Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Nyt klagenævn i ministerens stramme tøjler

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Historisk konsensus blandt danske NGO'er

EU udnævnte 2007 til "Det europæiske år for lige muligheder for alle", og skønt det ville være for meget at sige, at det har været synligt i Danmark, var det året, der viste en helt ny og enestående konsensus blandt danske NGO'ere angående bekæmpelsen af diskrimination.

Det begyndte den 12. januar 2007, hvor der blev sat punktum for en proces, hvor en lang række minoritetsbevægelser og interesseorganisationer blev enige om et fælles udspil til bekæmpelse af diskrimination og sikring af ligebehandling: Erklæring om det inkluderende samfund.

Efter et stort forarbejde fra Menneskerettighedsinstituttets side og mange drøftelser i forenings- og organisationsregi kunne en lang række NGO'er skrive under på denne fælleserklæring, bl.a. Kvinderådet, Ældresagen, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL), De Samvirkende Invalideorganisationer, Islamisk-Kristent Studiecenter, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC), Red Barnet, Amnesty International, Rådet for Etniske Minoriteter og European Network Against Racism (ENAR), fra hvilken organisation jeg selv har deltaget i processen.

Erklæringen fastslår bl.a. den fælles "bekymring over", at der "forekommer diskrimination i det danske samfund", herunder "barrierer, som begrænser individets deltagelse i det danske samfundsliv" og "fordomme og forekomsten af nedværdigende ytringer". Endvidere udtrykkes enighed om, at der skal sikres "et generelt forbud mod diskrimination i dansk lovgivning" og en "lige og kvalificeret uafhængig administrativ klageadgang vedrørende diskrimination for alle udsatte grupper både inden for og uden for arbejdsmarkedet".

Denne konsensus mellem NGO'er i Danmark er ikke blot udtryk for et historisk enestående forløb, men er også et særsyn i internationale sammenhænge, betonede Menneskerettighedsinstituttets direktør, Morten Kjærum under en konference om emnet på Christiansborg den 7. februar.

Erklæringen er faldet på plads kort tid efter regeringens eget udspil til en forbedring af klagemulighederne for en række diskriminationsområder - til gengæld har pressedækningen været minimal.

EU's ligebehandlingsdirektiv

I dag forekommer det de fleste naturligt og indlysende, at forskelsbehandling er urimelig og uacceptabel. Den, der ansøger en stilling i et advokatfirma eller et supermarked, skal vurderes ud fra vedkommendes kvalifikationer, og det burde ikke være nogen ulempe i sig selv, om ansøgeren f.eks. er kvinde, jøde eller sidder i kørestol. Tilsvarende er det heller ikke rimeligt at forhindre homoseksuelle eller mørklødede i at komme ind på et diskotek, hvor alle andre har adgang.

Historisk er modviljen mod forskelsbehandling ikke mindst et resultat af renæssancehumanismens kulturelle pluralisme og individualisme samt oplysningstidens tolerancebestræbelser og autoritetskritik. Denne del af den vesteuropæiske kulturarv er siden blevet stedse mere institutionaliseret og formaliseret i form af en lang række konventioner, der understreger almene menneskerettigheder ved at forsvare menneskets integritet og individualitet - i det mindste formelt.

Diskriminationsforbudet er således gennemgående i de fleste menneskeretskonventioner, fordi netop dette er særlig grundlæggende for sikringen af individuel frihed. At ligestille mennesker er ikke at ensrette dem, men netop at insistere på deres ret til ikke at være ens.

Imidlertid er det langtfra alle de konventioner, som Danmark højtideligt har underskrevet, som man også har gjort gældende i dansk lovgivning. Andre samfundstendenser trækker også i den modsatte retning af ligebehandling og lige rettigheder, og derfor er denne del af kulturkampen selvfølgelig heller ikke forbi i det 21. århundredes Europa.

EU's såkaldte ligebehandlingsdirektiv af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse blev f.eks. ikke mødt med den største entusiasme af den danske regering - i hvert fald ikke i praksis.

