Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Søvndal i populistisk selvsving

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Islamisk Trossamfunds talsmand og forskellige imamer er gået med i en demonstration i protest mod den gentagne offentliggørelse af Westergaards Muhammed-karikatur. Det er lovligt. Det er en demokratisk ret. Det var en ikke-voldelig protest. De er gået med, fordi de støtter dette budskab, ikke fordi de støtter Hizb-ut-Tahrir, som arrangerede demonstrationen.

Var det klogt? Nej, man burde naturligvis have arrangeret sin egen demonstration uden om Hizb-ut-Tahrir for at undgå at blive sammenblandet med Hizb-ut-Tahrirs øvrige dagsorden. Enhver, der kender en smule til medieverdenen og almindelig signalpolitik, burde vel se i øjnene, at det mildest talt var utrolig dumt.

Kassem Ahmad er bestemt heller ikke den skarpeste kniv i skuffen, og han har af mange grunde altid været et ualmindelig dårligt valg som talsmand for Islamisk Trossamfund.

Men derfra og så til det grænseløse politiske overdrev og den journalistiske proportionsforvrængning, som har bredt sig, er der langt. Søvndal, Khader, Thorning-Schmidt og Fogh er gået i populistisk selvsving - ingen dog så meget som Søvndal.

Naser Khader, der desperat savner en smule medvind, kalder integrationsminister Birte Rønn Hornbech "naiv" for at ville mødes med Kassem Ahmad. Vi er tilbage ved "heroen" Naser, der skal diktere, hvem man må mødes og tale med - som om man med vold og magt skal assimileres med de synspunkter eller eventuelle dumheder, som den, man taler med, repræsenterer.

Selvfølgelig skal integrationsministeren da kunne mødes med en repræsentant for Islamisk Trossamfund såvel som andre indvandrerforeninger i Danmark (Islamisk Trossamfund er blot én af vel 15-20 af de lidt større islamiske foreninger i landet, men bestemt hverken mest indflydelsesrig eller størst, deres navn til trods). Hvad slemt er der i at danne sig et indtryk og tale sammen over en kop kaffe?

Ligesom andre ekstremistiske ikke-demokratiske foreninger i Danmark er Hizb-ut-Tahrir komplet marginale, men kan puste sig op i krisesituationer, når de laver arrangementer, der kan samle lidt bredere - uden at det tilsyneladende har nogen effekt på deres mikroskopiske medlemsskare.

Jeg er helt enig med Villy Søvndal i, at Hizb-ut-Tahrirs ideer om Kalifatet i bedste fald er helt hen i vejret, og at de udnytter en ny krise til deres eget snævre formål, som han skriver på sin blog: "Med vanlig sans for timing har Hizb-ut-Tahrir igen slået til i forlængelse af Muhammed-krisen version 2.0. Med usvigelig sikkerhed opnår de at smide en sjat benzin på bålet og på samme tid tale direkte til danskere, som har fået nok af religiøs fundamentalisme og til et mindretal af muslimer, som tilsyneladende ikke kan få nok religiøs fanatisme."

Men man kunne tilføje: Med vanlig sans for timing har en lang række politikere, herunder Søvndal selv, bevidst valgt at spille med på Hizb-ut-Tahrirs selviscenesatte agenda og giver dem dermed en pseudo-aura af meget betydningsfulde dagsordensættere. Man har slået et kæmpe brød op, så alle røde advarselslamper lyser over det, der trods alt var en helt igennem lovlig og fredelig demonstration - behændigt orkestreret af en forening, som ikke engang har nogen som helst realpolitisk betydning for noget som helst. Søvndal har med andre ord ikke undladt sin egen "sjat benzin til bålet".

For at sætte trumf på skal vi også have "helvede", "mørkemænd" og "middelalder" med i SF-retorikken. Tænk at dét nu er SF's lette vej til overskrifterne - det er lige før det bliver til et "skrid hjem, hvor I kommer fra".

Lektor i strategisk og politisk kommunikation ved Københavns Universitet, Mads Christian Esbensen, konstaterer med rette: "Det er klassisk DF-retorik, ja nærmest en 'Pia Kjærsgaard'. Den her meget personlige stillingtagen ville ikke engang Fogh benytte sig af." (Avisen.dk, 20.2.2008).

Søvndals linje er populær tale i SF-uvante politiske rum - den er der stemmer i, og den giver skulderklap i vide dele af kommentator-korpset og medierne, som ellers ikke har det mindste til overs for SF.

Men måske han skulle overveje, om han som formand for venstrefløjspartiet Socialistisk Folkeparti ligefrem også skal medvirke til at gøre det til et ekstraordinært problem, hvem man demonstrerer sammen med, når han udtaler: "Derfor er min melding til Hizb-ut-Tahrir og deres tilhængere - herunder åbenbart talsmanden for Islamisk Trossamfund, som gladelig har marcheret ved en demonstration arrangeret af Hizb-ut-Tahrir: Find andre græsgange."

