Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

USA, Irak, Tyrkiet og folkedrabet på armenerne

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den amerikanske kongresresolution, der fordømte det tyrkiske folkedrab på ca. 1 million armenere for godt et århundrede siden, har ført til voldsom vrede i Tyrkiet og sat det tyrkisk-amerikanske forhold på en prøve.

Resolutinen skal bl.a. »ensure that the foreign policy of the United States reflects appropriate understanding and sensitivity concerning issues related to human rights, ethnic cleansing and genocide (...) relating to the Armenian genocide«.

Berlingske Tidendes udenrigskorrespondent i USA, Poul Høi skriver bl.a. herom:

Tilhængerne af resolutionen minder mig ikke så lidt om de neokonservative, der invaderede Irak, og de tegnere, der tegnede Muhammed, og i princippet har de jo alle ret. Saddam fortjente at blive fjernet, og irakerne fortjener demokrati; hvis vi vil håne muslimerne, så skal vi ikke spørge imamerne om lov til det, og vi skal heller ikke spørge tyrkerne om lov til at vedtage resolutioner om folkemordet på armenerne.

Men tillad mig at spørge de principfaste - når I ser på Mellemøsten i dag, hvordan synes I så selv, det går?

Verden kan simpelt hen ikke tåle mere idealisme, ikke lige nu; idealismen er - ofte ud fra udadlelige motiver - ved at ødelægge sit eget formål, og kan vi ikke nok, må vi ikke nok få en pause og bare en kortvarig tilbagevenden til en nøgtern og følelsesforladt realpolitik?

Blog på Berlingske Tidende, 20.10.2007

Konklusionen er det vanskeligt at være uenig i - men er de nævnte eksempler udtryk for »idealisme«?

Afgjort ikke. Invasionen i Irak, Muhammed-karikaturerne og resolutionen mod tyrkerne er udtryk for politik, der tjener en specifik dagsorden, hvor en eller anden form for idealisme i bedste fald er involveret i forskellig udstrækning for nogle, men i langt højere grad som iscensættelse end som realmotiv.

Da jeg tidligere har skrevet en hel del om motiverne til og iscenesættelsen af Irak-krigen (bl.a. i bogen Terrormyten og det amerikanske imperium, 2003) og om motiverne bag og iscenesættelsen af Muhammed-krisen (bl.a. sammen med Tøger Seidenfaden i bogen Karikaturkrisen - en undersøgelse af baggrund og ansvar, 2006), følger her i stedet nogle overvejelser over den amerikanske kongresresolution.

Én af betænkelighederne, som Poul Høi og især flere amerikanske politikere giver udtryk for, er, at resolutionen er et slag i ansigtet på tyrkerne på det forkerte tidspunkt, fordi USA (også) i dag er ekstremt afhængige af et allieret muslimsk, demokratisk land i regionen. Hovedparten af al amerikansk fragt til Irak går f.eks. gennem Tyrkiet, og USA er ikke mindst afhængige af luftbasen i Incirlik.

Poul Høis konklusion er, at man ikke skal være så »idealistisk«, som resolutionen er, på det »forkerte tidspunkt«.

Det er en indvending, der altid er en overvejelse værd - men hvis resolutionen vitterlig var rent idealistisk betinget, ville den dog i mine øjne være betydeligt vigtigere, end om tidspunktet støder de respektive magthavere, som er ansvarlige. Når tidspunktet er forkert i dette tilfælde, er det ikke af hensyn til den tyrkiske regering i dag, men fordi den type retrospektive erklæringer i høj grad er tvivlsomme med et århundredes forsinkelse.

I givet fald kunne man vedtage den ene resolution efter den anden, der i utvetydige vendinger tog fat på andre kontroversielle historiske folkedrab - f.eks. den britiske regerings store ansvar for intensiveringen af hungersnøden i Irland i midten af det 19. århundrede, der kostede over en million irere livet.

Og som Tøger Seidenfaden gør opmærksom på i sin klumme i dagens Politiken, er baggrunden for den tyrkiske modstand mod at tale om et armensk folkedrab i alle tilfælde kompleks:

Igennem det 19. århundrede var Osmannerriget skrumpet og skrumpet. På Balkan var det nye, kristne nationer, der voksede frem - for det meste med de europæiske stormagter i ryggen. Og hele vejen rundt stod datidens førende imperialistiske magter - Storbritannien, Frankrig og Rusland - parat for at overtage deres bid af Europas 'syge mand'. Osmannerriget brød sammen, fordi det deltog i Første Verdenskrig på centralmagternes side og dermed kom i krig med netop Rusland, Frankrig og Storbritannien.

Hvis de allierede stormagters planer var blevet til virkelighed, havde der ikke været meget tilbage af det, vi i dag kender som Tyrkiet. Grækenland havde fået hele den europæiske del samt størstedelen af det, der i dag er Tyrkiets veskyst ud mod Ægæerhavet. Armenien havde fået store dele af Sortehavskysten og det østlige Tyrkiet. Og Frankrig og Italien havde fået det meste af de resterende kystområder som 'økonomiske interessesfærer'. Der skulle kort sagt tages hensyn til alle andre nationale, religiøse og økonomiske interesser end til det store, folkelige flertal, der bestod af muslimer - tyrkere såvel som kurdere.

