CARL NIELSEN om Mozart: »Han ville ikke noget nyt, det kom af sig selv. Han ville ikke noget andet end de andre, men han kunne give og gav noget mere. Han tog ikke bort af det, der var, men lagde til af de mange kostbarheder, han havde fundet, halvt i drømme, halvt i leg. Han rev ikke vore huse ned om ørerne på os og byggede paladser, som imponerede os, men hvori vi frøs. Han gav os sig selv, sit venskab, sin ånd, sin fine følelse, sit hjertelige smil, sin dybe alvor og sit muntre, friske sind gennem sine udødelige melodier og sin skønne, rige kunst.«

'Rang De Basanti' er dybest set et filmisk, revolutionært manifest (med undertitlen: A Generation Awakens), som taler direkte til den enkelte inder i sin opfordring til at gøre op med et skævvredet samfund, der er kendetegnet af ekstremistiske hindunationalisters og muslimers blodige opgør og et gennemkorrupt politisk system - midlet til oprøret er imidlertid selv ekstremt. Læs mere: Rang de basanti ...

Piero di Cosimo (egentlig: Piero di Lorenzo, 1462-1521) er en af renæssancens bizarre kunstnere, kendt for sine idiosynkratiske tilbøjeligheder. Han hadede tordenvejr og ild, hvorfor han frygtede madlavning og levede af hårdkogte æg, kogt 50 ad gangen. Hans inspiration stammede tit fra pletter på væggen, hvilket er temmelig opsigtsvækkende for det luftlag af neoplatonisme, mystik og hermetisk inspireret kristendom, der ellers influerede florentinske kunstnere. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Malgré tout

Af Georg Brandes

Den skønne blonde Lykke,
   der aldrig kan staa stille,
   engang mens han var lille,
   blidt tager ved hans Haar
   for ham et Kys at trykke
   paa Panden, som han staar.
   Han saa sig rundt, forsvunden var hin Kvinde i det Fjerne;
   men Kysset blev og brændte, blev til Tro paa hans Stjerne,
   og stod han for en Skranke, hvor om trøstig Trods det gjaldt,
   hans unge Hjerte banked, og han mumlede: Trods Alt!

Hin Tro brast ufortøvet
   i Kampens haarde Skæbne.
   Han voved knap sig væbne,
   han ingen Lanse svang,
   saa, hørte dybt bedrøvet
   Dystløb og Vaabenklang.
   Men stod han for en Skranke, hvor Ærens Fane flammed,
   sit Mismod og sin Frygt dog af Sjælen ud han skammed,
   ja saa han Nederlaget som Vished overalt,
   med sammenbidte Tænder han mumlede: Trods Alt!

Det var hint Kys, hvis Lue
   gød Ild i Knægtens Aarer.
   Han følte, de var Daarer,
   som veg fra Kampens Vej,
   selv lod han ej sig kue,
   men vidste Grunden ej.
   Og Lykken blev, blev Ungdom; naar hun selv ham vendte Ryggen,
   var Solen, Skoven, Barnet tusind Bud paa Bud fra Lykken.
   Den muntre Tillid vokste, hver Barrikade faldt.
   Med Storm han den tog, og hans Feltraab var: Trods Alt!