Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Til De Radikale: Efter stormen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Et skib kan blive tvunget til at kaste mangt og meget overbord under et langvarigt stormvejr. Det kan selvfølgelig være en smertefuld og nedslående proces, men hvis nu udsigten var blevet spærret og tovværket bragt i en forfærdelig uorden, fordi det gamle skib havde fået raget en del overflødigt tingeltangel ombord undervejs, kan det måske også være en nødvendig påmindelse om at finde tilbage til det essentielle?

Opgivende sømænd kan selvfølgelig finde på at kaste sig selv overbord, og karaktersvage egoister, som måske ikke havde ret mange andre ambitioner end at blive kaptajn i stedet for kaptajnen, kan sågar finde på at kapre redningsbåde og kanoner for siden at tage aktivt del i beskydningen af de gamle fæller i havsnød.

Men når stormen så endelig har lagt sig, er det dog stadig væk det samme skib. Besætningen er naturligvis decimeret, men de, der er tilbage, har måske også netop udvist den fornødne karakter og viljestyrke, der skal til for fremover at rekruttere nye talenter til forestående slag med større omhu.

Ingen nævnt, ingen glemt – for det handler selvfølgelig om det gode skib, De Radikale.

I 1990'erne fulgte partiet Socialdemokraternes kurs for ukritisk, så man knap nok opdagede, hvordan kaptajn Nyrup gradvis opgav slaget mod Dansk Folkepartis hærgende Uboot. Med én tunge afskrev han enhver alliance med den nye fjende i dybet som utænkelig, og med en anden tunge lod han sætte sejl efter deres sorte kølvandsstribe. Han forfremmede Jespersen og lod hende rette skytset mod de samme skibbrudne, som allerede var Dansk Folkepartis foretrukne kanonføde – og havde hun fået sin vilje i ét og alt, var de overlevende såmænd blevet efterladt uden vådt eller tørt på en øde ø.

Efter den 11. september 2001 skærpede Nyrup undergangskursen, og De Radikale lod sig trække med og gav køb på retssikkerheden, imens Khader orkestrerede den ene interne skueproces efter den anden, der tvang unge talentfulde muslimske politikere til at gå planken ud.

Imellemtiden har Thorning-Schmidt overtaget roret hos Socialdemokraterne, og imens hun har lagt sit skib endnu tættere op ad kaptajn Kjærsgaard og de facto har kapituleret på væsentlige værdipolitiske, retspolitiske og udlændingepolitiske områder, har De Radikale imidlertid genfundet og udstukket deres egen kurs.

En af forudsætningerne herfor var en selverkendelse, som både Jelved og Vestager havde politisk format til også at indvie offentligheden i – her i Jelveds tilbageblik: »Jeg fatter ikke, hvad der foregik i hovedet på os, da vi for eksempel stemte for de dele af terrorlovgivningen, der giver PET ret til uden kontrol at overvåge og aflytte folk. Det samme med loven om administrative udvisninger. Det er ikke en retsstat værdigt, og jeg fortryder, at vi stemte, som vi gjorde.« (Berlingske Tidende, 18.1.2009).

Dét er desværre ikke lige så populær en selverkendelse, som når Søvndal skifter kurs i modsat retning og bliver hyldet for at hædre karikatur-propaganda og forbande Hizb-ut-Tahrir til helvede, imens han lige husker at kaste nogle nedladende populistiske generaliseringer om indvandrere oven i hatten – man behøver blot se, hvor let det er gået SF's skude siden.

Men er Søvndal og Thorning-Schmidt så blevet en større trussel mod Dansk Folkeparti? Tværtimod. I næsten hele Dansk Folkepartis levetid har partier nemlig prøvet at sænke Kjærsgaard ved at kopiere stadig større dele af hendes strategi ud fra det fromme håb, at man dermed kunne overskære fødekæden til hendes vælgerfremgang – og hver gang strategien er blevet målt ved det efterfølgende valg, er Dansk Folkeparti gået frem. Hver ENESTE gang. Og dog har de færreste partier tilsyneladende lært noget.

Senest under (luft)kaptajn Messerschmidts valgsejr, hvor det var V og K, som prøvede at stjæle dele af hans dagsorden med det resultat, at Dansk Folkeparti igen tordnede frem.

Og i SF's tilfælde, hvor medløberiet umiddelbart er gået heldigt i forhold til øget vælgeropbakning, er fremgangen i høj grad befordret og båret af et momentum, som ikke mindst VK-regeringens talrige medieklakører har skabt ved at skamrose Søvndal. Det er sket af to og kun to grunde, som vist kun Søvndal og Sohn kan være blinde for:

For det første fordi ros af SF's rorgænger ganske enkelt egner sig fortrinligt til at chikanere og svække Socialdemokraterne. Og for det andet – og selvfølgelig vigtigere – fordi den danske medievirkelighed er ekstremt domineret af en udtalt og uudtalt konsensus om, at diskrimination, kynisk deportationspolitik og hån, spot og latterliggørelse er en »fair« kurs, uanset hvor mange menneskerettighedsorganisationer, EU-domme og internationale politikere og medier, der udtrykker det stik modsatte.

Derfor har de udvalgte politiske orakler, som især TV2 og DR agerer velvillige mikrofonholdere for, leveret den ene 'neutrale analyse' efter den anden til fordel for regeringens udlændingepolitiske linje og SF's »fornuftige« og »regeringsduelige« udlændingepolitiske skift, uden at spørge kritisk til de pågældende oraklers egen udlændingepolitiske ståsted, der er uskelnelig fra regeringens – og iscenesat af Kjærsgaard.

SF scorede med andre ord massive rygklap blandt medier og regeringsloyale ex-spindoktorer, der omsattes til positiv omtale, der omsattes til flere stemmer, der omsattes til flere points hos oraklerne i en selvbekræftende dynamik. Imens dansede man ombord på Dansk Folkepartis Uboot og satte igen farten et par knob i vejret.

Omvendt har De Radikale turdet genfinde anstændigheden i et stadig skarpere opgør med den udlændingepolitiske kynisme, der fortsat er og bliver det snævre, men udslagsgivende politiske slag i disse år, og dét er som nævnt upopulært ud fra den aktuelle tidsånds snæversyn, som også flertallet af medierne sætter sejl efter.

Men skal der politiske ændringer til, er der nogen, der må tage det hårde slid og skabe fronten for en ny selvstændig dagsorden, også i modvind.

De Radikale er kommet af med en del dødvægt og er derfor også skåret ned til en mere overskuelig størrelse, men det er måske også forudsætningen for både at få plads til at fremrykke talenterne fra kulissen og samtidig blive en betydeligt mere fokuseret og skarpsleben spydspids for en langt mere humanistisk værdi-, rets- og udlændingepolitik. I det lange løb er det eneste troværdige alternativ til Dansk Folkeparti selvfølgelig netop ikke det gennemskuelige medløberi, men en udfordring, der tør tage kampen op trods tidsåndens mørke øjebliksbilleder og se længere end til ét valgopgør.

Det er således ikke på trods af en nedslående og ulyksagelig decimering af De Radikales folketingsgruppe, at partiet står betydeligt bedre rustet til denne afgørende udfordring – det er på grund af en heldig decimering.

Rune Engelbreth Larsen
Radikal Politik (medlemsblad), september 2009