Direktivet angår både den offentlige og private sektor, herunder beskæftigelse, arbejdsvilkår, erhvervsuddannelse, social beskyttelse, sociale goder, uddannelse, bolig og adgang til levering af varer og tjenesteydelser - altså samfundsforhold i bred forstand. Det fremgår heraf, at "enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse inden for de områder, der er dækket af dette direktiv, forbydes overalt i Fællesskabet".

Direktivet fastslår retten til lighed for loven og beskyttelse mod forskelsbehandling, og medlemsstaterne pålægges at beskytte mod chikane, dvs. når "uønsket optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtlig, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima".

For at tilgodese disse forhold skal der sikres klagemuligheder til "retslige og/eller administrative instanser".

I maj 2002 - et års tid før deadline for direktivets implementering - færdiggjorde PLS Rambøll en sammenlignende undersøgelse af forskellige europæiske instanser i forhold til at bekæmpe diskrimination. Oversigten i sig selv er interessant, idet Danmark figurerer med hele to: Dokumentationscentret for Rådgivning om Racediskrimination (DRC) og Nævnet for Etnisk Ligestilling (NEL).

Det interessante består imidlertid ikke mindst i de fodnoter, som knyttes hertil: Om NEL måtte man således tilføje, at "it will be closed by january 2003", og om DRC, at centrets rolle kan blive reduceret som følge af "the discontinuation of government funding as of 2002", hvor regeringen fjernede det årlige statstilskud på 1,8 mio kr.

Den danske regering var således i fuld gang med af afmontere de instanser, der ellers netop varetog flere af de opgaver, som ligebehandlingsdirektivet pålagde EU's medlemsstater. Til gengæld oprettede man i 2003 Klagekomiteen for etnisk ligebehandling under Menneskerettighedsinstituttet, skønt man derved både finansielt og i praksis vanskeligt kunne undgå at komme i konflikt med ligebehandlingdirektivets klare ord: "Gennemførelsen af dette direktiv berettiger under ingen omstændigheder til at forringe det eksisterende beskyttelsesniveau …"

Kritik af regeringens forslag til et Klagenævn

I 2006 foreslog beskæftigelsesministeren imidlertid, at Danmark i lighed med andre lande skulle oprette et administrativt Klagenævn, som samler en lang række diskriminationsområder under én hat: Køn, race, hudfarve, etnisk oprindelse, religion, tro, seksuel orientering, politisk anskuelse, social og national oprindelse, alder og handicap.

Hidtil har personer, der har oplevet diskrimination på arbejdsmarkedet bl.a. på grund af alder, homoseksualitet, religion, social eller national oprindelse eller politisk anskuelse været uden en sådan klagemulighed, hvorfor der over en bred kam er tale om en principiel forbedring af forholdene, ikke blot for det område, der har med etnisk diskrimination at gøre.

'Erklæring om det inkluderende samfund' har sideløbende rustet de sædvanligvis usamarbejdende NGO'er til en kvalificeret diskussion og muligheden for et fælles politisk pres på beslutningstagerne, netop i det tidsrum, hvor lovforslaget om Klagenævnet har været sendt til høring - og ikke mindst i den kommende periode, hvor Folketinget skal behandle lovforslaget.

Blandt mange minoritetsgrupper og relaterede organisationer er forhåbningerne lige så store som overraskelsen over de positive perspektiver ved forslaget. Efter at overraskelsen har lagt sig, og lovforslaget er blevet studeret i detalje, består imidlertid samtidig en bred bekymring for, at Klagenævnet risikerer at blive en discount-model i form af en regeringskontrolleret papirtiger på et utilstrækkeligt lovgrundlag.

Beskæftigelsesministerens udspil imødekommer ikke NGO'ernes bærende krav om et generelt forbud mod diskrimination fra 'Erklæring om det inkluderende samfund', og den store signalværdi i et ligebehandlingstiltag i form af et fælles klageorgan risikerer at blive undergravet af en række mangler ved forslagets konkretisering. Beskæftigelsesministerens foreslåede model får ikke den nødvendige regeringsuafhængighed og vil af både juridiske og økonomiske grunde langtfra kunne yde den beskyttelse eller rådgivning, man kunne have håbet på.

