Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Khaders og Seebergs udbrud truer DF

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det forlyder, at Naser Khader og Anders Samuelsen forlader Det Radikale Venstre, angiveligt for at danne et helt nyt parti i samarbejde med de konservatives EU-parlamentariker, Gitte Seeberg.

Skridtet kommer i givet fald efter lang tids partisplittelse, hvor Khader gang på gang har sået tvivl ved Marianne Jelveds kurs og forsøgt at trække partiet til højre i indvandrerpolitikken.

Under karikaturkrisen kørte han parløb med statsminister Anders Fogh Rasmussen i en sådan grad, at oppositionspartiernes kritik af statsministerens diplomatiske fadæser og hans gentagne manipulation med offentligheden og Udenrigspolitisk Nævn stort set gik upåagtet hen.

Han lancerede Demokratisk Muslimer med den begrundelse, at imamer som Abu Laban fik så megen medietid, at han selv og andre moderate indvandrere havde "svært ved at komme til orde" (jf. Kristeligt Dagblad, 30.11.2005). I realiteten forholdt det sig omvendt: I årene 2000-2005 optrådte Khader f.eks. i 4.132 avisartikler, ca. fire gange så mange som Abu Labans 1.098 (Kilde: Infomedia).

Men med initiativet Demokratiske Muslimer leverede han statsministerens savnede alibi for den danske regerings "tolerance og åbenhed" over for landets muslimer ved at bakke statsminsteren op og iscenesætte photo opportunities som Foghs støtte foran den forsamlede verdenspresse.

Pressen kårede ham som den ubestridte helt i kontrast til Ahmed Akkari, der blev fremstillet som den ubestridte skurk under karikaturkrisen. Det holdt, indtil dokumentarudsendelsen "Muhammedkrisen under huden" afdækkede et betydeligt mere nuanceret billede af de to hovedpersoner, og Khaders forsøg på at bremse udsendelsen satte betydelige skår i billedet af hans rolle som ytringsfrihedens frontkæmper.

Men med tidsånden i ryggen har han fået tordnende succes og var i det mindste under karikaturkrisen landets uden sammenligning mest populære politiker, der sikrede Radikale Venstre stor vælgertilslutning i meningsmålingerne.

At denne boble måtte briste igen, var imidlertid helt forventeligt, al den stund at Khader havde tiltrukket alt fra indvandrerskeptiske til islamfjendtlige vælgere fra Socialdemokraterne til Venstre - men havde gjort det på en helt privat kurs, som ikke have meget med Det Radikale Venstres politik eller strategi at gøre.

Efter karikaturkrisen måtte det nødvendigvis også gå op for de fleste, at Khader trods alt hverken formåede eller intenderede at omdanne Det Radikale Venstre til Det Rene Venstre, hvorfor vælgergevinsten naturligvis klingede af, og vælgerne tøffede tilbage til deres sædvanlige partier.

I et hidtil uhørt og uventet angreb på den ensidige opdeling mellem venner og fjender af ytringsfriheden var han gået i rette med statsministeren og viste, at han dog ingenlunde var blevet reduceret til Foghs papegøje: "Der er - bortset fra nogle få islamister - overhovedet ingen i Danmark, som sætter spørgsmålstegn ved ytringsfrihed. Men Fogh deler det op, så dem, der er med ham, er for ytringsfriheden. Og dem, der er imod ham, er også imod ytringsfriheden. Det er jo lodret forkert." (Politiken, 3.3.2006).

Men kløfterne i Det Radikale Venstre er siden kun blevet udbygget, og det har stået klart, at der efterhånden var tale om et kunstigt sammenbragt parti. Alene fra Marianne Jelved til Naser Khader er der en betydeligt større distance i politik og stil, end man ser mellem fløjene i de fleste andre partier, for slet ikke at nævne afgrunden mellem Elsebeth Gerner Nielsen og Naser Khader.

Derfor var det på mange måder symptomatisk, at det ifølge kilder på Christiansborg var Khader selv, der lækkede en intern email til Jyllands-Posten, hvor han i skarpe vendinger tog afstand fra Elsebeth Gerner Nielsens opbakning til muslimske kvinders ret til frivilligt at bære hovedtørklæde.