Er accepten af denne 'logik' ikke en glidebane, der efterhånden betyder, at man skal kunne tages til indtægt for at legitimere alt det, ens meddemonstranter står for i alle mulige (andre) sammenhænge, der ligger ud over den specifikke demonstrations formål? Marcherer ikke også SF'ere sammen med de dele af venstrefløjen, der sympatiserer med totalitære socialisme-udlægninger, hvis de er enige om en specifik demonstrations formål? Står ikke også SF af og til som medinitiativtager og/eller anbefaler af visse fælles-initiativer på venstrefløjen sammen med forsvarere for totalitære socialistiske ledere og systemer? Indgår man ikke kommunale valgforbund? Betyder det så, at SF har legitimeret disse?

Skal det løftes til standard-logik, at demonstranter skal stå til ansvar for, at de i isolerede spørgsmål kan være enige med nogen, som de i alle mulige andre sammenhænge er fundamentalt uenige med? Hvor går grænsen? For det spiller vel ikke ind, at vi i det aktuelle tilfælde taler om muslimer, ikke om socialister, vel?

Søvndal benytter samtidig lejligheden til at gøre nogle banaliteter til store frontpositioner: "Jeg synes jo, det er fantastisk godt forbundet, at man kan være tolerant over for mennesker og samtidig knivskarpt afvise antidemokratiske og kvindeundertrykkende synspunkter." (Politiken.dk, 19.2.2008).

Ved således at ophøje noget selvindlysende til noget meget usædvanligt, bekræfter han blot indirekte den myte, at der skulle være andre positioner i dansk politik, som ikke afviser antidemokratiske og kvindeundertrykkende synspunkter. Dermed forærer han den indvandrerfjendske del af spektrummet deres yndlingsmyte på et sølvfad - at kritikere af retssikkerhedsundergravende og diskriminerende elementer i udlændingepolitikken i virkeligheden accepterer kvindeundertrykkelse, vil give muslimer en særstilling og "se gennem fingrene med" kvindeundertrykkelse osv.

Nej, der er intet stort eller nyt eller overraskende i at tage afstand fra antidemokratiske og kvindeundertrykkende synspunkter, det er så indlysende et synspunkt på venstrefløjen, midten og højrefløjen, at det kun kan tjene til at lægge et tågeslør ud over debattens egentlige frontlinjer at skyde andre det modsatte i skoene, mens han i lighed med Khader kritiserer Hornbech for overhovedet at mødes med Islamisk Trossamfund.

Det ville han nemlig aldrig selv have gjort, fremgår det af interviewet i Politiken. Men hvorfor egentlig ikke? Er det ikke en fornem politisk dyd og humanistisk værdi, at man kan tale med alle, også dem, man er uenige med?

Gad vide, om Søvndal eller andre top-SF'ere vitterlig aldrig nogen sinde selv har mødtes med en totalitær socialist eller to? Bare til et møde og en kop kaffe? Måske til en politisk drøftelse?

Som allerede antydet burde det naturligvis være fuldkommen ukontroversielt og ordinært, når en integrationsminister siger ja til at mødes med en forening, der beder om et møde - men Søvndal gør sig i stedet til talsmand for legitimeringen af et menneskesyn og en politisk eksklusionsmekanisme, at der findes muslimer som f.eks. Islamisk Trossamfund, som man ikke engang må mødes og tale med.

Det er blot seneste kapitel i den udlændingspolitiske linje, som Villy Søvndal og Ole Sohn m.fl. styrer i SF, og som i stigende grad underminerer klassiske positioner om almindelig retlig lighed og en ukontroversiel insisteren på ikke at overdramatisere integrationsproblemer helt ud af proportioner. Det første så vi ikke mindst i Søvndals politiske udsalg over for Fogh i diskussionen om EU-forbeholdene, hvor han ofrede udlændingepolitikken for at komme med i regeringens og Socialdemokraternes gode selskab.

Der er imidlertid slet ingen uenighed i SF, bedyrer Søvndal - nej, med imponerende vælgerfremgang er interne kritikere vel sat på plads, og Kamal Qureshi, der kritiserede SF's eftergivenhed over for Fogh, har man behændigt fået frataget alle ordførerskaber med Ole Sohns lille straffe-ekspedition.

Det er naturligvis glimrende, at Søvndal og Sohn vil tage stemmer fra Pia Kjærsgaard - men det sker ikke ved at slå ind på den uopfindsomme glidebane at kopiere hendes retorik, det styrker hende blot i det lange løb. Det har vi set før - og ingen glemmer, at Kjærsgaard er originalen, mens Søvndal i det seneste døgn blot har kandideret til at være endnu en kopist.

Så kan SF og DF eventuelt gå frem sammen på bekostning af indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed - for det er jo ikke Hizb-ut-Tahrir, der taber på at blive kaldt "helvedes mørkemænd", tværtimod, de jubler over deres 'store hovedrolle' i dansk politik. Det er derimod alle andre muslimer, der mærker intensiveringen af trykket fra politikere og presse, der atter går over gevind.

Når selv en integrationsminister fra Venstre skal kritiseres af SF for at leve op til minimumsdefinitionen på et åbent samfunds dialog og blot drister sig til en samtale med Islamisk Trossamfund - så er det ved at være temmelig afsporet.

Det ville tjene partiets humanister at vise, at ikke alt er kæft, trit og ensretning i SF's tiltagende knæfald i udlændingepolitikken.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 20.2.2008