JENS BAGGESEN: »Friehed er Grunden hvorpaa Menneskets virkelige Held allene kan bygges; uden Friehed ingen Salighed - og uden mindste Modstand, uden mindste Kamp, og altsaa uden mindste Seier, ingen Friehed.«

Selvforglemmende kærlighed og altfortærende jalousi er de elementære hovedingredienser i et absolut breathtaking drama om stærke lidenskaber og udspekulerede dobbeltspil og dobbelt-dobbelt-spil, der krydser klinger og følelser under kampen mellem kinesiske regeringssoldater og undergrundshæren House of Flying Daggers i slutningen af det niende århundrede. Instrueret af Yimou Zhang, der også stod bag mesterværket Hero. Læs mere: House of Flying Daggers ...

Hvis flere samfundskritiske kræfter begyndte at kombinere deres humanistiske blogskriverier og hjemmeside-kommentarer med en aktiv deltagelse også i den trykte debat, ville det såmænd ikke være uoverskueligt at give den ensrettende tidsånd et modspil og rykke noget ved den alt for udtalte ensidighed, hvormed højrepopulister og nationalpropagandister har domineret debatklimaet siden midten af 1990erne. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Ved Arnen

Af Holger Drachmann

   Hun sidder ved Arnen,
   Og Ilden den flammer,
   Det lyder som Jammer,
   Naar Luen ta'er fat.
   Den Skærsild maa læres:
   Før Veddet fortæres,
   Vi faar det ej lunt i
   Den kommende Nat!

   Det knitrer, det knager,
   Det stønner, det klager,
   De kantbrændte Flager
   Fortæres, forgaa;
   Men under en Askehob,
   Sølvplettet, graa
   Der lever en Glød, som
   Skal længe bestaa.

   Paa Ovnbænkens Hynder
   Hun sidder og nynner
   En Sang, som begynder
   Med flammende Ord;
   Den døbtes ved Ilddaab,
   I Gløder den faldt,
   Den svinger sig op i
   En Føniks-Gestalt:

Vort Liv, vort Liv!
I Vellyst undfanget, i Dødssmerter født,
Paa Stier og Veje letsindig forødt,
Opsamlet og værnet med Kunst og med Flid,
Et Fnug gennem Luften, en Tusinddels Tid:
   En Døds-Runes Gaade
   For Mand og for Viv,
   En Rædsel, en Naade -
   Vort Liv, vort Liv!

Far hen, far hen,
Du fængende Leg mellem Kvinder og Mænd!
Kun én Gang er Flammen en Alterilds Brand;
  Ve vor Forstand,
At ej den kan Loven begribe!
Vi styrer og styrer mod Længslernes Land! -
Hvad blev der til Rest af en Storm over Sand,
Over Hav af en kølfuret Stribe?

Giv tabt, giv tabt!
Du Hjerte, lig Ilden, til Selvoffer skabt:
Lad Manden som Stormvind i Verden uddrage:
Der bliver for Kvinden en Vagtpost tilbage;
  Den skal hun holde
  I Natten saa vild.
  Arne, Du kolde,
  Hun tænder din Ild;
Ej som en dødsofret, hvid Vestalinde,
Ikke som Slegfred, og ikke som Viv,
  Men en Kvinde,
Der er Moder til Slægternes evige Liv.

Gamle Guder og nye (1881)