Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kjærsgaards modvilje mod homoseksuelles ligestilling

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

To tidligere medlemmer af Dansk Folkeparti har fået rettens ord for, at de er blevet uretmæssigt ekskluderet af partiet, og det bliver til fyldige omtaler i de fleste aviser.

Det er imidlertid en ret ordinær sag i sig selv - selvfølgelig kan et parti ekskludere medlemmer, hvis og såfremt det er i overensstemmelse med partiets vedtægter. Og selv om topstyring, partisplittelser og 'strategiske eksklusioner' kan være både politisk interessante og informative, er og bør eksklusionsreglerne vel være et internt parti-anliggende, og den aktuelle sag fortæller derfor ikke så forfærdelig meget af politisk relevans.

Det gør til gengæld Pia Kjærsgaards forhold til de homoseksuelle, som den kommer til udtryk i en aktuel interviewbog om homoseksualitet (Hvor regnbuen ender), og Nyhedsavisen bringer nogle citater:

"Jeg vil sige specielt de aktive i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Dem, synes jeg, er meget militante."

Om hendes modstand mod kirkelige vielser af homoseksuelle:

"For hvor stopper det ellers henne? Det er ikke for at være morsom, men hvad så med to mænd og en kvinde eller to kvinder og en mand? Skal de også have en kirkelig vielse?"

Om hendes modstand mod inseminering af lesbiske:

"Det er ikke o.k. for mig. Ud fra samme begrundelse som tidligere: Hvornår stopper det? Det kan godt blive lidt for regnbueagtigt."

Nyhedsavisen, 9.2.2008

Naturligvis bør det være op til kirken - og i sidste ende den enkelte præst - om man vil forvalte kristendommen på en måde, der tillader kirkelige vielser af homoseksuelle eller ej, ligesom det må være op til den enkelte at vælge eller fravælge præster ud fra deres teologiske ståsted.

Man kan ikke komme uden om, at Det Ny Testamente er ualmindelig fordømmende over for homoseksualitet, hvorfor de præster, der afviser homoseksuelle vielser, står nærmest skriftens bogstavelige grund, mens de øvrige anlægger en friere fortolkning og ser bort fra forskellige bibelske passager.

Men enhver kan jo selv vælge folkekirken fra eller til - og hvis den vælges til, så kan man selv vælge og fravælge den præst, man kan stå inde for. Ret meget mere er der ikke at sige om kirken og homoseksualitet i forhold til den konkrete og aktuelle politiske problematik om vielser.

Til gengæld forholder det sig anderledes med spørgsmålet om inseminering af lesbiske. Selvfølgelig kan man spørge, hvor langt staten skal strække sig for at gøre noget til en "rettighed"? Bør det være en "rettighed" at få egne børn, hvis det er en biologisk umulighed uden lægelig indgriben?

Der kan selvsagt ikke gives noget enkelt principielt eller absolut svar, og derfor nytter det ikke noget at gå uden om konkreterne i den aktuelle problemstilling, som Kjærsgaard gør i ovennævnte svar.

Hvis et forældrepar af hver sit køn af en eller anden biologisk grund er uden evne til at få børn, vil næppe nogen modsætte sig, at det offentlige sygehusvæsen i et rigt velfærdssamfund som det danske hjælper dem, hvis det er lægeligt muligt. Principielt er der ikke langt fra denne situation til tilfældet med lesbiske, medmindre man mener, at det ene, men ikke det andet er "unaturligt"/"unormalt" - men i så fald må man jo tage den lange diskussion om, hvad der er unaturligt/unormalt, og hvornår det i givet fald skal være udslagsgivende, og hvornår ikke.

Derfor ender vi tilbage i det konkrete - og det konkrete er og bliver, hvorfor lige akkurat lesbiske ikke skal kunne hjælpes til at få børn?

Man kan derfor ikke bare afvise inseminering af lesbiske med en tåget henvisning til, "hvad bliver det næste" - enten er det rimeligt i sig selv, at lesbiske kan få børn ad denne vej, eller også er det ikke - holdningen hertil implicerer ikke på nogen måde en absolut følge, at så må "det næste" nødvendigvis være dét og dét.

Man må tage stilling fra sag til sag - ellers bliver det et afværgeargument uden substans - og derfor må Kjærsgaard forholde sig præcist til, hvad det er, der skulle være forkert eller uacceptabelt ved, at to kvinder udfylder begge forælderroller i en familie med børn?

Sagen er jo samtidig den, at lesbiske i og for sig godt kan få børn, hvis de kan finde en mand, der er parat til at hjælpe, men som siden accepterer at stå uden for familien (medmindre alle involverede parter kan finde en frivillig måde at være en del af samme familie). Men det er næppe alle lesbiske, som er tilfredse med en sådan løsning, så hvorfor dog tvinge dem til dét, når der er andre muligheder?

Kernen i diskussionen er og bliver altså i sidste ende ikke så meget, om lesbiske skal kunne få kunstig inseminering eller ej, men om man går ind for lige forældrerettigheder for myndige voksne eller ej - uafhængigt af deres køn, og uafhængigt af, om de er heteroseksuelle eller homoseksuelle. Og den ligestilling går Kjærsgaard altså ikke ind for, hvilket hun selvfølgelig bør sige klart og tydeligt (og konfronteres med politisk og journlaistisk) fremfor at hun blok kan pakke det ind i et undvigende "hvad bliver det næste".

Ud fra et humanistisk synspunkt om ligestilling af kønnene, skal et lesbisk par selvfølgelig være retligt sidestillet med et heteroseksuelt par. Det afgørende er børnenes tarv - og hvad i alverden skulle det lige præcis være, der gør en familie med to kvinder som forældre, til en ringere eller mere ukvalificeret familie end en familie med forældre af hver sit køn?

Mange børn er i forvejen i den situation, at de ikke har to forældre af hver sit køn, enten pga. skilsmisser, hvis den ene forælder er død, eller hvis de bor fast hos en homoseksuel far eller mor med vedkommendes partner/ægtefælle. At det at have forældre af samme køn pr. definition skulle være et problem, savner ganske enkelt en saglig og holdbar begrundelse, og derfor er der heller ingen rimelig begrundelse for, hvorfor staten ikke skal kunne hjælpe lesbiske til at få børn.

Og som lektor i historie på RUC, Karin Lützen gør opmærksom på, var det f.eks. såmænd heller ikke i 1800-tallet usædvanligt at vokse op med to kvinder som forældre: "Mange frøkener blev aldrig gift, og de adopterede børn fra børnehjem og stiftede en lille familie. Børnehjemmene mente sikkert, at det var vigtigere, at børnene fik et hjem. Det kan perspektivere vores noget rigide forestilling om, hvordan en rigtig familie skal se ud."

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 9.2.2008