Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Socialdemokratiske teser (4-6): Vækst og velfærd

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Mette Frederiksens socialdemokratiske teser gennemgås én for én på nærværende blog [læs tese 3: Fattigdommens afskaffelse], og vi er nået til teserne 4-6:

4: Velfærden skal hellere være fælles end privat

Efter pligt følger ret. I Danmark skal vi have ret til at blive behandlet, når vi bliver syge, til en tryg alderdom, til et uddannelsessystem i verdensklasse og til at vokse op i gode vuggestuer og børnehaver. Men sådan er virkeligheden i Danmark ikke. Mange af velfærdsinstitutionerne er slidte, og kvaliteten udfordres hele tiden af, at det private udvikles på bekostning af det fælles.

En konkurrence imellem privat og offentlig velfærd er i teorien sund. Men den igangværende udvikling er skræmmende, og balancen er tippet. Sundhedsvæsenet er et godt eksempel på, at det private alternativ er ved at underminere den offentlige velfærd. Uligheden cementeres dag for dag. I mange år har det været praksis at privatisere. I fremtiden bliver det nødvendigt med en form for »af-privatisering«. Private tilbud må ikke favoriseres over et offentligt tilbud. Til gengæld skal enhver borger sikres optimal indflydelse på alle offentlige velfærdsgoder. Også i forhold til at vælge til og fra.

Tese 4 slår alarm i forhold til den stigende privatisering af oplagte samfundsopgaver og fastslår, at VKO-regeringen er gået for vidt. Afprivatisering er det ikke så forchromede, men ærlige udtryk for Frederiksens hensigter, og teserne er blandt de klare retningspile, som reelt kan profilere partiet i kontrast til regeringen.

Der er naturligvis ingen tvivl om, at heller ikke Venstre (med enkelte undtagelser) ønsker en ren amerikanisering med groteske misforhold i sundhedssystemet, hvor det kan koste formuer for fattige uden privat forsikring at blive syge eller komme alvorligt til skade, men der er på den anden side heller ikke megen tvivl om, at VKO i alle tilfælde har gjort sit til at underminere den socialdemokratiske model om social lighed i f.eks. sundhedsspørgsmål.

Her bør Socialdemokraterne snarere turde kæmpe for at udvide modellen – hvorfor skal det f.eks. ikke være gratis at gå til tandlæge og få opereret huller i tænderne, hvis det er gratis at få opereret et mavesår? Sygdomsbekæmpelse bør ikke være afhængig af indkomstforhold.

Afprivatisering og social lighed på sundhedsområdet er genåbningen af en socialdemokratisk klassiker, der utvivlsomt er særdeles stor lydhørhed for, hvis den prioriteres offensivt nok.

5: Der skal tjenes flere penge i Danmark.

Mere velfærd koster penge. Især fordi det er tvingende nødvendigt, at vi i højere og højere grad tænker velfærd som tid og kvalitet og ikke blot et spørgsmål om velstand. Tid koster penge. Derfor skal den nødvendige økonomiske vækst skabes klogt. Industrisamfundet er afløst af videnssamfundet, og de nye konkurrenceparametre harmonerer med det socialdemokratiske værdisæt. Medarbejderindflydelse, selvstændig stillingtagen, kreativitet og livslang læring er kilden til succes i den internationale konkurrence.

Vi skal ikke slå amerikanerne og asiaterne med deres egen medicin, men vi skal derimod vinde via specialiserede kvalitetsprodukter baseret på kreative kompetencer, et højt niveau af social tryghed, et reguleret, men fleksibelt arbejdsmarked og måske vigtigst: et tæt partnerskab mellem den offentlige sektor og det private erhvervsliv. Blandt andet i udviklingen af velfærdsteknologi. Flere skal turde vove et øje som selvstændig iværksætter, og samfundet må være indstillet på at nedbryde de barrierer og ændre de regler, der ikke understøtter dette.

Tese 5 er blandt de usammenhængende – hvilket vi også skal eksemplificere senere – og den er blandt de problematiske af andre grunde.

Der skal tjenes flere penge i Danmark, hedder det – men hvor mange flere penge kan der egentlig efterhånden tjenes?

Den »nødvendige økonomiske vækst [skal] skabes klogt,« hedder det dunkelt, og det er også et udsagn, der skrives tykke afhandlinger om. Men i hvilket omfang er økonomisk vækst nødvendig – og i hvilket omfang kan den overhovedet fortsætte og fortsætte, uden fuldstændig at underminere enhver forestilling om bæredygtighed, som Frederiksens teser også slår til lyd for?

Problemet ekspliciteres ikke – hvilket desværre er kutyme - og selv om der vitterlig er mange bureaukratiske mure for at blive selvstændig iværksætter, som hun er opmærksom på, og som burde kunne luges ud, må politikerne på et eller andet tidspunkt også samtidig se i øjnene, at de senere års vækstspiral afgjort ikke er en evighedsgenerator.

6: Velfærdsstaten er ikke et mål i sig selv

Velfærdsstaten er ikke et mål, men et middel. Derfor er det et problem, at forandringsvilligheden hele tiden daler i dansk politik. Velfærdsstaten skal være en dynamisk størrelse – altså foranderlig - og en afgørende kampplads for demokratiets forskellige synspunkter. Hvad ikke kan stå, må falde!

En skattereform skal erstatte skattestoppet, således at skatten kommer ned på især lave arbejdsindkomster, og forbrug beskattes højere. En omsorgsreform af kontanthjælpssystemet skal sikre, at kontanthjælp igen bliver en midlertidig ydelse, og at de sidste får en reel mulighed for at indtræde på arbejdsmarkedet. En reform af boligområdet skal gøre op med ghetto’erne og sikre det nødvendige udbud af billige og ordentlige boliger, så byerne igen bliver for alle. En pensionsreform skal sikre en retfærdig fordeling af pensionsmidlerne til gavn for de dårligst stillede pensionister.

Velfærdsstaten er et middel, ikke et mål ... Hvad betyder dét? Et middel til at sikre den enkelte socialt i et eller andet omfang, må man formode, og ikke til at overkontrollere og disciplinere den enkeltes tilværelse af den grund - må man håbe.

Men hvad er det, der ikke kan stå, og som må falde? Det er lige så indlysende, som at tomme tønder buldrer mest, og at enten er man gravid eller også er man ikke ... Derfor bliver det i politik naturligvis dunkel snak uden substans.

Til gengæld er det klar tale, at skattestoppet skal erstattes af en skattereform, hvor skatten på de lave arbejdsindkomster skal ned, mens forbruget må holde for.

Ellers er det lutter reformsnak uden konkretiseringer, om end med den tilbagevendende og væsentlige tilkendegivelse af, at det er og bliver de lavtlønnede og de dårligst stillede, som har behov for et løft.

Fortsættes ...

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 8.4.2008