T.S. ELIOT: »At pege på den skade, som er blevet påført indfødte kulturer ved imperiets udbredelse, er på ingen måde en fordømmelse af imperiet selv, som fortalerne for imperiets opløsning kun alt for gerne vil slutte. Det er faktisk ofte netop disse samme anti-imperialister, der i deres liberalisme er de mest selvtilfredse tilhængere af troen på den vestlige civilisations overlegenhed, de er på en gang blinde over for de fordele imperiet har betydet, og over for den skade, den indfødte kulturs ødelæggelse har medført. Ifølge sådanne entusiaster gør vi vel i at bryde ind i en anden civilisation, udstyre dens medlemmer med vore tekniske indretninger, vort regeringssystem, opdragelse, lov, medicin og økonomi, indgive dem foragt for deres egne skikke og en oplyst holdning over for religiøs overtro - og så overlade til dem selv at søbe den kål, vi har spyttet i.«

I Ki-Duk Kims finurlige og i bogstaveligste forstand æteriske fabel, Tomme huse (Bin-jip) er liv og død hinanden nærværende, som skæbnens eller tilfældets spil af dødbringende uheld og livsbekræftende kærlighed veksler. En korrupt politimand, en hævngerrig ægtemand og en sadistisk fangevogter stiller snart brutale hindringer i vejen, efter at de elskende er blevet anklaget for mord. Kan kærligheden løfte sig over virkeligheden - eller kan kærligheden løfte virkeligheden. Læs mere: Tomme huse ...

Matrix I-III benytter en 1984-agtig rammefortælling til iscenesættelsen af et yderst radikalt opgør med magthaveres ensretning, kontrol og sandhedspatent. Det oprørsbudskab, der formuleres her, har lagt de klassiske ideologier på hylden, men skærer så til gengæld ind til benet i oprørets og modstandens arketypiske fænomenologi i sin modstilling af Maskinen og Mennesket. En enkel metafor for Magten mod Mennesket såvel som Massen mod Mennesket. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Selskabs-Sang

Af P.A. Heiberg

Hver Mand i Byen om Indtoget taler,
Om Transparenter og Dandserens Gang.
Decorationer og Porte man maler;
Synger hvad elleve Muser besang.
   Alle begloede,
   Faa kun forstode
   Digterens Fingal og Frode.

Ordener hænger man paa Idioter,
Stierner og Baand man kun Adelen gier;
Men om de Mallinger, Suhmer og Rother,
Men ei et Ord i Aviserne seer.
   Dog, har man Hierne,
   Kan man jo gierne
   Undvære Orden og Stierne.

Rigdommen voxer i Adelens Bleer;
Og, som en Skoemager nyeligt har sagt,
Eene de van'er, og von'er, og de'er
Holder Fortuna og Plutus i Agt.
   Har vi ei meget,
   Er det vort eget,
   Som ei fra Staten er sveget.

Her man despotiske Satser ei lærer;
Lighed blant Mennesker drive vi paa;
Og ei, som Jydernes Proprietærer,
Ønske os Slaver, og Bønder at flaae.
   Selv vi os føde;
   Agerens Grøde
   Vi ei som Dosmere øde.

Stormanden svirer, og glemmer den Arme,
Kan ham med kold Ligegyldighed see.
Vi ere Smaafolk, og føle med Varme,
Midt under Sviren, Elendigheds Vee.
   Hungriges Mave
   Fordrer en Gave;
   Giver! og Tak skal I have.

25. september 1790