Nu er det brud, der længe har ligget i kortene, så endelig officielt.

En så populær profil som Khader er naturligvis potentielt en stor vælgergevinst for et parti, der afspejler hans egen politik, som det er en voldsom belastning for et parti, hvor hans linje er marginaliseret og derfor hele tiden genererer interne konflikter. De radikale har simpelthen vanskeligt kunnet manøvrere uden hans udtalte eller uudtalte samtykke, og hans slet skjulte forsøg på at blive ny partileder og underminering af Marianne Jelveds strategi har indlysende været en klods om benet.

Derfor kan det i længden sagtens vise sig at være en politisk gevinst for Det Radikale Venstre, at de endelig er blevet befriet for at stå i skyggen af Naser Khader, uanset at Anders Samuelsen og andre måtte følge ham - ligesom det naturligvis er en stor gevinst for Khader selv, at han er blevet befriet fra Det Radikale Venstre.

I kraft af sin store medieopbakning vil han givetvis blive heroiseret af regeringsloyale kommentatorer og medier, der vil bruge hans brud til at opildne maksimal ballade i Det Radikale Venstre. Enhver byråds- eller folketingspolitiker, der måtte bryde med partiet, vil være en mediesejr for regeringen og gefundenes Fressen for Jyllands-Posten og en del andre medier, og selv en perifer tillidsrepræsentant, der måtte slutte op om Khader eller blot vrænge ad Jelved, vil være garanteret pressens røde løber.

Men det er vilkårene.

Det vil givetvis skabe store dønninger i partiet, og hvis ikke man formår at slå koldt vand i blodet og tænke roligt og langsigtet, vil enhver tilbagegang i meningsmålingerne risikere at få panikken til at brede sig eksplosivt - til yderligere gavn for Khader.

Hvis man imidlertid formår at forvalte det hele fattet, kan bruddet som antydet være a blessing in disguise.

Det var et vigtigt og vel nødvendigt træk for det ulmende opbrud, der længe har været en reel faktor på tværs af hidtidige partiskel i dansk politik i det hele taget, og som især er koncentreret omkring indvandrerpolitikken.

Enhedslisten har på det overståede landsmøde valgt en klart humanistisk profil af socialistisk karakter og har dermed mere eller mindre fået distanceret de sidste betonkommunister, der med DKPs formand i front har været helt på linje med DF i tørklæde-debatten.

Omvendt ligger Socialdemokraterne og SF sig stadig i slipstrømmen af tidsånden i stedet for at turde skabe et selvstændigt alternativ til regeringens linje på området.

Det Radikale Venstre har nu chancen for - når/hvis den forventede bølgegang lægger sig - at stadfæste en humanistisk profil af socialliberal karakter, som langt mere effektivt og homogent end tidligere kan bidrage til at skabe en offensiv flanke mod den moralske panik, der især har grebet Socialdemokraterne og Venstre i indvandrerpolitikken.

For Khaders vedkommende er det naturligvis chancen for endelig at blive minister og dermed få den indflydelse, han aldrig rigtig kunne få hos de radikale. Og selv om han afgjort kommer til at støtte store dele af den nuværende regerings udlændingepolitik, kan han blive den kile, der splitter Venstres og Konservatives tvangsægteskab med Dansk Folkeparti.

Hvis valgresultatet tillader det, vil en VK-Khader-regering sikkert forekomme alle tre parter lige så naturlig, som det kan køre Dansk Folkeparti ud på det sidespor, som ikke mindst de konservative længe har drømt om. Den kurs vil især blive fremmet af Gitte Seeberg, især fordi hun samtidig forlader de konservative og dermed kan få endnu større gennemslagskraft som kritiker af DF.

I første omgang vil det næppe betyde alverden, eftersom V og K har lagt sig så tæt på DF i forvejen - men på længere sigt kan det befordre et kursskifte af mere gennemgribende karakter.

Det hele kommer som altid an på, hvem der formår at sætte den politiske dagsorden offensivt. Hvem der har modet til at skabe en politisk dagsorden i stedet for blot at blive halehæng til og reagere på de andres.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 7. maj, 2007