Udvalgt dansk poesi

---

Kun Saaledes

Af Viggo Stuckenberg

Mon nogen har levet, som bar til det sidste
sin Ungdoms Tro, sin Ungdoms Tillid frelst,
mon den er til, som slap for at miste -
 
Miste, det maa vi alle,
- men miste, saa Stjernerne falde
og Døgnene bliver kun Nat
- kun Nat!
 
Den Mand gad jeg møde, der bærer stolt til sin Grav
opfyldt hvert et af sit Hjærtes Krav, -
ikke det største, han vilde, -
blot denne sagte bævende Længsel efter den reneste Lykke
 
... og ikke er Løgner.
Han findes ikke.
Og dog er Livet hvert Lovord værd!
 
---
 
Du gjorde dit Hjærte til et Herberg, du kunde ikke andet
- for din egen Skyld og for andres.
Det stod aabent, fordi det hused et Baal med Varme for tusind,
- men først og sidst stod det aabent,
at "den" kunde komme, som maatte blive derinde.
 
Og mange kom - og fandt sig saa vel derinde,
at de vilde evigt blive;
- men ikke saa snart slog du Døren i, saa sad du der ene.
 
Det volder, du bliver en Tid lang gram
og spytter, saa Baalet hvæser,
vil slukke det hele
og træde det ned,
at dets Os kan kvæle de andre Baal,
som troskyldigt i Hjærterne brænder.
 
Da kaster en ensom Aftenstund du alt dit Mismod paa Ilden,
- og Baalet blusser som aldrig før,
Varmen vælder,
og Natten skilles,
- og kaldte du nogen inden for Dør,
de flakker paa Tærsklen som Skygger,
din Haand gider knap dem gribe.
 
Der slaar fra Baalet en Lueskrift,
den skriver højt under Himlen:
én er Lykken, og én er Sorgen,
kan aldrig med nogen deles!
 
---
 
Har du levet blandt Mennesker,
elskende, elsket,
og ser dig en Dag forraadt,
fortvivl blot ikke,
det er Livets Gang.
 
Du fik dit Hjærte,
fordi du skulde give af dets Fylde,
- ikke for at spørge,
hvad andre gav dig igen.
 
Det er saa Hjærtets Natur,
det kan kun give;
- kommer andre med Blomster,
du lægger dem flygtigt fra dig
og giver paany,
 
ikke til Tak,
alene fordi du er rigere
end den, der gav.
 
Elsk!
lad din Vilje binde med Rosenlænker!
... Visner Roserne,
- husk, at du selv lod dig fange,
og husk, at det voldte dig Glæde.
 
Forraadte bliver vi alle,
"selv" du forraader.
Ud og ind løber Livets Skyttel,
væver sit brogede Væv
over de reneste Hjærter.
 
Kun den er ussel,
der taler ondt om det svundne.
 
---
 
Alt, alt,
- alt det, som samler dit Hjærte, din Hjærne
til en Perle, der spejlende slutter i sit Indre
alt det bedste, du vilde,
alt det skønneste, du saa mellem Jord og Himmel
det dør alt sammen en Dag,
 ... men "du" maa leve.
 
I din Ungdom fornemmer du dit Sinds Rigdom saa stor,
at den løfter dig som en skælvende, evigt stigende Bølge,
og højest den Dag,
da et Skød aabner sig for dit og for dig,
og du læser i Glæden hos den, der modtager,
din egen Lykke,
 
og du ser den høj som Himmelrummet,
frugtbar paa Lys og Skygge,
frugtbar,
- dit eget Hjærteslag ét med den evigt fødende Jords.
 
... Til du finder dig selv en Morgen
som en forkommen Kludesamler,
der staar og rager i en Asketue
og pirker frem en ussel Klump navnløs Metal
- og kender i den alt det, som du gav,
et Hav smeltet ind til en Draabe -
 
... Og Draaben er alt, hvad du har i din Sæk,
og du slæber den tungt paa din Ryg
og kan aldrig den slippe.
Alt, hvad du gav,
og alt, hvad du modtog,
en eneste Draabe.
 
Og som kun har Værdi for dig.

Sidste Digte (1906)