Udvalgt dansk poesi

---

Proteus

Af Georg Brandes

Proteus er hverken tør eller kold,
og hans varme Natur bliver aldrig gold.

Han beundrer en Mand — det beriger at dyrke:
han hylder en Kvinde; thi Kulde er Tørke.

Har Manden en Grænse, har Kvinden en Vorte,
hans fyrige Hyldest blir derfor ej borte.

Men vil de ham holde, og tror, at de har ham,
de føler, saa let man ej fanger og ta'er ham.

Tilhænger af Per eller Povl er han ikke,
er sig selv, i hvad Form end hans Jeg kan stikke.

Det er der Personer, som slet ikke lider:
han burde ha' mange forskellige Sider.

Der er Væsner, hvis Sider har hver sine Ynder
Ensidig engang blev han kaldt af en Flynder.

Han lider det Sære, skønt selv uden Særhed,
han elsker det Store, og søger dets Nærhed.

Han ynder Maistre, den Reaktionære,
han priser Lassalle, og vrager hans Lære.

Har ingen Kokarde og intet Banner,
har Frisind kært og vurderer Tyranner.

Jert Øjebliksbilled ham overrasker;
men han har Maske, har hundrede Masker.

Han trænger end ikke til Pseudonymer,
i eget Navn bær han stadigt Kostymer.

Agitator kaldes han, Combattant.
Hvilket tarveligt Ord, selv om det var sandt!

Saa lidet hans Væsen ud det tømmer,
som hvis I kaldte ham Sværmer og Drømmer.

Historiker vil de ham aldrig kalde,
der spy ham over med Gift og Gnide:

og dog har henfarne Tider han kendt
vel saa fuldt som de Mænd med historisk Patent,

og dog har med Fortidens Aander han følt
mer end Den, der blandt støvet Papir har nølt.

I hans Ord, de siger, en Hensigt lurer,
og dog er han dum som naive Naturer.

Ej Digter, ej Lærd, i Kritiken "Poet",
naar har man saadant et Monstrum set?

En Fjende af Kirke, Samfund og Stat,
"vild Radikaler" og — Aristokrat,

paa sin Post bestandig mod Mængde og Masse
hvor er den Rubrik, hvori han kan passe?

Saa tit de ret paa hans Hud vil faa Ram,
slangesmidig han da skyder Ham,

er andensteds, mens med Hujen og Tuden
de stikker og borer i Slangehuden.

Dog i gamle Kvad er hans Væsen beskrevet,
saa det ses, mindst tre tusind Aar har han levet.

Skønt Proteus af Fag er Sandsiger-Gud,
han lider ej godt, at man fritter ham ud.

Da Videlystne engang vilde prøve
at fange ham, blev han en skægget Løve:

da Løven forfulgtes, en Salamander,
og saa et Vildsvin og saa en Panter.

Saa blændede han som en blussende Flamme,
men var i sin Ildform én og den samme;

blev saa rindende Vand, saa et Træ, der skød Grene,
dog Vaad, Træ og Dyr — det var Proteus alene.

Ingen enkelt Form, ingen enkelt Gestalt
bandt den, som favned og fattede Alt.