Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Torturbødler i Iran - og her

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Danmark har i stigende grad været i FN's, EU's og Europarådets kritiske søgelys de forgangne fem år, og det er gået op for en række internationale kommentatorer og medier, at landet danner ramme om stadig mere fremmedfjendske tendenser, hvis dehumaniserende og propagandistiske virkemidler er i negativ særklasse i Vesten.

Nu er også International PEN for første gang gået ind i en konkret asylsag i Danmark, idet Flygtningenævnet har afvist den iranske journalist Sharereh, som dermed står til udvisning med stor risiko for tortur.

Det er dansk udenrigs- og udlændingepolitik i en nøddeskal: På den ene side er vi en krigsførende nation med soldater, der bl.a. hævdes at skulle holde totalitære talebanere fra magten i Afghanistan og kæmpe for menneskerettigheder; på den anden side smider den danske regering flygtninge i hænderne på totalitære regimer, hvis menneskeretskrænkelser er lige så veldokumenterede, som de er tilbagevendende ingredienser i samme regerings frelste fordømmelser.

Det lader sig naturligvis kun gøre, fordi årsagssammenhængen fortoner sig over så mange led, at respektable danske ministre og politikere både over for sig selv og omverdenen kan hykle en uvidenhed om konsekvenserne, der i bedste fald har karakter af usmagelig ansvarsforflygtigelse.

Sharereh er blot ét navn og én skæbne blandt tusinder af afviste og udviste asylansøgere, hvoraf flere uundgåeligt befinder sig i stor risiko for forfølgelse, overgreb og det, der er værre, hvis de havner i det land, de er flygtet fra.

Selv i totalitære diktaturer er det selvfølgelig de færreste politikere, som personligt torturerer en systemkritiker – den slags håndgribelige ubehageligheder udføres som regel af torturbødler på lang afstand af beslutningsprocessen.

Men selv om en totalitær politiker kan lægge lovgivning og en stribe mellemmænd mellem sin egen beskyttede tilværelse og den faktiske tortur, og selv om han eller hun dermed stort set aldrig nogen sinde selv har behøvet at tilslutte strømmen til et torturapparat eller personligt at knuse knoglerne på en åbenmundet journalist eller systemkritiker, holder vi indlysende nok magthaverne moralsk (og hvis det er muligt også gerne juridisk) ansvarlige.

Reelt er der ikke nogen uskyldige i den kæde af beslutninger og handlinger, som direkte og indirekte fører fra toppen af magtpyramiden og hele vejen ned til torturkammeret. At politikeren har medvirket til at vedtage en lov, som muliggør, at man kan pågribe, anklage og dømme en systemkritiker og føre vedkommende i torturbødlens gabestok, gør selvfølgelig både torturbødlen, dommeren, anklageren, politiet og politikeren ansvarlig for følgerne – selv om det måske kun er én af dem, som fysisk har blod på hænderne.

Få vil vel bestride det principielle i et sådant ræsonnement. Og det gør naturligvis heller ikke den fjerneste forskel, om der er ét, ti eller hundred mellemled og hundredvis eller tusindvis af kilometer mellem politikeren i beslutningsprocessens pyramidetop og torturbødlen i dens bund.

Den hovedskyldige er derfor ikke det afstumpede individ, som martrer fangen i cellen, men derimod politikeren, som uden større fysisk anstrengelse har skubbet til den første dominobrik, skønt det altid er den sidste brik i rækken, der tilslutter strømmen og konkret udløser mishandlingen.

Når dispositioner og beslutninger i den iranske pyramidetop har sat den kæde af begivenheder i gang, der ad mange mellemstationer ender med mishandlede mennesker i torturkamre, har vi naturligvis al mulig grund til at holde selv samme iranske magthavere ansvarlige for de skæbner, der er det blodige resultat heraf. Men i tilfældet med den iranske journalist Sharereh såvel som for talrige andre afviste asylansøgeres vedkommende skal de hovedansvarlige imidlertid ikke alene findes i toppen af en udenlandsk, totalitær magtpyramide, men i høj grad også i toppen af den danske beslutningsproces.

Det er danske politikere, som har vedtaget love, der kan administreres på en måde, der sender systemkritikere og andre forfulgte lige lukt i hænderne på de totalitære regimer, som de er flygtet fra. I flere tilfælde kan danske politikere således afgjort være ansvarlige for at skubbe til den dominobrik, der over en række mellemstationer tilslutter strømmen i torturkammeret – for nu at fastholde metaforen.

Kæden har mange led, f.eks. asyllejre, årelang uvished, psykisk sammenbrud, kritisabel sagsbehandling, dansk politieskorte ud af landet og udenlandske myndigheders pågribelse (f.eks. i Iran), før asylansøgeren i sidste ende havner i kløerne på en torturbøddel i en afsondret fængselscelle. Men et nok så labyrintisk og tidskrævende forløb hverken kan eller bør skjule det faktum, at vejen til torturbødlen rent faktisk også kan begynde på en dansk ministers skrivebord.

Derfor er det karakteristisk, at danske politikere ikke VIL vide, hvad der sker med de konkrete menneskeskæbner, at man stort set aldrig vil udtale sig om enkeltsager eller om konkrete selvmord i asylcentre, om de utallige psykisk nedbrudte flygtninge eller om deres konkrete mén efter brutal tortur. Og derfor er det i sidste ende et både klassisk og modbydeligt eksempel på en ansvarsforflygtende politiker af værste skuffe, når Venstres integrationsordfører Irene Simonsen siger, at regeringen end ikke vil KOMMENTERE kritikken fra International PEN: »Du kan spørge på ti forskellige måder – jeg vil simpelthen ikke forholde mig til anmodningen fra PEN.« (Information, 28.6.).

Det, der adskiller pæne og renskurede politikere som Irene Simonsen fra beskidte torturbødler i Iran, er ikke andet end tusindvis af kilometer og en dosis dansk dobbeltmoral og selvvalgt uvidenhed. Foragten for en knust menneskeskæbne er desværre grænseløs!

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 8.7.2006