Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Valgkampen 2007: Khaders fald, Thornings front og små humanistiske lyspunkter

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Aldrig har Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten været så venlige mod hinanden, og næppe tidligere har De Radikale og SF tilnærmet sig Socialdemokraterne så meget i en valgkamp som denne.

ABFØ har mere end nogen sinde lignet en samlet blok om et samlet projekt - at få Helle Thorning-Schmidt i Statsministeriet og dermed skrive historie med Danmarks første kvindelige statsminister.

Villy Søvndal har formået at trække SF i retning af en jordskredssejr, mens Enhedslisten valgkampen igennem har været handikappet af mediehetzen mod Asmaa Abdol-Hamid og efterdønningerne af partiets interne intrigemagere, Kjeld Albrechtsen og Bent Hinderup.

Den udfordring, det har været for Helle Thorning-Schmidt at blive intimideret af muligheden for, at den forkætrede Asmaa kommer i Folketinget, har hun klaret til bravour med afvæbnende skarphed, ikke mindst i den første partilederrunde, hvor hun fuldkommen enkelt henviste til, at Enhedslisten og Enhedslistens kandidater naturligvis kæmper for frihed og menneskerettigheder.

Faktisk er der ikke meget, som Thorning-Schmidt ikke har klaret med pågående overskud i nærværende valgkamp, godt flankeret af Margrethe Vestager, der mere end de fleste partiledere har fastholdt en stilsikker saglighed fra først til sidst. Med Søvndals afvæbnende humor og den veloplagte skarphed fra Enhedslistens Line Barfod og Johanne Schmidt-Nielsen har de ganske enkelt fremstået effektivt som de rene musketerer på ét og samme hold.

Faren herved er naturligvis, at de fire partier i højere grad risikerer at fremstå som ét socialdemokrati i en situation, hvor Socialdemokraterne samtidig har nærmet sig Venstre, og Venstre Socialdemokraterne - få skiller sig ud i massen.

Men hvor Thorning-Schmidts front har været homogen har til gengæld Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti det meste af valgkampen ligefrem været præget af interne slagsmål - lige fra første færd, hvor konservative ministre ligefrem kaldte det en »drømmesituation«, hvis de kom af med Dansk Folkepartis nøglerolle som regeringens støtteparti, og selv Bendt Bendtsen har understreget, at man ikke deler »værdifællesskab« med Dansk Folkeparti, men kun »arbejdsfællesskab«.

Og hvis ikke De Konservative har vrænget ad Dansk Folkeparti, så har både Dansk Folkeparti og De Konservative ført en voldsom kurs mod det parti, der i store dele af valgkampen har fremstået som en kommende VK-regerings nødvendige støtte-parti: Ny Alliance.

VKO (eller som Kjærsgaard konsekvent siger for at pointere Dansk Folkeparti som konstellationens næstvigtigste parti foran de konservative: VOK) har fremstået som et uharmonisk arrangeret ægteskab, kun holdt sammen af en til gengæld jovial patriark, statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Valgkampen har således skiftet karakter fra i begyndelsen at ligne en forholdsvis sikker VKOY-koalition med ABFØ som helt usandsynlig mulighed, har den fællespartipolitiske massakre af Ny Alliance i samarbejde med Qvortrups og Ekstra Bladets gabestoksjournalistik over for Naser Khader i den grad har decimeret hans parti, så både VKO og ABFØ pludselig har en chance for at bestemme navn og køn på den kommende statsminister helt uden om Ny Alliance.

Khader har vel oplevet sit livs værste og første fatale politiske krise på én og samme tid. Siden efteråret 2005 til langt op i 2007, hvor han vel var nyere tids allermest populære og feterede politiker overhovedet, er faldet fra popularitetstinderne til en vurdering som landets mindst troværdige partileder.

Det er mit gæt, at havde partiet fra begyndelsen valgt Gitte Seeberg som partileder, havde Ny Alliance fortsat kunnet profitere af Khader som en slags parti-mascot med stort vælger-tække, hvorimod Seeberg er langt bedre kvalificeret i rollen som frontfigur. Men med erhvervsmanden Asger Aamund som selvbestaltet parti-guru har man fra begyndelsen haft en invaliderende klods af dødvægt om benet.

Khader har afgjort været mindre gennemslagskraftig, men ret skal være ret - der er også gået sport i det fra de øvrige partiers side at spilde valgkampstid på at drøfte dronningrunde eller ej ad absurdum, frem for at fastholde og fokusere på betydelige politiske problemstillinger. Ikke desto mindre er det en lidet flatterende del af den moderne politiker- og medielogik, at der åbenbart kun er én ting, som er bedre end at hæve en personlighed til skyerne - og det er at tvære en stjerne ud i mudderet.

Khader har spillet begge hovedroller.

Dansk Folkeparti har samtidig været sendt til tælling - ikke så meget i meningsmålingerne, hvor de af og til er gået tilbage, af og til lidt frem - men i den politiske debat, hvor der har været næsten samme politiske enighed på tværs af blokkene om, at Kjærsgaard vil man helst ikke se styre valgkampens temaer (eller en kommende regering), som der har været om at massakrere Ny Alliance.

Når alt dette er sagt: Jeg hører ikke til dem, der ser den store politiske forskel på, om det bliver en regering ledet af Thorning-Schmidt eller Fogh Rasmussen - og det ikke i mindre grad efter valgkampen end før.

Det er primært Socialdemokraternes og Venstres positive slogans og modsatrettede negative skræmmekampagner, der tegner de overfladiske forskelle i større kontraster, end der er realpolitisk belæg for de to statsministerkandidater imellem. Taktiske og strategiske kovendinger er blevet valgkampens egentlige tema.

Men der har været lyspunkter: Der er næppe tvivl om, at Khader har ret i, at alene dannelsen af Ny Alliance i maj 2007 har medvirket til at rokke en smule ved Venstres og De Konservatives inhumane asylpolitik, men SF's Kamal Qureshi var faktisk den første til at sætte asylpolitikken offensivt på dagsordenen i valgkampen på et tidspunkt, hvor SF's ledelse helst undgik at tale udlændingepolitik (og før både S og R tog temaet op), og SF's Özlem Sara Cekic turde tale sin partiledelse imod i forhold til en konsekvent afvisning af 24 års-reglen.

Enhedslistens forkætrede opstilling af Asmaa Abdol-Hamid var trods forargelsen og intern kritik ligeledes et klart lyspunkt, uanset den risiko, det har vist sig at indebære.

Stik mod tidligere valgkampe har der i det hele taget været en smule bevægelse i retning af en mere humanistisk udlændingepolitik - meget små skridt, men set i forhold til tidligere stormskridt i modsat retning, dog bemærkelsesværdige skridt.

Når dette fylder så meget, som tilfældet er, i forhold til en vurdering af den overordnede politiske udvikling, så skyldes det naturligvis ikke, at der ikke er lige så vigtige og vigtigere temaer, men at det brede politiske medløberi efter en udlændingepolitisk skræmmekampagne har været katalysatoren for hele den overordnede politiske udvikling i Danmark de senere år.

Valgkampen har denne gang skiftet retning. Om dette også vil afspejle sig ved den endelige stemmeafgivning i tilstrækkelig grad til et regeringsskifte - eller til, at Dansk Folkeparti blot mister den nuværende nøgleposition - vil vise sig.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 13. november, 2007