PIERRE BAYLE: »For intet kan være mere ringeagtende og ubehøvlet end det de første kristne uden at blinke sagde om de hedenske guder, og det er velkendt at protestanterne ikke lagde fingrene imellem når de beskrev den katolske messes gud; det de sagde om ham op i deres modstanderes åbne ansigter, var hårrejsende. Jeg bryder mig ikke om at folk bruger stødende udtryk i overværelse af dem der kan blive stødt. Både anstændighed og medfølelse kræver at man respekterer andres samvittighed ...«

en flot, storladen og poetisk animationsfilm i bedste humanistiske ånd, som utvivlsomt vil få tolerancens og romancens fornægtere til at se rødt, men som rager højt og lysende op over samtidens forkrampede og formørkede tidsånd af mistro og fremmedforagt. Læs mere: Azur & Asmar ...

Sprogets forhold til virkeligheden som særskilt filosofisk tema har været i fokus på forskellig vis filosofihistorien igennem - ord er ikke fikserede referencer, men derimod betydningsbærende og betydningsskabende tegn i en dynamisk og kontekstafhængig vekslen. Vi betragter verden gennem sprogets overlevering, men af og til fremkommer en eller flere med ord og tanker, der slår hul på det selvfølgelige og med tiden får hovedparten til at se anderledes. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Finis

Af Georg Brandes

Saa skal jeg da surres til Pælen igen,
af en skinhellig Pøbel begloes og betragtes,
og mit Hjerte skal smides for Hundene hen,
og mit Navn skal flaas, og min Stolthed skal slagtes.
Det er endt. Jeg skal hjem. O mit Fristed, Farvel!
Luft, du klare, hav Tak! Tak, Italiens Kvinder,
som med Skønhed beriged og fyldte min Sjæl!
Og I Marmorpaladser med lysende Tinder!
Det er endt. Jeg skal rejse. Farvel! Farvel!

Ak, I spørge, I Solbørn, hvorhen jeg vil gaa.
Spørger ej! Der er mørkt, der er trist, hvor jeg fødtes.
Her min Vej med Granatrosens Flammeblomst strødtes,
hist er Vejen moradsig og Himmelen graa.
Ingen Søjler og dejlige Statuer staa,
ingen glødende Tavle fik Liv der i Landet,
og et Menneskeliv helt forkrøblet I saa
i forknyttet Fordummelse sive i Sandet,
ifald Eders Blikke saa vidt kunde naa.

Et mig trøster, et Forsæt: Jeg giver mig ej.
Var en Gabestok sikker - i Trods har jeg levet,
og Intet af hvad jeg har villet, har skrevet.
har tænkt og har elsket, fornegtede jeg.
Jeg er svag, lad saa være, jeg véd, hvad jeg vil.
Jeg er tomhændet, sandt! men jeg har mine Hænder.
Og bebrejder mig ej, at jeg er lutter Ild!
Højst nødigt det gøres, at saadan jeg brænder:
Hin Is skal jeg smelte, saa Ild maa der til.

Marcuspladsen, den 7. juli 1871