Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hvad debatten om den nye karikaturkrise handler om

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I den igangværende debat om de tre muslimer, der er mistænkt for at ville myrde Jyllands-Postens karikaturtegner, Kurt Westergaard, synes mange stadig væk at overse, at det principielle, der først og fremmest deler vandene, selvfølgelig er retssikkerhedsproblematikken.

Hvis der var tale om et utvetydigt eksempel på mordplaner mod Westergaard af muslimske ekstremister, som PET havde afværget og fremlagt beviser for i en domstol, ville den grundlæggende del af diskussionen jo være ganske smal og ligetil for stort set alle, der deltager i debatten - eller burde være det. I så fald var der nemlig ikke andet at give udtryk for end en kategorisk fordømmelse af de pågældende muslimer og deres planer samt et skulderklap til efterretningstjenesten. Enhver i den danske debat (undtagen meget få hardcore muslimske fundamentalister, som imidlertid ikke kan få et ben til jorden i debatten) ville være enig heri.

Og udover at både dødstrusler og konkrete mordplaner for en tegning selvsagt er en modbydelig brutalisering af meningsuoverensstemmelser - og derved alene et udtryk for indskrænket intolerance, uanset hvor propagandistisk den pågældende tegning er - er et sådant forehavende ydermere selvafslørende for de pågældende mordaspiranter.

Yderligtgående fundamentalister, der måtte finde det legitimt at myrde en tegner for at have krænket deres religion med en tegning, udstiller jo derved samtidig deres individuelle tros totale falliterklæring: Deres tro på en almægtig Gud er med andre ord så svag, at de end ikke har tillid til, at Gud selv magter at tage affære over for eventuelle krænkere, men vitterlig behøver deres hjælp. Blot endnu et eksempel på, at paradokserne og absurditeterne ganske enkelt er legio i en bogstavtro fundamentalisme - også den blodige af slagsen.

Men først og fremmest er naturligvis en utvetydig afstandtagen over for den type fascisme, som legitimerer drab for krænkende ord (og tegninger), så selvindlysende standpunkter for så godt som samtlige debatpositioner i Danmark, at det nærmer sig det trivielle og rituelle at skulle gentage, hvad alle er enige om.

Derfor handler den væsentlige og reelle diskussion, som deler vandene, i den verserende sag, selvfølgelig først og fremmest om, at der netop ikke er klarhed over, hvad der er foregået.

Ingen i den offentlige debat ved med nogen som helst rimelig sikkerhed, om der virkelig forelå konkrete mordplaner, eller om PET har begået en fejl, så længe en uvildig domstol ikke får mulighed for at vurdere det.

Og besynderligt nok er kritikken af denne underminering af retssamfundet åbenbart kontroversiel?!

Man skulle dog ellers tro, at det var i alles interesse at sikre sig, om mordplaner forelå, hvilke planer der forelå, hvem der stod bag, og hvorfor de stod bag - hvordan skal vi ellers gardere os optimalt fremover og tage debatten på det mest faktuelle grundlag? Og for at besvare disse alvorlige spørgsmål er og bliver det simpelhen et vilkår ved retssamfundet, at svarene findes med retssamfundets instrumenter.

Hvorfor er det egentlig, at Dansk Folkeparti & Co. frygter en domstolsprøvelse? Hvad er det, der er så forfærdeligt ved retssikkerhed, også i denne sag? Det har vi aldrig fået svar på - i det mindste har ingen journalister spurgt, så vidt jeg har kunnet konstatere.

Jamen, vi skal ikke have "mistillid" til PET, hedder det. Og? Skulle dét være et "argument" imod retssikkerhed?

For det første bør man af princip aldrig have ubetinget tillid til landets magthavere, men altid underkaste dem et kritisk blik. Magten skal holdes i skak, og medierne burde være de første til at gøre det. Et kritisk blik på dem, der har magten, er og bør simpelthen være helt ukontroversielt, og til et sådant kritisk blik hører retssamfundets fundamentale instanser.

Derfor behøver man ikke skydes alskens konspirationsteorier i skoene. Jeg er f.eks. ganske overbevist om, at PET utvivlsomt har haft de bedste motiver og intentioner, men hvorfor i alverden skulle det dog være et argument imod en domstolsprøvelse?

Og for det andet behøver man såmænd ikke engang have skyggen af mistillid til PET, blot fordi man konstaterer, at efterretningsvæsen altså rent faktisk også kan begå fejl. Den blanke afvisning af en domstolsprøvelse kan med andre ord ikke være andet end et særdeles ubehageligt anslag mod retssamfundets grundpille - og enhver politiker og debattør, der fastholder dette, undergraver retssamfundet.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 15.2.2008