Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

TV2 eller DF2

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I Berlingske Tidende den 14.2. lancerer Michael Böss den konspirationsteori, at Politiken er »fødekæden« til international kritik af indvandrernes forhold i Danmark.

Jeg er imidlertid ked at af skuffe Böss med oplysningen om, at vi lever i globaliseringens tidsalder, hvor landets udenlandske diplomater og korrespondenter (såvel som hele verden i øvrigt) lettere end at klø sig dér, hvor solen ikke skinner, kan konsultere medieudbuddet. Enhver kan med andre ord selv konstatere, hvilken slagside dansk politik er ramt af i kraft af et vist partis utal af dæmoniseringer af indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed.

Böss er imidlertid også forarget over, at jeg i en klumme har kaldt TV2 Nyhederne den 24.1. for »DF2 Nyhederne« – men han udelader bekvemt en afgørende del af min kritik.

Jeg bebrejdede TV2 Nyhedernes ukritiske bidrag til den antimuslimske agenda ved at blæse en tåbelig SMS af Hamid El Mousti op til en veritabel sprængladning af Muhammedkrise-proportioner. El Mousti havde tilskrevet den danske regering vulgær propaganda om muslimernes voldtægt og drab af egne børn, skønt dette som bekendt 'blot' stammede fra regeringens støtteparti.

Enhver med blot et minimum af kendskab til indvandrermiljøet ved imidlertid, at El Moustis position blandt praktiserende muslimer er mindst lige så betydningsløs, som den er i Socialdemokratiet, der vragede ham som kommunalvalgs-kandidat i 2009. At gøre hans lillebitte SMS-bøvs på informationsmotorvejenes mediebrøl til en trussel mod nationens sikkerhed er derfor absurd.

Men hvad Böss får fortiet, er, at TV2 Nyhederne i samme omgang bragte et indslag om Facebooks hadegrupper, der ensidigt eksemplificeredes med grupper vendt mod Pia Kjærsgaard, Kurt Westergaard og Slagelse Politi. Ikke én af de talrige hadegrupper mod islam og muslimer med vulgær og racistisk retorik blev nævnt. Vi fik heller ikke at vide, at den charmerende unge pige, der modtog hademail for sin hyldestvideo til Kurt Westergaard, i øvrigt var en begejstret Pia Kjærsgaard-fan og tilhænger af Dansk Folkepartis Ungdom, eller at hun sågar selv var medlem af hadegrupper, bl.a.: »Støt politiet – De autonome skal dø«.

Det var denne eklatante skævvridning og mangel på kritisk sans, der fik mig til at døbe aftenens TV2 Nyhederne til DF2 Nyhederne.

Der er ingen konspiratorisk fødekæde til udlandet nødvendig, hvad angår Dansk Folkepartis centrale, men ødelæggende indflydelse på dansk politik – den er åbenlys for enhver, der åbner en avis og tænder et tv med sin kritiske sans i behold.

Rune Engelbreth Larsen
Trykt (forkortet) i Berlingske Tidende, 25.2.2010