|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Tandløs asylpolitisk regeringskritik
Af Rune Engelbreth Larsen 
Informations weekendredaktør, Rune Lykkeberg har i dagens Information en glimrende analyse af cirkusset omkring de verserende asylpolitiske stridigheder på Christiansborg og den hovedrolle, som Pia Christmas Møller en kort overgang indtog på et spinkelt grundlag:
Der har i de forgange år været mange bud på, hvem der var oppositionens leder: Det har været Marianne Jelved, og det har været SF's Villy Søvndal, som efter 'det norske forbillede' ville samle 'centrum-venstre'. Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden er sågar blevet nævnt som 'oppositionens sande leder'. Under valget stod Helle Thorning-Schmidt ubetinget som oppositionens leder, ikke mindst fordi hun turde udfordre statsministeren på det felt, hvor han vurderes at stå stærkest: På udlændingeområdet. Hun udfordrede den metafysiske sandhed i den danske offentlighed, at hvis vi bare løsner en lillebitte smule på den 'barske, men retfærdige' udlændingepolitik, vil vi blive overstrømmet af alverdens menneskesmuglere, kyniske bekvemmelighedsflygtninge og kalkulerede krigsofre. Vi vil blive en veritabel 'flygtningemagnet'. Denne antagelse synes at anskue verden som en syndflod, der venter på at vælte ind over grænserne: I det sekund, vi giver en lille smule efter for 'pladderhumanistiske fristelser' og bliver 'bløde om hjertet', vil vi blive straffet hårdt og uden skånsel. Da Helle Thorning-Schmidt udfordrede dette aksiom for politisk kynisme trådte hun i karakter som politisk leder. Men efter en valgkamp, hvor Socialdemokraterne hverken gik nævneværdigt frem eller tilbage i målingerne undervejs, nåede partiets ledelse frem til den besynderlige konklusion baseret på 'interne analyser', at Socialdemokraterne havde tabt valget, fordi de alligevel ikke havde stillet sig op og gjort honnør for Foghs politiske kynisme. Da så spørgsmålet om de afviste asylansøgere, som valget var blevet udskrevet på, skulle behandles efter valget, stod det ikke længere klart, hvem der var oppositionens leder. Lige indtil altså Pia Christmas-Møller leverede et forslag til en marginal justering af regeringens forslag, som oppositionen straks gjorde til sit standpunkt i sagen.
Der er blevet sagt og skrevet meget om statsministerens løftebrud i denne sag, men hvad egentlig med oppositionen? Var Pia Christmas-Møllers nedjustering fra tre til to års ophold i lejrene for børnefamilien, inden de måtte flytte udenfor, virkelig tilstrækkeligt til at gøre en forskel? (...)
Hvis Christmas-Møller og Fogh er de absolutte modsætninger, kan der altså konstateres enighed om, at de mennesker, der er flygtet fra en krig, som Danmark heroisk har deltaget i, ikke kan kvalificeres som 'flygtninge'. De bør vende hjem. Man husker ellers, hvordan den danske forsvarsminister under den officielle afskedsceremoni i den danske lejr i Basra blev tvunget til at smide sig på jorden, fordi sirenerne signalerede luftalarm. Ikke engang i disse fotogene øjeblikke kunne illusionen om, at vi efterlader landet fredeligt, opretholdes. Man husker, hvordan de danske soldater efter eget udsagn dårligt turde forlade deres lejr af frygt for vejsidebomber og angreb fra militser. Og alligevel hedder det sig stadigt, at de irakiske forældre, som ikke tager imod det generøse danske tilbud om lidt penge, så de kan starte en grønthandel i det frodige Irak, holder 'deres børn som gidsler', når de 'nægter at rejse hjem'. Enhver dansk statsborger, som fortalte sin familie, at nu ville han rejse til Bagdad eller Basra for at hygge sig en måned eller to, ville blive regnet for vanvittig og holdt tilbage med vold. Men alligevel fastholder vi, at de irakere, der ikke vil rejse hjem til dette krigshelvede, er forkælede nassere, som kunne rejse hjem, hvis de var ansvarlige forældre. (...)
Deres personlige undtagelsestilstand midt i et velstående, velfærdsdemokrati afslører om noget misforholdet mellem den storladne aktivistiske udenrigspolitik og den ængstelige, kyniske indenrigspolitik. Vi vil gerne være gode i verden, men vi bliver nødt til at være hårde herhjemme.
Den doktrin udfordrede Pia Christmas-Møller ikke som oppositionens leder for en uge. Hun sminkede den derimod med en retorik om 'fornuftig medmenneskelighed', der på det niveau virkelig fortjener betegnelsen 'pladderhumanisme'.Rune Lykkeberg
Information, 26.1.2008
Og dermed har hun manøvreret sig helt ind i den grå skare af folketingspolitikere, der ikke tør skære igennem og sætte en humanistisk dagsorden, men højst med den ringest mulige risiko og mindst tænkelige margin vover at justere en perifer detalje.
Det kunne naturligvis i sig selv have været interessant for en gangs skyld at sætte regeringen i mindretal, for selv et lille pjask i det politiske havblik kunne med lidt god vilje stimulere en tendens til det begyndende opbrud, der stadig væk er udeblevet.
Men Christmas-Møller turde ikke gøre en afgørende politisk forskel, og Ny Alliance turde ikke sætte regeringen i mindretal på et område, der hører til partiets egne mærkesager.
Christmas-Møllers politiske tænder er udeblevet af simpelt kujoneri, og dårlige meningsmålinger har trukket de sidste tænder ud af Ny Alliance.
Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 26.1.2008