SENECA (om den blodige underholdning i Colosseum): »Fordi han har myrdet nogen, har han så fortjent at lide samme skæbne? Og du, ulykkelige menneske, hvordan har du gjort dig fortjent til at overvære dette? 'Slå ham ihjel, pisk ham, brænd ham!' råber tilskuerne, 'hvorfor løber han så ængsteligt frem mod sværdet? hvorfor falder han ikke med oprejst pande? hvorfor har han ikke lyst til at dø? Pisk ham frem mod sårene! Lad dem tage imod hinandens stød med blottet bryst!'« (VII)

Ligesom Christopher Nolans eminente Memento udspiller Irreversible sig i bagvendt tidsfølge, således at vi begynder med historiens sidste scene og afslutter med den første – og ligesom i Memento bidrager dette træk faktisk afgørende til at fjerne distancen mellem beskueren og filmen. Endvidere er et af de væsentligste, almene holdepunkter - basal kronologi - elimineret og trækker effektivt gulvtæppet væk under beskueren. Læs mere: Irreversible ...

Den apokalyptiske drejebog for perioden omkring verdens undergang en en central del af Det Nye Testamente. Det er en myte, men det betyder ikke, at den ikke forholder sig såre konkret til virkeligheden, hvilket vi kan se af, at Det Nye Testamente faktisk er overraskende optaget af tidsperspektivet. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Vi vil ej, Sorte Præst, din Torden høre

Af Holger Drachmann

Vi vil ej, sorte Præst, din Torden høre;
Banstraalen blev for misbrugt i din Haand! —
Men heller ej vil ravende vi køre
Af Sted foruden nogen Tøjlers Baand;
Kan Du paa Farten føre os, velan:
Kom, Præst! det er ej Kjolen, som os skrækker,
Men Du maa staa for Fronten som en Mand, —
En »gejstlig« søges ej i vore Rækker.

O her er Tørst langt mer end I kan ane,
Som ordineres og som søge Kald,
Tørst mod en Gud at skrive paa vor Fane,
At skærme os mod Vejens Fejl og Fald;
Den halve Verden vil ej mer' Mirakler,
Den søger i Moralen sig en Gud, —
Den anden Hælvt er eders, men den vakler
Og holdes kun ved Skole-Frygtens Bud.

Hvem mægler os imellem? hvor er Manden?
Vi ser ham saare, saare sjældent kun;
Med Haan og Had vi skæve til hinanden,
Om Næven ikke bruges, bruges Mund.
I træller under Hykleriets Svøbe,
Den fugtler Eder, saa det har en Skik;
Vi, i vor Frihed, vil snart Faren løbe
At blive Slaver under vor Kritik.

Vi huler alting ud, indtil vi ligger
Foruden mindste Las paa Jorden haard,
I lister Eder stedse som en Tigger
Til Eders Paver i Canossas Gaard.
O Gud, og dog er Verden rig og stor,
Og der er Stjerner over Himlens Bue,
Og Stolthed, Frihed, Kærlighed paa Jord,
Saa længe blot ét Hjerte varmt kan lue.

Kom, Hjerte, da! lad lyde dine Toner,
Se Dig i Verden under Sange om,
Lad dem kun spotvis kaldes Illusioner:
Tilbage Spotten gaar, hvorfra den kom.
Ej Frelsen kommer ved en Psalmebog,
Ved Mikroskopet kommer den ej heller; —
Der bor en Frelsens Kraft i Hjertets Sprog:
Det er Tilegnelsen heraf det gælder.

Gamle Guder og nye (1881)