KHAJJAM:
Hvor er den der i verden syndede ej?
Findes andet end den levende synders vej?
Vil du min synd, min Gud, straffe med synd,
hvad er da forskellen mellem dig og mig?

Det mest overraskende ved Søren Kragh-Jacobsens Det som ingen ved er, at den med sin vanskelige balance mellem Thomas' hverdagsproblemer efter et forlist ægteskab og det dødsensfarlige drama, han roder sig ud i ved at bore i en betændt magtkoncentration med skjulte dagsordener, forbinder den enkelte borgers position som en brik i et større magtspil med modernitetens opbrud i privatlivet såvel som privatlivets fred på flere planer. Læs mere: Det som ingen ved ...

Renæssancens store kunsthistoriker, Vasari vier det største afsnit af sit værk med kunstnerbiografier til Michelangelo. Han skriver, at Gud besluttede »at nedsende en Aand, der paa alle Maader var i Stand til i enhver Kunstart og Virksomhed ved egen Kraft at vise hvori den fuldendte Kunst bestod, baade naar det drejede sig om Tegnekunstens Linier, Omrids og Fordeling af Lys og Skygge, Malerkunstens Given Relief til Tingene, Billedhuggerkunstens vel overvejede Stofbehandling, og Arkitekturens Opførelse af bekvemmelige og sikre Huse. Læs mere ...

Udvalgt dansk poesi

Amor Rex

Af Christian Winther

Hvem er blandt alle Guder,
Den største vel i Magt?
Hvis Vælde sig bebuder
I al Naturens Pragt?
Det er den lille Herre,
Der ager frem saa tryg
Med Duer for sin Kærre,
Med Vinger paa sin Ryg.

Med Pilens Odd han rister
Sin Trolddoms Rune sød,
Saa Rosenknuppen brister
Og Rosen bliver fød;
Med sine spæde Hænder
Den lille, fine Skalk
Jo Virakflammen tænder
I hver en Lilies Kalk.

Hvor Æblets Bold forgyldes,
Hvor Blommen glimrer rød,
Hvor Druens Bryster fyldes
Med Nektar, stærk og sød;
Hvor dybt i Grunden ulmer
En rigdomsvanger lld,
Saa Guldorangcn svulmer, -
Der har han havt sit Spil.

Han har med Aftenrøden,
Med Regnbuens Magie,
Med Solens Morgengløden
En livlig Sympathie;
Naar lune Vinde lufte
Fra Blomsterdalen ud,
Og Natvioler dufte,
Da skeer det paa hans Bud.

I Ørnens Vinger stærke
Kun han har Kraften nært;
Der qviddrer ingen Lærke,
Som jo hos ham har lært;
Og ingen Orm har krøbet,
Ei Sommerfugl fremgik,
Som ikke først i Svøbet
Af ham sin Lectie fik.

For ham maa Løven bukke,
Han koger Tigrens Blod;
Ved Nattergalens Vugge
Med Smil han aarle stod;
Han kysser Pignens Kjerne,
Da voxer Stammen rank;
Han vinker Nattens Stjerne,
Da glimter den først blank.

Kort, Alt hvad Verden eier,
Der troer sig frank og frit,
Han ved en evig Seier
Har evig gjort til Sit;
Hvert Hjerte faaer han lænket,
Hvor han sin Piil har skudt;
Han hersker uindskrænket,-
Hans Magt er absolut.

Lyriske Digte (1849)