Et negativt skridt i den rigtige retning, for nu at udtrykke situationen paradoksalt.

På den tidligere nævnte konference på Christiansborg den 7. februar, hvor repræsentanter for underskriverne af 'Erklæring om et inkluderende samfund' bl.a. fik lejlighed til at debattere regeringens forslag med politikere fra de fleste partier, var der således bred enighed om kritikken af det utilstrækkelige lovgrundlag, den utilstrækkelige finansiering og den utilstrækkelige regeringsuafhængighed.

Utilstrækkelig finansiering og manglende lovgivning

Det er vanskeligt at benægte, at et samlet budget på 1,7 millioner kroner til Klagenævnets virke nærmer sig det absurde og udgør en betydelig hindring for, at det i noget betragteligt omfang vil lette borgeres adgang til at få behandlet klager over forskelsbehandling inden for de mange områder.

Til sammenligning modtog Dokumentations- og Rådgivningscentret for Racediskrimination som nævnt 1,8 mio kr. i årligt statstilskud, inden den nuværende regering fratog centret enhver offentlig støtte i 2002. Selv med statsstøtte var DRC imidlertid underbemandet og uden tilstrækkelige midler - og for færre midler skal Klagenævnet både behandle og afgøre sager inden for langt flere diskriminationsområder.

Klagenævnets effektivitet forudsætter desuden et netværk af lokal retshjælp, eftersom det ikke er alle, som har ressourcer og evner til at formulere sig skriftligt og forelægge en klage.

Hvis Klagenævnet således skal kunne rådgive, som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, må man enten kunne hjælpe direkte med klagens udformning eller anvise midler til lokal retshjælp. I De Samvirkende Invalideorganisationers (DSI) høringssvar påpeges det da også, at det er for lidt at afsætte finansiering til kun to årsværk: "Der er mange mennesker med handicap, som ikke selv er i stand til at formulere og rejse en sag om diskrimination. Det er endvidere således, at mange personer kan have svært ved at se, hvorvidt en krænkelse er omfattet af regler, som beskytter mod diskrimination."

Det gælder naturligvis også for mange andre privatpersoner end handicappede.

DSI understreger, at man er "meget bekymret for betydningen af, og risikoen ved, at give klagenævnet så få ressourcer". Kvinderådet kalder lige ud det økonomiske grundlag for "uacceptabelt lavt" og peger på en tidobling af budgettet, i og med at sekretariatet skal have kompetence inden for alle områder, og foreslår også etableringen af regionale kontorer til vejledning i klageprocedurer.

Den utilstrækkelige rådgivningsdel og det alt for skrabede budget er et problemkompleks for sig - det utilstrækkelige lovgrundlag et andet.

Beskæftigelsesministerens lovforslag udvider ikke den eksisterende lovgivning udover de tekniske ændringer i forhold til klagemulighederne. Problemet er, at den eksisterende lov slet ikke giver samme beskyttelse for alle de grupper, der er omfattet af Klagenævnets kompetence. Det er i det hele taget et gennemgående problem, at dansk lovgivning koncentrerer sig om diskrimination på arbejdsmarkedet, skønt samfundet som bekendt består af flere sektorer, hvor der også finder diskrimination sted - men som altså kun i begrænset omfang bliver omfattet af det foreslåede klageorgan.

Menneskerettighedsinstituttet anfører f.eks. i deres høringssvar: "Opnåelse af lige klageadgang for alle fordrer derfor ændringer i den eksisterende lovgivning eller vedtagelse af et generelt forbud mod diskrimination i alle sektorer og omfattende de nævnte diskriminationsgrunde. Så længe diskrimination på grund af alder, handicap, religion eller tro, seksuel oreintering, social oprindelse og politisk anskuelse udelukkende er forbudt inden for arbejdsmarkedet, vil der herske en hierarkisering af diskriminationsbeskyttelsen, som signalerer, at diskrimination af disse grunde er mindre alvorlig end diskrimination på grund af køn, race og etnisk oprindelse."

