Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Opråb til venstrefløjen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den gamle venstrefløjskæmpe, Villo Sigurdsson, som i sin tid var VS-borgmester i København, men nu er medlem af Socialdemokraterne, har et opråb til venstrefløjen i dagens Politiken.

Sigurdsson gør status og spørger retorisk Enhedslisten og de udenomsparlamentariske bevægelser på venstrefløjen, hvordan de selv synes, det går - sætter de dagsordenen og prioriteres de politiske kampe på gennemtænkt vis?

Et uddrag:

De unge, der skulle komme med fornyelsen til venstrefløjen, blev væk. De gad ikke de tørre teoretiske diskussioner og den snævre partidisciplin. De valgte friheden og dyrkelsen af eget ego, selv om de stadig var enige i, at det var vigtigt at kæmpe for vores mærkesager. De ville bare gøre det på deres egen måde.

Det tømte den organiserede fløj for nyt inspiration og nye kræfter. Panikken bredte sig, og for ikke at forsvinde helt ude i historiens mørke slog man pjalterne sammen lige fra de mest liberal-demokratiske trotskister (SAP) til de disciplinere centralistiske stalinister (DKP, maoister o. lign) og dannede Enhedslisten. (...)

Jeg vil gerne spørger Enhedslisten, om I selv mener, at dette samarbejde har ført noget frugtbart med sig? Eller er uenighederne mellem trotskister og stalinister så store, at de lammer udviklingen af debatten, og at kræfterne bruges på halvhjertede mindste fællesnævnere?

Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres forklaring på problemerne omkring opstillingen af Asmaa Abdol-Hamid. Hvordan mener I selv, at I har håndteret de selvskabte begivenheder? Til tider fik man det indtryk, at I konkurrerede med storbytosserne i Ny Alliance om valgkampens største bommert. Wallah, helt personligt er jeg rent faktisk ked af, at Asmaa ikke blev valgt, når hun nu var opstillet, men det er så en hel anden historie.

Lad os tage et aktuelt eksempel med frikendelsen af Fighters + Lovers for at støtte FARC og PFLP. Jeg blev glad for at høre dommen, men betyder den, at FARC og PFLP er blevet frikendt for at have uskyldigt blod på hænderne? Skal støtten til befrielsesbevægelser være totalt betingelsesløs? Er det ikke vigtigt med en kritisk, men konstruktiv dialog, som skal være med til at udvikle kampens støtte i den brede befolkning?

Et godt eksempel på en kamp, der ikke har den brede befolknings støtte, er ødelæggelserne på Nørrebro og Christianshavn i anledning af rydningen af Ungdomshuset. Jeg går ud fra, at de revolutionære aktivister, der har være spydspids i aktionerne, føler sig som en del af venstrefløjen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge: mener I, at det er i orden at udsætte Nørrebros og Christianshavns befolkninger og handlende for al den ballade og hærværk? Jeg støttede BZ-bevægelsen næsten 100 procent i sin tid, men jeg støtter ikke mange af jeres aktioner. Kan I se forskellen?

Villo Sigurdsson
Politiken, 5.1.2008

Enhedslisten og de udenomsparlamentariske bevægelser på venstrefløjen sætter ikke dagsordenen, men reagerer på den. Det er naturligvis ikke kun selvforskyldt, eftersom man som bekendt ikke kan tvinge pressen til at beskæftige sig med de initiativer, der lanceres - men sådan er nu engang vilkårene. Heller ikke Dansk Folkeparti, som har sat store dele af dagsordenen det forløbne tiår, havde spor bedre vilkår i 1990'erne, men har åbenbart formået at trække på tilstrækkeligt med ildsjæle til at løbe med opmærksomheden.

Kendsgerningen synes i alle tilfælde at være, at Enhedslisten er ekstremt underrepræsenteret i den dagsordensættende debat - hvor man det forløbne år stort set kun var i offensiven, da man turde stå sammen om at opstille Asmaa Abdol-Hamid og tage en række relevante politiske slagsmål - men det løb som bekendt ud i sandet.

SF har opnået en kolossal vælgerfremgang, men er partiet i front i forhold til at sætte dagsordenen? Næppe.

Om hjørnet venter overenskomst-slagsmålet - en traditionel venstrefløjskamp, hvor Thorning-Schmidt på forhånd har klokket i det og ladet sig indrullere under Foghs faner.

Sigurdsson kritiserer, at venstrefløjen tilsyneladende prioriterer lønstigninger til de lavtlønnede så højt, men ikke globale problemstillinger såsom global opvarmning og krig og nød i den tredje verden højt nok.

Men er det et enten eller? Sagen er vel også den, at politisk aktive danskere har betydeligt mindre indflydelse på globale spørgsmål end nationale og lokale. Derfor kan en "rigtig" prioritering i forhold til, hvor problemerne er de største (globalt), godt passivisere den politiske kamp, fordi dråberne i havet forbliver dråber i det globale hav til forskel for politisk aktivitet i det nære.

Derfor bør en politisk kamp vel ikke være global på bekostning af den nationale, lige så lidt som den bør være national på bekostning af det globale.

Også derfor er de lavtlønnedes berettigede protester over urimelige arbejdsforhold berettiget og overenskomstslagsmålet en afgørende politisk kamp. Om den er nok til at få venstrefløjen på banen som dagsordensættende faktor, er så en anden historie.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 5.1.2008