Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Uriasposten, Journalistforbundet, ophavsretten og bagatelgrænsen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Efter at en journalist og en fotograf fra Nyhedsavisen har krævet samlet ca. 7.000 kr. af Kim Møller fra Uriasposten.net, fordi han har gengivet en artikel med tilhørende foto som illustration til et blog-indlæg, har sagen ført til omsiggribende debat på nettet - også på nærværende blog på Politiken.dk.

Talrige debattører har påpeget det principielle i problemstillingen, der først og fremmest går på, at journalisten og fotografen burde have kontaktet Kim Møller og bedt ham fjerne indlægget, før de sendte ham en regning - dels fordi artiklen var gengivet i beskedent format (uden økonomisk vinding og alene som dokumentation), og dels fordi gengivelsen i sig selv ikke kan have skadet hverken Nyhedsavisen, journalisten eller fotografen.

Både Danmarks Journalistforbunds blad, Journalisten.dk, onlineavisen 180 grader og Pressefotografforbundet har skrevet om sagen de seneste dage:

> 180 grader: Blogger-Danmark forenet i oprør

> Pressefotografforbundet: Fotograf kræver 1500 kr. i erstatning fra blogger

> Journalisten: Bloggere mod journalister i ophavsretsopgør

Pressefotografforbundet påpeger, at der i dansk lovgivning kun findes en ‘citat-ret’, men ikke nogen bestemmelse om fair use, sådan som tilfældet er i den amerikanske copyright-lovgivning, og som amerikanske bloggere og alternative medier hyppigt henviser til.

Vinklingen i Journalisten.dk er vist, at sagen kan koges ned til, at lov er lov, og at lov skal holdes. I artiklens indledning hedder det bl.a.: »Blogosfæren er i oprør, og politiske modstandere står klar til fælles kamp mod fjenden: De danske journalister.« (Journalisten.dk, 11.6.2007).

Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Og om det kritikpunkt, der går på, hvorfor Kim Møller ikke bare blev bedt om at fjerne artiklen, før han blev mødt med et økonomisk krav på 7.000 kr., fremgår det, at det omvendt var Møller, der selv burde have spurgt journalisten om lov i første omgang - og at han som mediekritisk debattør i øvrigt burde have været klar over ophavsrettens bestemmelser.

Herom forklarer Dansk Journalistforbunds juridiske konsulent og ekspert i ophavsret, Christian Dølpher: »Ophavsretsloven tager meget godt hånd om dilemmaet mellem ophavsretten og ytringsfriheden. Citatreglerne gør det jo muligt at bringe uddrag fra en artikel, men i dette tilfælde er Kim Møller nok gået for langt.«

Nyhedsavisens journalist udtaler bl.a.: »Nogle bloggere skruer sagen op til, at Nyhedsavisen er en rød avis på korstog mod højreorienterede bloggere, men for mig er det en meget simpel sag om en krænkelse af ophavsretten.«

Han har utvivlsomt ret i første del af denne vurdering, men ikke i anden del: Dansk Journalistforbund fortegner problemstillingen med de standardskrivelser om økonomiske krav, som man stiller journalister og fotografer til rådighed (og som er brugt i nærværende sag), fordi de ikke tager én pixels hensyn til konteksten, endsige den moderne medievirkelighed på nettet.

Derfor er det trods alt heller ikke bare en »meget simpel« sag om ophavsret.

For det første er det ikke indlysende, at Kim Møller burde have kontaktet journalisten for at bede om lov til at bringe artiklen som dokumenterende illustration - i betydeligt mindre størrelse end originalen. Og det er det, der er tale om, hverken mere eller mindre.

Det er en ubestridelig kendsgerning, at danske mainstream-medier ikke bare gengiver hele avisforsider og bogforsider, til tider i formatet én til én, men til tider også afbilder hele avisopslag, når de refererer til en konkret sag, der omhandler (eller tager afsæt i) andre medier.

For det andet er det ofte tilfældet, at en artikels helhedsindtryk, herunder layout og fotos afgjort er betydningsfuldt i dokumentarisk øjemed. Tænk bare på sagen om Morten Messerschmidts herostratisk berømte druktur i Tivoli. Både tv og aviser har talrige gange gengivet hele opslag fra B.T.’s oprindelige historie.

Eller Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Hvordan »citerer« man herfra? Det er oplagt for alternative medier (og den etablerede presse) at gengive hele opslaget med de 12 tegninger, når man diskuterer formålet hermed i relation til Flemming Roses erklæring om baggrunden for offentliggørelsen.

For det tredje kan det rent faktisk være udtryk for almindelig fairness at gengive en hel artikel med layout, når ærindet er mediekritik. Sagen er jo den, at hvis man kritiserer en samlet fremstilling i medierne, er det rimeligt, at læseren kan danne sig et indtryk af den samlede fremstilling - også af hensyn til den eller dem, der kritiseres.

Det korte af det lange er altså, at det ikke er indlysende i forhold til almen mediepraksis, at Møller burde kontakte journalisten, før han gengav artiklen, fordi etablerede medier ofte gengiver avisopslag, billeder og forsider m.v.

