|
BLOG
|
OM
|
REGISTER
|
FORFATTERSKAB
|
FILM-ANBEFALINGER
|
BOGANMELDELSER
|
FOTOS
|
LINKS
|
SØGNING
|
![]() |
![]() |
![]() |
|
GEORG BRANDES: »Hvo der ud fra Attraen efter store, afgjørende, gjennemgribende Omvæltninger sér ligegyldigt eller forsmaaende ned paa Udviklingsgangens langsomme Smaaforandringer, paa Politikens sendrægtige, skridtvise Smaaforbedringer, paa de Kompromisser, Praktikeren maa slutte, fordi han kun gjennem dem kan opnaa den delvise Virkeliggjørelse af sin Idé, paa de Associationer endelig, uden hvilke det for Enhver, der ikke brutalt kan befale, er umuligt at føre en eneste Tanke ud i Livets Virkelighed - han maa i det praktiske Liv give Afkald paa at røre en Finger; han kan, som Søren Kierkegaard, som Brand, aldrig gjøre Andet end at pege paa den svælgende Kløft, der skiller den virkelighed, vi have, fra Idealet.« |
|
The Last Samurai tegner et billede af den spændende tid i japansk historie, hvor riget i løbet af få årtier transformeres fra et feudalsamfund med en magtfuld samurai-kaste til en moderniseret industrination med jernbaner, telegraf og moderne hær efter vestligt forbillede og under vestlig rådgivning. Dermed lykkes det at dreje Japan ind på den bane, hvorfra Vesten siden får den moderniserede japanske krigsmaskine lige i synet igen som en aggressiv imperiemagt. Læs mere: The Last Samurai ... |
|
Inden for rammerne af de europæiske renæssancer skabes en række af Vestens berømteste kunstværker, og bogtrykkerkunsten vinder frem i en hidtil uset kommunikationsrevolution. Mennesket begynder at fokusere på natur og naturforskning på nye og mere empiriske måder, og det er i denne tidsalder, at verden og tilværelsen besynges på livsbekræftende vis, sideløbende med at pestepidemier med nådesløs effektivitet bortriver store dele af befolkningen. Læs mere ... |
Sangvinitet (af Natur-Temperamenter)
Af Adam Oehlenschläger
![]()
Milde Saphirer paa Himmelens Bue
Hæve den prægtige Hvælving med Ynde.
Østkanten brænder med Rosernes Lue.
Skovens qviddrende Sange begynde.
Tusind Karfunkler i Solen vi skue.
Guldgule Bølger i Floden sig skynde.
Blomsten udfolder forføriske Blade,
Boler med Solen i kiølige Bade.
Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Dit Altar staaer
I de svale Dale,
I de skiønne, grønne
Duftende Hvælvinger,
Hvor Philomela slaaer,
Hvor den rislende Sølvbølge gaaer.
Vellysten blusser paa svulmende Læber,
Faunerne smile og Uskyld forsager.
Lokkende Skiersild! som pirrende dræber!
Helvedes Lue! som Æthren forjager!
Sielen forsvinder, den høiere Sands.
Dyret og Mennesket, Blomsten og Løvet
Tørres, forstokkes og nærmer sig Støvet,
Svungen i Straalens ophidsende Dands!
Elskov! Elskov!
Venus Cypria!
Hvor den rislende Sølvbølge gaaer,
Hvor Philomela slaaer,
I de duftende Hvælvinger,
I de skiønne, grønne
Svale Dale
Dit Altar steaer!Digte (1803)