H.C. ANDERSEN: »Jeg veed ikke, hvorledes nogen af tom Nysgjerrighed, for ei at bruge Udtrykket: 'at more sig', kan see en Henrettelse. Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere. - Pludselig bliver ingen en Forbryder: det ere Lidenskaber, Opdragelse og en forunderlig Sammenkjædning af Omstændigheder, som danner vort Livsmalerie. - Vi maa afskye Forbryderens Handlinger, men kan Menneskeligheden dadles om den beklager ham? Hvem veed hvorledes vi havde handlet, om vi vare fødte i hans Stilling, med hans Lidenskaber og Begreber?«

I Erik Clausens film er mennesker mennesker - kantede og runde, usikre og stædige, vilde og bløde. Ofte på én gang. Outsidere portrætteres med glimt i øjet og ægthed i hjertekulen, også hvor der først må pilles en del lag af personligheds-løget. Ledsaget udgang er ingen undtagelse. Læs mere: Ledsaget udgang ...

I overensstemmelse med Indøvelse i Christendom, der fastslår, at den sande kristne ikke er en beundrer men en efterfølger, glider Kierkegaard med Sygdommen til Døden ind på Efterfølgerens plads. Som Kristus kæmpede imod Jødedommen for at formidle sandheden i kristendommen, bliver Kierkegaards analoge kamp striden mod sin tids herskende tro (kristenheden) for at genindsætte kristendommen. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Finis

Af Georg Brandes

Saa skal jeg da surres til Pælen igen,
af en skinhellig Pøbel begloes og betragtes,
og mit Hjerte skal smides for Hundene hen,
og mit Navn skal flaas, og min Stolthed skal slagtes.
Det er endt. Jeg skal hjem. O mit Fristed, Farvel!
Luft, du klare, hav Tak! Tak, Italiens Kvinder,
som med Skønhed beriged og fyldte min Sjæl!
Og I Marmorpaladser med lysende Tinder!
Det er endt. Jeg skal rejse. Farvel! Farvel!

Ak, I spørge, I Solbørn, hvorhen jeg vil gaa.
Spørger ej! Der er mørkt, der er trist, hvor jeg fødtes.
Her min Vej med Granatrosens Flammeblomst strødtes,
hist er Vejen moradsig og Himmelen graa.
Ingen Søjler og dejlige Statuer staa,
ingen glødende Tavle fik Liv der i Landet,
og et Menneskeliv helt forkrøblet I saa
i forknyttet Fordummelse sive i Sandet,
ifald Eders Blikke saa vidt kunde naa.

Et mig trøster, et Forsæt: Jeg giver mig ej.
Var en Gabestok sikker - i Trods har jeg levet,
og Intet af hvad jeg har villet, har skrevet.
har tænkt og har elsket, fornegtede jeg.
Jeg er svag, lad saa være, jeg véd, hvad jeg vil.
Jeg er tomhændet, sandt! men jeg har mine Hænder.
Og bebrejder mig ej, at jeg er lutter Ild!
Højst nødigt det gøres, at saadan jeg brænder:
Hin Is skal jeg smelte, saa Ild maa der til.

Marcuspladsen, den 7. juli 1871