MICHEL DE MONTAIGNE: »Og hvad nu, hvis det ikke altid er de rigtige meninger der tjener mennesket bedst, så utæmmet som dets væsen er? I samme forbindelse eller i en helt anden forbindelse, det er ligegyldigt, så er det et almindeligt mundheld i Italien, at 'den kender ikke Venus i al hendes sødme der ikke har været i seng med den halte'.«

Hos Scorsese er ingen chok kun for chokkets skyld, og der er ingen overraskelser, der ikke i det mindste bestræber sig på at følge en overbevisende rød tråd. Shutter Island trænger i sine bedste sekvenser langt ud i nervetrådene - og er først og fremmest hele vejen igennem æstetisk filmkunst af høj karat .... Læs mere: Shutter Island ...

Til alle tider har kulturdannelser været hierarkisk opbygget, og i enhver kultur er mennesker for så vidt blevet skelnet efter stand og status - men det betyder ikke, at der til alle tider har været slaver, endsige det, vi plejer at kalde regulære slavesamfund. Ej heller har det transkulturelle begreb »slaveri« nødvendigvis meget til fælles med alle de forskellige former for arbejde og vilkår, vi henregner herunder. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Til Henrik Ibsen

Af Georg Brandes

»Hvad det gælder er Menneskeaandens Revoltering, og der skal De være en af dem, som gaar i Spidsen.«

- Henrik Ibsen i et brev til Georg Brandes, 20. December 1870. Brandes' svar i digtform:

Ja, jeg var ung, da jeg efter en lang
pinlig og trøstløs Tvivlen og Vaklen
modtog af Aanderne endelig Faklen,
der for bestandig vil lede min Gang.
Klart da jeg saa ved dens straalende Flamme:
Magter der baste
Forskning og Tanke,
Magter, der kaste
for Frihed Skranke,
dem vil al Løgnens Forbandelse ramme.
Sandhed og Frihed er Et og det Samme.

»Alle maa høre det. Tal til Enhver!«
Saadan, o henfarne Store! I mane.
Sandhedens aldrig besejrede Fane,
straks, blot den løftes, vil samle en Hær. -
Drøm af et Barn, henvejret itide!
Fordom trues,
og Masserne flokkes;
men Sandhed kues
slet Ingen rokkes.
Snart var de tallte, som stod ved min Side,
ene jeg første Gang maatte stride.

Det blev bestandig den Bistand, jeg fandt.
Huggene skarpere faldt, da jeg ægged
stedse paany, og da Ingen mig dækked;
Frænder gav Lempe-Raad, Venner forsvandt.
Fostbroderskab! ak din Tid er forgangen.
Saa blev jeg hærdet,
saa blev en Mand jeg.
Slaa uforfærdet,
skønt ensom, kan jeg.
Ofte jeg spejded dog ud over Vangen;
efter en Stridsven levede Trangen.

Broder! jeg fandt dig. Hvad gør det mig vel,
at du en Høvidsmand er uden Lige,
mens jeg blev skabt til som Væbner at krige
sammen vi høre med hele vor Sjæl.
Ja, vi til Oprør vil Aanderne kalde!
Dristigt at rive
ud dem af Døsen,
beaande, belive
være vort Løsen.
Er det end mørkt, det skal lyse for Alle.
Broder! Engang ville Taagerne falde.