Da Mustafa Kemal Atatürk indledte den tyrkiske uafhængighedskrig (1919-1922), var Istanbul besat af britiske og franske tropper, og et par hundrede tusinde græske tropper stod dybt inde i Tyrkiet. Det var altså ikke grebet ud af luften, når de osmanniske myndigheder allerede i 1915 anså armenierne som en femtekolonne, der med støtte fra det tsaristiske Rusland truede det muslimske og tyrkiske flertals interesser. Det retfærdiggør naturligvis ikke på nogen måde den kollektive afstraffelse, deportationerne, og de omfattende myrderier af uskyldige armeniere. Pointen er blot, at folkemordet var en del af et samlet forløb, hvor der også blev begået massakrer på tyrkere, og hvor etnisk udrensning, befolkningsudveklsinger, krig, oprør og borgerkrig er en del af de mangfoldige lidelser, som både armeniere, grækere og tyrkere, kristen såvel som muslimer, blev udsat for.

Politiken, 20.10.2007

Der er næppe tvivl om, at manglende erkendelse af den komplekse regionale politiske situation i begyndelsen af det 20. århundrede glimrer ved sit fravær, når folkedrabet på armenerne diskuteres i Vesten, og at tyrkere med rette kan føle sig forundret over at skulle stilles direkte eller indirekte til ansvar herfor - skønt det altså udspillede sig et lille tiår før den tyrkiske republiks officielle fødsel.

Omvendt er den totale benægtelses-politik, der i hovedreglen har været officiel tyrkisk politik, absurd og naturligvis i sig selv et graverende problem.

Men sådan har det heller ikke altid været.

Ifølge en artikel i Los Angeles Examiner i 1926 tog Atatürk afstand fra overgrebene mod de kristne og gav udtryk for, at det såkaldte ungtyrker-parti »skulle have været stillet til ansvar for millioner af vore kristne undersåtters liv, der skruppelløs blev drevet fra deres hjem en masse og massakreret«. Autenticiteten af udsagnene er omstridt, men det er til gengæld en kendsgerning, at den tyrkiske position i perioden 1918-1923 var mindre afvisende og i vekslende udstrækning anerkendte, at massakrer havde fundet sted og indledte retsforfølgelser, før det blev officiel politik kategorisk at benægte eller bagatellisere det.

Historikeren Torben Jørgensen skriver bl.a. i artiklen »Tilfældet Armenien«:

Mange embedsmænd så de anklagede som nogle af Tyrkiets mest fremtrædende patrioter og hindrede derfor rettens arbejde, bl.a. ved at bortskaffe belastende dokumenter. Sagerne indledtes 27. april 1919 i Istanbul, og sluttede allerede to måneder senere. Men der var, kortvarigt, et klima, hvor man åbent kunne erkende, at en forbrydelse havde fundet sted.

Historisk Tidsskrift, Bd. 100, hft. 1

Men tilbage til spørgsmålet om formålstjenligheden af en resolution i dag.

Den skotske historiker, professor Niall Ferguson har skrevet herom i Los Angeles Times:

Does gratuitously bringing up the Armenian genocide increase or decrease our leverage in Ankara? The angry responses of Turkey's president and prime minister provide the answer. On Thursday, President Abdullah Gul called the resolution an »attempt to sacrifice big issues for minor domestic political games« - an allusion to the far-from-negligible Armenian American lobby, which has long pressed for a resolution like this.

The absurdity is that the genocide of 1915 was not perpetrated by today's Turkish Republic, established in 1923, but by the Ottoman Empire, which collapsed at the end of World War I. You might as well blame the United States for the deportation of Acadians from Nova Scotia during the French and Indian Wars.

»If we hope to stop future genocides, we need to admit to those horrific acts of the past,« argued Rep. Brad Sherman, a California Democrat and a sponsor of the resolution. Really? My sense is that all the resolutions in the world about past genocides will do precisely nothing to stop the next one.

And if - let's just suppose - the next genocide happens in Iraq, and the United States finds itself impotent to prevent it, the blame will lie as much with this posturing and irresponsible Congress as with anyone.

Los Angeles Times, 15.10.2007

Ferguson har ret i, at resolutionen er et problematisk slag, der rammer de forkerte, og som højst tjener nogle indenrigspolitiske interesser i USA samt den armenske diaspora i bl.a. USA (i Armenien er spørgsmålet til gengæld af begrænset interesse ifølge The Economist).

Det korte af det lange er, at 1) der fandt et ubetviveligt og brutalt folkemord sted mod armenerne fra tyrkisk side, 2) det tyrkiske tabu mod at erkende dette er i bedste fald et absurd levn fra en svunden tid, men efter 90 år er det et slagsmål, der hører den akademiske og intellektuelle slagmark til, 3) en amerikansk resolution med et lille århundredes forsinkelse er i bedste fald selektiv og i alle tilfælde kontraproduktiv.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 20. oktober, 2007