Uanset hvor mange klagenævn, man opretter, gennemfører man ikke nogen iøjnefaldende ekstra ligebehandling i samfundet, hvis ikke også lovgivningsgrundlaget sikrer en sådan inden for alle samfundssektorer.

Tvivlsom regeringsuafhængighed

Ifølge lovforslaget skal både formandsskabets tre dommere og de ni bestyrelsesmedlemmer (alle jurister) udpeges af ministre, hvilket giver et påfaldende problem i forhold til den regeringsuafhængighed, som et sådant organ indlysende bør have. Beskæftigelsesministeren har tilmed fingrene så dybt nede i Klagenævnets virke, at det sågar er ham selv, der "fastsætter Klagenævnets forretningsorden" - ikke Klagenævnet selv.

Hvordan sikre regeringsuafhængigheden under sådanne vilkår?

Det ville også være oplagt, at der kommer lægmandsrepræsentanter og NGO'er i Klagenævnets bestyrelse, hvor der udover det indlysende behov for juridisk ekspertise ligeledes er brug for megen anden sagkundskab. De pågældende organisationer, som repræsenterer de behandlede diskriminationsområder, burde vel kunne indstille et antal bestyrelsesmedlemmer, og det samme kunne f.eks. tilbydes Dansk Arbejdsgiverforening.

Endvidere er det en bemærkelsesværdig mangel, at beskæftigelsesministeren kategorisk afskærer Klagenævnet for overhovedet at kunne føre sager af egen drift, sådan som det ellers er muligt for den eksisterende Klagekomité for Etnisk Ligebehandling og for Ligestillingsnævnet.

DRC betegner i sit høringssvar denne begrænsning som "dybt beklagelig", fordi det ofte er sådanne sager, der bringer "væsentlige og principielle bidrag til fortolkning af den eksisterende lovgivning og at man kan få afgørelser, som har virkelig gennemslagskraft".

Også Menneskerettighedsinstituttet kritiserer forslaget på dette punkt, idet egen-drift-sager er "et nødvendigt redskab for et fælles klageorgan", dels for at gøre opmærksom på den diskrimination, der risikerer at blive overset, dels når "den udsatte ikke formår at rejse en klagesag på grund af fx manglende psykiske ressourcer".

Alligevel er beskæftigelsesministerens lovforslag genfremsat uden ændringer og er altså under vurdering af de politiske partier, og den kommende tid vil vise, om man også vil lytte til de berørte parter inden for diskriminationsområderne eller ej.

Ligesom kritikpunkterne, der især samler sig om den tvivlsomme regeringsuafhængighed, den helt utilstrækkelige finansiering og det manglende lovgivningsgrundlag, er 'Erklæring om det inkluderende samfund' et vigtigt udspil i denne sammenhæng.

At etablere et klageorgan uden et generelt diskriminationsforbud i dansk lovgivning, er som at bygge et hus på et ujævn og vaklende grund - det ser måske pænt ud på papiret, men i virkelighedens verden er det næppe solidt.

I værste fald får vi derfor et klageorgan, hvortil hovedparten af de relevante sager aldrig nogen sinde når frem på grund af manglende synlighed, manglende midler, utilstrækkelig rådgivning og fraværet af et generelt diskriminationsforbud. Dermed er konklusionen jo skrevet på forhånd, eftersom et klageorgan på dette grundlag lidt for let kan levere regeringsvenlige statistikker, der af samme grund "dokumenterer", at der jo i grunden ikke foregår nogen diskrimination af betydning i det danske samfund.

I bedste fald bliver lovforslaget derimod betydeligt justeret, så vi snarere får et klageorgan, der sætter en høj international standard og udstyres med økonomiske og juridiske muskler til rent faktisk at gøre noget effektivt ved den eksisterende forskelsbehandling.

For det er vel det, der er meningen med et klagenævn for ligebehandling?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 29. november, 2007