I min klumme i Politiken den 26.12.2009 kritiserer jeg TV2's Svenning Dalgaard for at være regeringens lejesvend under dækningen af klimatopmødet og erindrer ved samme lejlighed om Dalgaards regeringsloyale optræden under karikaturkrisen: »Samme 'neutrale' Dalgaard, der for samme public service-station i sin tid 'dækkede' historien om arabiske kritikere af den danske regerings håndtering af karikaturkrisen i TV2 Nyhederne med ord som 'stjernetyderne i de arabiske lande', der forsøgte at 'finde hår i suppen'.«
Dét benægter Dalgaard imidlertid og skriver i et læserbrev (4.1.), at jeg har »en letløbende fantasi og et frit forhold til facts« og understreger: »Da jeg ingen erindring har om at have brugt disse udtryk, og da der heller intet spor er af noget lignende i TV2's arkiver, forventer jeg, at forfatteren fremlægger bevis for sine påstande.«
Selvfølgelig kunne jeg ikke drømme om at citere Dalgaard for noget, han ikke har sagt – i TV2 Nyhederne den 27.2.2006 kl. 19 udtalte han som reaktion på et EU-udenrigsministermøde om karikaturkrisen således: »Til sidst giver det selvfølgelig arbejde til stjernetyderne i de arabiske lande for at finde ud af, om der alligevel skulle være lidt hår i suppen.«
Jeg har med andre ord citeret Dalgaard 100 procent korrekt, og det er derfor uundgåeligt at konstatere: 1) Dalgaard taler direkte usandt, når han hævder, at der »intet spor er af noget lignende i TV2's arkiver«; 2) det er med andre ord Dalgaard og ikke jeg, der har »et frit forhold til facts«!
Jeg forventer naturligvis, at Dalgaard for det første bekræfter dette med en pæn undskyldning. Og da han tydeligvis betragter det som særlig krænkende at blive tilskrevet en så politisk ladet (og nedladende) generalisering i en nyhedsudsendelse for en public service-station som at karakterisere eventuelle kritikere i arabiske lande som »stjernetydere«, der leder efter »hår i suppen«, må han for det andet erkende, at han naturligvis ikke levede op til den saglighed og neutralitet, vi kan forvente os af TV2 Nyhederne.
På forhånd tak.
Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 6.1.2010
Læs også: Svenning Dalgaard manipulerer
|
|