Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Socialdemokratiske teser (1): Frihed og social arv

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Mette Frederiksen har offentliggjort nogle meget omtalte teser for at relancere Socialdemokraterne på den politiske slagmark og skabe en politisk dagsorden i stedet for at spille med på de andres. Oplægget indledes med at påpege nogle væsentlige dilemmaer:

Hvordan kan det være, at vi siger, vi er det lykkeligste folk på jorden, mens forbruget af lykkepiller stiger? Samfundet er blevet markant rigere, men køerne til uddelingen af familiepakker ved juletid bliver længere år for år. Beskæftigelsessituationen er imponerende, men er du datter eller søn af en ufaglært, så er sandsynligheden for, at netop du får en videregående uddannelse rystende ringe. Vi lever længere, men beboerne i Københavns Nordvest kvarter dør langt tidligere, end dem, der bor i Hellerup. Vi snakker mere om miljøet end længe, men indlandsisen smelter, mens vi snakker. Der er indført strengere straffe, men unge tænder bål og brand i gaderne. Vi prædiker fred og menneskerettigheder i verden, men støtter krige, hvor vi lukker øjnene for vores allieredes åbenbare krænkelser. Der er noget galt, og tiden er inde til reformer og forandring, hvis vi skal bevare det fællesskab, som vi har bygget vores velfærdssamfund op omkring.

Siden følger så de »ti socialdemokratiske teser«, som skal etablere »en bred alliance med alle de progressive kræfter, som ønsker en anden regering«.

Teserne er mere gennemarbejdede, end mediernes stikordsagtige referater giver indtryk af - og der er nok at diskutere. I de følgende dage vil jeg se nærmere på oplæggets teser, én efter én.

1: Det enkelte menneskes frihed står over alt andet.

Første tese slår fast, at Socialdemokratiet tager udgangspunkt i det enkelte individ. Frihed er retten til at bestemme over sit eget liv. Frihedens største udfordring i Danmark er de barrierer, der forhindrer mennesker i at udfolde sine evner til gavn for sig selv og andre. Frihed er, at køn, etnicitet og familiemæssig baggrund ikke skal bestemme, hvilken uddannelse, hvilket job, hvilken indflydelse på samfundslivet eller hvilken livsform man vælger og har adgang til.

En interessant prioritering, der tilsyneladende går op imod det »statsformynderi«, man gerne har forbundet med Socialdemokraterne. Man kan så indvende, at næsten alle går ind for »frihed«, men lægger vidt forskellige ting heri, og derfor skal det naturligvis også vurderes ud fra de konkreter, det følges op med. Det er med andre ord mere en retningspil end en indikator af politisk substans.

Men Frederiksen tager fat på substansen umiddelbart derefter - og stadig væk under punkt 1:

Desværre er frihed i dag reduceret til at handle om frit valg af den ene eller anden velfærdsydelse. Det er ikke tilstrækkeligt. Den vigtigste frihedskamp i dag er at bekæmpe den negative sociale arv. Først den dag, hvor børns fremtidige placering i samfundet ikke længere kan bestemmes på forhånd, kan vi kalde os et samfund med reel frihed for det enkelte menneske. Udsatte børns rettigheder og behov skal vægtes højere end de kulturelle normer, der i dag virker begrænsende for lighed.

Er den »vigtigste frihedskamp i dag at bekæmpe den negative sociale arv«? Det er i hvert fald vigtigt, at forældrenes sociale status ikke determinerer børnenes fremtidige muligheder negativt. Eller med Frederiksens ord: »Først den dag, hvor børns fremtidige placering i samfundet ikke længere kan bestemmes på forhånd, kan vi kalde os et samfund med reel frihed for det enkelte menneske.«

Her er socialdemokratisk kernegods tilbage som grundlinje i det politiske regnestykke - socialt armod og marginalisering står i vejen for frihed, og derfor føjes bekæmpelsen af socialt armod ind som den naturlige forudsætning for forøgelsen af mulighederne og the pursuit of happiness.

