Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Anders Lund Madsen og sagen om Rudy Frederiksen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Jyllands-Posten bringer i dag et tankevækkende indlæg af Anders Lund Madsen, der sætter mediestormen om Rudy Frederiksen i perspektiv. Det er umuligt ikke at citere fyldigt, for Lund Madsen er i sit skrive-es og kommer rundt om en række væsentlige aspekter:

Rudy Frederiksen fra Vestjylland eksisterer ikke mere. Han hedder noget andet nu, men navnet hører til de mindste af hans tab. For Rudy - Klamme Rudy - har mistet alt, hvad der findes at miste for en almindelig 58-årig mand fra Vestjylland. Han har mistet sit arbejde. Han har mistet sin kone. Han har mistet sine tre døtre. Han har mistet sine venner og bekendte. Han har mistet sit hjem. Han har mistet sin identitet. Han har mistet sin ære. Han har mistet sin ret. Han har mistet sit land. Han har mistet alt, undtagen sit eget liv.

Og det spændende for verden er nu, hvad Klamme Rudy gjorde for at fortjene disse tab?

Rudy Frederiksen var liderlig. Rudy ville rigtig gerne i seng med en hel bunke kvinder, og straffen for det er tab af alt. (…)

Klamme Rudy blev til en ærkefjende på TV 2, fordi han var liderlig. Og fordi han ikke kunne nære sig for at prale om det til Operation X. Udsendelsen var ganske vist pakket ind i kilovis af hentydninger om misbrug og børnelokkeri og ulovlige pornofilm i Cannes, men det var kun lummer fjernsynsluft.

For i virkeligheden havde han ikke gjort noget ulovligt, før Operation X kom ind i billedet. Da Rudy Frederiksen blev dømt i mandags ved retten i Herning, fik han 30 dages fængsel, men det var for at sende ét utugtigt fotografi og seks utugtige filmklip af kvinder under 18 år til fyrene på Operation X. Og Rudy gjorde det, fordi fyrene fra Operation X narrede ham til at tro, at de var hans venner, hans fans, hans kolleger. Og Rudy ville så gerne imponere sine venner. (…)

Så tillad mig at dvæle en stund ved disse prægtige mænd og deres fine, journalistiske program. Tilrettelægger Kristian Laursen fra Operation X lød umiddelbart skuffet, da han tirsdag i Ekstra Bladet kommenterede dommen:

»Det var ikke meget,« sagde Laursen - men så tilføjede han, »programmets mål var ikke at få ham dømt, men at få ham stoppet. Det må man sige er lykkedes.« (…)

Laursens udtalelse er interessant af flere årsager. For hvis formålet med et stykke afslørende journalistik ikke er retfærdighed, men selvtægt, så har den afslørende journalist endegyldigt taget skridtet fra 4. til 1. statsmagt. Så er Operation X sørme blevet til den dømmende magt helt selv. Og i dét lys er der al mulig grund til være varsom fremover.

Rudy Frederiksen var liderlig, han kedede sig ovre i Vestjylland, og han opdagede, at han kunne komme i seng med nogle kvinder ved at lege modelfotograf. Og hans plot var som sådan mere gennemskueligt end madpapir. Jeg har set folkekomedier fra 1970?erne med mere troværdige plots. Men det virkede åbenbart. Og der dukkede sjovt nok ikke nogen op, da medierne i ugerne efter udsendelsen finkæmmede halvøen for misbrugte kvinder, ligesom anklagemyndigheden forgæves efterlyste eventuelle ofre op til retssagen. For der var ingen.

Jo. Et. Rudy. Eller hvad han hedder nu om dage. Han har boet i Finland i lange perioder siden Operation X rundbarberede ham sidste år, og ud over en forventelig skilsmisse fra fru Frederiksen har Rudy i dag heller ingen kontakt til sine tre døtre. Hans egne børn vil ikke vide af ham. Så bliver det næppe større. (…)

De har taget hans liv, som var lige så let at tage, som det er at stjæle slik fra børn. De har leget Gud, og Gud bryder sig som bekendt ikke om liderlige mænd, for det er amoralsk at være liderlig.

Og jeg beder den mand, som aldrig har været liderlig, om at kaste den første sten, for de må da være derude. På Operation X har de i hvert fald aldrig så meget som leget med tanken om at bruge deres position i medierne til at score blondiner fra vestegnen inde på Jazzhouse. De har aldrig været liderlige. De har aldrig kedet sig. De har aldrig været svage i kødet.

Men det har De, hr. Frederiksen, og nu kan De lære det. På Danmarks mænds vegne beder jeg Dem om tilgivelse for vort endeløse hykleri i denne sag. De er et fjols, men De er ikke en skurk.

Og nu skal De have fri.

Afslutningen er vigtig - der er sikkert rigeligt med mennesker, hvis galde utvivlsomt vil falde tungt over Anders Lund Madsen - for dét »kan man ikke«. Man kan ikke sige noget som helst om proportionerne i medievirkeligheden, så længe mediemaskinen har sendt en »klam stodder« i sin gabestok, er den potte ude. Retfærdigheden er sket fyldest - og alle drabstruslerne, det fortættede had i retssalen og blandt tv-seere, der måtte genkende ham, er ligesom den totale ødelæggelse af et liv tilsyneladende kun journalistisk »krydderi«.

Dér fik de ham. Der var altså ingen vigtigere at gå til? Ingen indflydelsesrige magthavere at se efter i sømmene? Åbenbart ikke - men der var Rudy. Den bekvemme skurk, som man lige så bekvemt kunne tvære fuldstændig ud - og få skulderklap for det samtidig.

Åh, det er godt at være journalist i den rolle, ikke sandt? At fange, udlevere og dømme en opblæst nar som Rudy.

For ingen kan vel være i tvivl om, at den tidligere så storskrydende familiefar kynisk har misbrugt sin position over for 15-18-årige piger og kvinder, og at han har ført sin hustru og sin familie bag lyset - ja, har fremstillet sig selv og er blevet båret frem af andre medier som »chat ekspert«.

At hans 'ofre' havde fået præmisserne at vide på forhånd (sex), at de var over den seksuelle lavalder, ændrer naturligvis ikke ved, at næppe andre end Rudy kan ærgre sig over, at dét show fik en ende.

Men er der da slet ingen grænser for straffen? Er der slet ikke noget, der hedder proportioner i forhold til, hvornår og for hvor meget en synder ligefrem skal korsfæstes i en landsdækkende mediegabestok? Åbenbart ikke.

Som citeret af Anders Lund Madsen kommenterede tilrettelæggeren af TV2-programmet 'Operation X' rettens dom over Rudy med ordene: »Det var ikke meget.«

Aha. Hvilken vurdering - efter at hans eget program på forhånd havde knust mandens tilværelse fuldstændig for livstid med Danmarks kollektive foragt som kulisse.

Det var ikke meget?

Hvor meget mere mon der skulle til, før nok var nok, og mediegabestokkens blodtørst var stillet?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 26. juni, 2007