Og i forlængelse heraf - og hvad hverken Journalisten.dk eller Pressefotografforbundet tager højde for - bagatelgrænsen.

Dansk Journalistforbund må sværge til paragraf-ortodoksi af højeste karat for at overse, at der er en klar forskel på, om en journalist ser sit arbejde gengivet et sted og på en måde, som intet koster vedkommende i den ene eller anden henseende, eller om nogen får en økonomisk fortjeneste, som derved unddrages ophavsmanden/kvinden.

Og lad mig understrege, at den pågældende journalist og fotograf fra Nyhedsavisen nok har stået for meget for skud i denne sag, hvor de netop er rådgivet af Dansk Journalistforbund til at handle, som de har gjort - helt ned til krone-størrelsen på det afkrævede beløb.

Også på anden vis er Dansk Journalistforbund i sidste ende den egentlige afsender i sagen, eftersom vi taler om en fast praksis, der hviler på rigide standardskrivelser, som forbundet stiller til rådighed online.

Dermed nægter man at se i øjnene, at en avisartikel, der f.eks. optræder i en kommerciel publikation og altså uden aftale kaster penge af sig til en anden, er noget andet end en ikke-kommerciel blog eller en alternativ publikation, som ønsker at fremstille og dokumentere en pointe.

Det er hele denne problematik, der også ligger bag, når Journalisten.dk citerer mig for: »Det er meget muligt, at Brix formelt har juraen og retten på sin side - men ikke redeligheden eller rimeligheden.«

Den større, principielle diskussion handler altså i mine øjne om, om ikke man dog burde tage konsekvensen af, at ikke-kommercielle medier og blogs, der med klar kildehenvisning og i dokumentarisk øjemed kigger de etablerede medier og journalister efter i koderne, befinder sig under den moralske bagatelgrænse for, hvad man med rimelighed afkræver økonomisk godtgørelse og muligvis endog erstatning for (som det kan kræves i Dansk Journalistforbunds standardskrivelse)?

Verden står jo ikke stille, heller ikke medieverdenen - og slet ikke efter internettet. Blogs og andre alternative medier og kommentarer fylder mere og mere i den offentlige debat, og i USA kan nogle af den slags kanaler allerede i dag måle sig med en lang række veletablerede medier.

Det er ikke kun et spørgsmål om, at bloggere og andre også skal følge »samme lovgivning« som den etablerede presse, men både om hvorvidt lovgivningen er urimelig og utidssvarende, og om at skelne fleksibelt mellem, hvad der foregår i informationsspredningens almindelige interesse og er redelig dokumentation i lyset af den internet-virkelighed, der nu engang er - og altså hvornår ophavsretten krænkes med økonomisk vinding eller manipulatorisk svindel for øje.

Jeg skal ikke afvise, at der kan være gråzoner. Men jeg vil til gengæld afvise, at det i det aktuelle tilfælde skulle være spor vanskeligt for Dansk Journalistforbund at se, at Uriasposten i givet fald befinder sig langt under enhver rimelig grænse for, hvad man skal kræve tusindvis af kroner for.

Og lad mig så afslutte med at bemærke, at den pågældende journalist fra Nyhedsavisen ifølge Journalisten.dk egentlig godt kunne forestille sig, at hele sagen kunne være endt i mindelighed, men så tilføjer: »Men det var Kim Møller øjensynligt ikke indstillet på, da jeg talte med ham i telefonen.«

Jeg skal ikke kunne sige, hvordan den telefonsamtale er forløbet, men man kunne vel på baggrund af denne udtalelse tænke sig to udgange på sagen:

1) Løbet er kørt - den ender i retten. Det har sine fordele, fordi en række principielle overvejelser kunne trænge til en afprøvning hele vejen gennem retssystemet.

2) Den afsluttes derved, at Dansk Journalistforbund opfordrer journalisten og fotografen til at trække kravet tilbage efter at have vurderet konteksten nøjere.

Det har andre fordele: Dansk Journalistforbund erkender, at konteksten naturligvis betyder noget for, hvad det er ret og rimeligt at kræve økonomisk »godtgørelse« for, og hvad det ikke er.

Og indtil ophavsretsloven også (engang) bliver udformet til at tage et mere rimeligt hensyn til fair use og forskellige kontekster, så kan journalistforbundet jo netop selv bestemme, hvad man rådgiver journalister og fotografer til at forfølge - og hvad man lader fare i redelighedens navn.

Jeg ville anbefale løsning 2.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 12. juni, 2007


APROPOS:

> Støt Kim Møllers retssag (Engelbreth, 7.6.2007)
> Ophavsret eller ophavschikane? Uriasposten m.fl. (Humanisme.dk, 8.6.2007)
> Ophavschikane og dobbeltmoral (Humanisme.dk, 11.6.2007)
> Journalistforbundet, ophavsretten og bagatelgrænsen (Engelbreth, 12.6.2007)
> Forliget mellem Uriasposten og journalisten (Engelbreth, 24.6.2007)