H.D. THOREAU: »Cast your whole vote, not a strip of paper merely, but your whole influence. A minority is powerless while it conforms to the majority; it is not even a minority then; but it is irresistible when it clogs by its whole weight.«

I kraft af titlen synes Babel nærmest at implicere et oprør mod Gud, idet våbenmagt nu er blevet det universelle sprog, som alle taler på tværs af tungemål - våben er den babelske forbandelse, der er trådt i stedet for menneskets fælles bestræbelser. Vi bygger ikke i fællesskab et tårn, der rækker ind i himlen, men er i stedet blevet ofre for mistillid og misforståelser, hvis negative konsekvenser her mangedobles ved geværets mellemkomst. Læs mere: Babel ...

Interaktionen iagttageren og det iagttagne imellem har vist sig uundgåelig og har dermed problematiseret objektiviteten i den traditionelle forstand, hvor iagttagelsen er helt uafhængig af virkeligheden. Denne interaktion er endvidere så fundamental, at det er umuligt at opretholde forestillingen om, at noget som helst fænomen skulle kunne 'eksistere' i uiagttaget tilstand. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Georg Brandes Minde

Af Thøger Larsen

Hans Levnedsløb iblandt os er til Ende,
en Aand af Ild, et Støv i Ild at brænde.
Hans Minde glider tyst i Sagn tilbage,
hans Aand vil lyse frem i fjerne Dage.
   Hans Mund er tavs,
men Ordet, som stak Ild i alle Sjæle,
er om hans Navn et varigt Eftermæle.

En Yngling hæved' Faklen højt i Vejret,
den var en Brand fra selve Morgenskæret,
hans Manddom bar den højt og uden Vaklen,
thi Verdens Ungdom fylked sig om Faklen;
   han ænsed' ej,
at Tiden mærked' ham med Aar og Ælde,
han saa kun Faklens Lue, Lysets Vælde.

En Sjæl af Lys, belyst af Verdensbaalet,
af alle Tiders Aanders Lys bestraalet.
Selv ud af Navnet slog et Brandskærs Lysen
til manges Fryd, til mange andres Gysen.
   En Sjæl af Lys,
som naar i Gryet Morgenstjernen vinker,
som naar de svungne Sværd i Solen blinker.

Om Aandens Lys kan tænde Had og Harme.
er Aandens Lys dog aldrig uden Varme.
Dog paa forskellig Vis kan Straaler tydes,
alt efter Sindets Art, hvori de brydes.
   Men Straalen selv -
den lader Had og Hyldest gø og skraale,
thi Straalen sanser kun at være Straale.

Saa gik han bort. Hans Bavta vil vi bygge.
Nej, han gik ikke bort, men kun hans Skygge.
Thi Lyset lever. Fra dets Arner svinger
sig nye Aander op paa nye Vinger.
   Vi samles her
for end en Gang at skue mod hans Tinde
og hilse Ærens Straaler om hans Minde.

Trækfuglevej (1927)