Det er naturligvis ikke, fordi det uddybes meget - hvad man heller ikke kan forvente at et oplæg af denne art - men prioriteringen er vel et vigtigt signal om, at platformen for opgøret med VKO dels skal stå på klassisk socialdemokratisk grund, dvs. på de trængtes side (hvor Socialdemokraterne vandt hovedparten af det 20. århundrede politisk), dels ser dette i en ramme, der tilsyneladende skal have mere fokus på individuel frihed og forskellighed.

Hvordan eller hvorvidt senere punkter i oplægget lever op til denne udlægning, vender vi tilbage til.

Et iøjnefaldende begreb har nemlig også sneget sig ind på denne vigtige plads: »Den negative sociale arv« - og det er næppe uden velovervejet grund.

Ovenfor har jeg blot taget udgangspunkt i det som en tilkendegivelse af et opgør med social uretfærdighed og marginalisering, men det har naturligvis også implicit en mere problematisk betydning - nemlig som legitimering af flere og flere tvangsanbringelser.

Det kan være i den retning, Frederiksens tanker går med formuleringen: »Udsatte børns rettigheder og behov skal vægtes højere end de kulturelle normer, der i dag virker begrænsende for lighed.«

Dette er en flertydig formulering og en ømfindtlig problemstilling, hvor socialdemokraterne og store dele af venstrefløjen ofte har været for hastige på aftrækkeren og for hyppigt og uovervejet har konkluderet: Tvangsfjernelse.

Det lyder umiddelbart så tiltalende »logisk« og er fristende let at kommunikere i denne medietidsalder »blot« at fjerne børn fra deres negative sociale miljøer - men det er en langt mere kompleks sag, som jeg har skrevet om tidligere:

Lad mig med det samme understrege, at også jeg naturligvis mener, at ethvert barn, som er udsat for brutalitet eller mishandling, indiskutabelt bør anbringes uden for hjemmet. Der er børn og unge, som desværre kun kan reddes fra gruopvækkende overgreb ved at blive tvangsfjernet – ingen tvivl om dét.

Men man må ikke samtidig være blind for, at praksis på området kan strammes så voldsomt, at der også er familier, som uberettiget kommer i klemme.

Dette og en række andre forhold er imidlertid blevet fuldkommen negligeret af oppositionen i dette spørgsmål, hvor populistisk parti-taktik fylder mere end nuancer og omtanke:

For det første er den negative sociale arv i bedste fald en misvisende myte.

Naturligvis har børn fra belastede miljøer dårligere odds end børn fra mønsterfamilier, men sociale problemer er ikke af den grund en genetisk defekt. »Hovedtendensen er, at børn ikke arver deres forældres sociale problemer,« understreger bl.a. sociolog Morten Ejrnæs (Politiken, 22.6.03).

For det andet tilgodeser tvangsanbringelser bestemt ikke i alle tilfælde barnets tarv. På baggrund af 35 sager om børnefamilier i krise fastslog Tine Egelund i sin doktordisputats 'Beskyttelse af barndommen – socialforvaltningers risikovurdering og indgreb' (1997), at en række arbitrære faktorer var udslagsgivende for indsatsen over for børnefamilier. F.eks. var »væsentlige sider« af familiers liv »systematisk uoplyste« i journalerne, der af og til var »sjusket skrevet«, nogle gange direkte »selvmodsigende«, og det kunne sågar »være vanskeligt at skelne mellem fakta, rygter og tolkninger«.

Egelund, der i dag er seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, inddrog også internationale undersøgelser af, hvorledes vilkårlige forhold kan spille ind under sagsbehandlingen: »Det væsentlige i arbejdet er at kunne bevise, at man er 'inde i' familien. Det beviser man ved at kunne redegøre for en række detaljer om familiens liv, at kunne levere common sense-iagttagelser af hændelser, personer, mærkværdigheder og farverige pudsigheder, som man har fået indblik i. Samtidig skal disse iagttagelser leveres i en subtilt ironisk eller distancerende tone, hvor man får indføjet familiens bizarre påklædning, ejendommelige vaner, et par latterlige ordvekslinger familiemedlemmer imellem, kort sagt får præsenteret et billede af en familie i et afvigende og socialt inkompetent lys. Det er dette billede af familier, farvet som det er af common sense-betragtninger og moralske udsagn, der leverer grundlaget for beslutninger om, hvad der skal ske.«

For det tredje kan en anbringelse godt være en traumatisk affære, der forværrer problemerne. På baggrund af en nyere undersøgelse, konkluderer Egelund: »Som helhed må man sige, at velgennemførte effektstudier tegner et noget dystert billede af effekterne af at blive anbragt.« (Social Forskning 10/2003).

