EDWARD R. MURROW: »We are currently wealthy, fat, comfortable and complacent. We have currently a built-in allergy to unpleasant or disturbing information. Our mass media reflect this. But unless we get up off our fat surpluses and recognize that television in the main is being used to distract, delude, amuse and insulate us, then television and those who finance it, those who look at it and those who work at it, may see a totally different picture too late.«

Flammen og Citronen er langtfra nogen dokumentarfilm, men derimod en intens spillefilm, som ud fra ét perspektiv afdækker og dramatiserer et vigtigt hjørne af besættelsestidens historie om Holger Danske, Hærens Efterretningstjeneste og Gestapo, der udgør hver deres magtniveauer og har hver deres grå-hvide og grå-sorte agendaer. Ud af denne cocktail kommer et velfortalt drama, der ripper op i nogle af besættelsestidens historiske traumer og deres betydning for den danske selviscenesættelse og selvforståelse helt frem til i dag. Læs mere: Flammen og citronen ...

Interaktionen iagttageren og det iagttagne imellem har vist sig uundgåelig og har dermed problematiseret objektiviteten i den traditionelle forstand, hvor iagttagelsen er helt uafhængig af virkeligheden. Denne interaktion er endvidere så fundamental, at det er umuligt at opretholde forestillingen om, at noget som helst fænomen skulle kunne 'eksistere' i uiagttaget tilstand. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Malgré tout

Af Georg Brandes

Den skønne blonde Lykke,
   der aldrig kan staa stille,
   engang mens han var lille,
   blidt tager ved hans Haar
   for ham et Kys at trykke
   paa Panden, som han staar.
   Han saa sig rundt, forsvunden var hin Kvinde i det Fjerne;
   men Kysset blev og brændte, blev til Tro paa hans Stjerne,
   og stod han for en Skranke, hvor om trøstig Trods det gjaldt,
   hans unge Hjerte banked, og han mumlede: Trods Alt!

Hin Tro brast ufortøvet
   i Kampens haarde Skæbne.
   Han voved knap sig væbne,
   han ingen Lanse svang,
   saa, hørte dybt bedrøvet
   Dystløb og Vaabenklang.
   Men stod han for en Skranke, hvor Ærens Fane flammed,
   sit Mismod og sin Frygt dog af Sjælen ud han skammed,
   ja saa han Nederlaget som Vished overalt,
   med sammenbidte Tænder han mumlede: Trods Alt!

Det var hint Kys, hvis Lue
   gød Ild i Knægtens Aarer.
   Han følte, de var Daarer,
   som veg fra Kampens Vej,
   selv lod han ej sig kue,
   men vidste Grunden ej.
   Og Lykken blev, blev Ungdom; naar hun selv ham vendte Ryggen,
   var Solen, Skoven, Barnet tusind Bud paa Bud fra Lykken.
   Den muntre Tillid vokste, hver Barrikade faldt.
   Med Storm han den tog, og hans Feltraab var: Trods Alt!