten frem for individet, pligten frem for retten, væksten frem for alt), mens de øvrige trækker i den anden (naturen og bæredygtigheden frem for forbruget, borgeren frem for forbrugeren). Måske har Frederiksen skullet gabe over for store forskelle internt i partiet? Måske har der været for mange kokke om at 'godkende' retten?

Måske er det derfor, at noget så centralt som retssikkerhed glimrer ved sit fravær? Et område, hvor Socialdemokraterne desværre har haft en tendens til at profilere sig næsten lige så populistisk og overfladisk som justitsminister Lene Espersen de seneste år.

Nu er det vel også først og fremmest et oplæg fra Frederiksens hånd - og med et opfølgende sorteringsarbejde kan det godt munde ud i en socialdemokratisk profil, der både er forankret i partiets århundredlange arv på de trængtes side og samtidig ser denne solidaritet naturligt forbundet med en indvididualisme af et helt andet tilsnit end den kapital-egoisme, der fejlagtigt trives under navnet 'individualisme' i den superliberalistiske ende af Venstre.

I stedet for at fortsætte uopfindsomheden fra de foregående år, hvor der har været alt for meget tilnærmelse til Venstres og Dansk Folkepartis dagsorden, er der her tale om en helt anderledes kombination, der let lader sig udbygge ud fra de sidste tesers kredsen om borgeren, og som i kraft af den lige så markante insisteren på bæredygtighed i en tid, hvor den menneskeskabte globale opvarmning er ved at være tydelig for enhver forsker, har en række nødvendige elementer og også overbevisende facetter at spille på.

Spørgsmålet er så, hvilke dele af oplægget, der får lov til at blive stående, og hvilke der falder. Og med de mange interne modsætninger, som teserne (og partiet) rummer, er dette endnu et helt åbent spørgsmål.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 9.4.2008