Faktisk bryder næsten halvdelen af alle teenage-anbringelser simpelthen sammen.

Og for det fjerde: I de situationer, hvor en anbringelse uden for hjemmet er uundgåelig, har man alt for sjældent benyttet såkaldte slægtsanbringelser (f.eks. pleje hos et familiemedlem), selv om forskningen viser gode resultater. Børnene bevarer lettere kontakten til forældrene, deres netværk eroderes ikke, og frem for alt er der langt færre sammenbrud i disse tilfælde.

Det er derfor en betragtelig, men underkendt fordel i aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, at flere børn fremover skal anbringes hos familiemedlemmer i stedet for i institutioner eller hos plejefamilier.

I Danmark er ca. 14.000 børn anbragt uden for hjemmet – det er én procent af alle børn og derved dobbelt så stor en andel som i vore nordiske nabolande. Alligevel er det socialdemokratisk politik at fjerne endnu flere – intet mindre end 50.000-60.000, slyngede Thorning-Schmidt ud for et par år siden (jf. Politiken, 27.2.05)!

Det er den slags politiker-matematik, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Dehumaniserende tvangsaktivering og en skammelig mangel på rettigheder og retshjælp er af indlysende grunde den lige vej til en yderligere brutalisering af belastede familiers trængte tilværelse – og fører bare til flere anbringelser og familietragedier på samfundets bund.

Politiken, 14.4.2007

Tvangsanbringelser kan absolut være nødvendige, men desværre bærer især Karen Jespersen et betydeligt ansvar for, at indgrebet i mange tilfælde risikerer at forværre snarere end at forbedre problemer. Hendes trang til populisme fik hende også som socialdemokratisk socialminister til at misbruge den hurtige pressegevinst til at stramme garnet, når der var en enkeltsag i medierne, men helt uden forståelse for kompleksiteten på området.

Slægtsanbringelser kombineret med langt større fokus på gråzone-familiers rettigheder og en forebyggende forbedring af deres vilkår er blandt de redskaber, der skal tages langt hyppigere i brug. Det kan de sådan set også blive inden for rammerne af oplæggets: »Udsatte børns rettigheder og behov skal vægtes højere end de kulturelle normer, der i dag virker begrænsende for lighed.«

Udmøntningen heraf er naturligvis det centrale, og her er det afgørende, at man ikke med Karen Jespersensk logik konkluderer, at »udsatte børns rettigheder og behov« pr. automatik tilgodeses af flere og flere tvangsanbringelser. Der er som nævnt indlysende tilfælde, hvor en resolut tvangsfjernelse er altafgørende, men der er også tilfælde, hvor både børns og familiers rettigheder og behov utvivlsomt kan tilgodeses langt bedre end i dag - uden familiesplittende indgreb.

Endelig og afsluttende om Frederiksens første tese: Det er en temmelig tvetydig formulering at tale om »kulturelle normer, der i dag virker begrænsende for lighed«. Hvilke hentydes der til? Alkoholisme? Hustruvold? Tørklæder?

Igen bliver det centrale den politiske konkretisering heraf. Men det er et iøjnefaldende signal, at Frederiksen i skarp modsætning til visse andre politiske »oppositions-strateger« vælger at tage klart udgangspunkt i sociale problemer i stedet for at overfokusere på den negative »indvandrer-agenda«, som ville være tabt på forhånd. Hvis Socialdemokraterne haster efter dagsaktuelle mediehistorier og spiller det politiske spil på DF's præmisser, er intet vundet - for det er den kurs, man forgæves har anlagt igen og igen de forløbne år. Og tabt hver gang.

Frederiksens udspil går i en anden retning og prøver dermed at erobre den politiske dagsorden på egne præmisser og med selvstændige bud.

Fortsættes ...

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 1.4.2008