Thoreaus høvlspån

Af Rune Engelbreth Larsen

---

I sin anmeldelse af Henry D. Thoreaus Civil ulydighed - Tre politiske tekster (Weekendavisen 2.12.) skriver Christopher Arzrouni, at jeg i mit forord til bogen reducerer den "hårdkogte individualist" til en græsrods-aktivist og "nuttet socialliberal" i lighed med Ebbe Reich Kløvedal for år tilbage.

Det er ikke blot tendentiøst, men aldeles forkert. Jeg fastslår således: "Få metaforer er for stærke og ingen polemik for barsk, når hegemoni og hykleri kommer på tværs af individets integritet - statens, kirkens og pressens demagogi bliver sine steder dissekeret og udstillet med skånselsløs aggressivitet."

Til forskel fra Kløvedal tager hele mit forord afsæt i, udfolder og konkluderer, at Thoreau var individualist til fingerspidserne. Thoreaus individualisme var imidlertid ikke et udtryk for den pladder-liberalisme, vi kender fra i dag, hvor individualisme blot er et andet ord for de privilegeredes egoisme.

Tværtimod var Thoreau så individualistisk, at han uden at tøve hævede samvittigheden over loven og sågar støttede væbnede opgør med statsmagten, der fastholdt slaveriet og førte krig i Mexico i 1846-48.

Nej, Thoreau var ikke en "nuttet social liberal", hvad Arzrouni helt uredeligt indlæser i mit forord - han kan slet ikke placeres ind i traditionelle ideologier, når han skrev: "Det siges at Det britiske Imperium er meget stort og fortjener respekt, og at De forenede Stater er en magt af første rang. Vi tror ikke, at der bag hvert eneste menneske stiger og falder en tidevandsbølge, som kan rive Det britiske Imperium væk som en høvlspån, hvis mennesket bare ville åbne sit sind for den."

Denne radikale individualisme og transcendentalisme præsenterer jeg som en af de absolut centrale dimensioner i Thoreaus forfatterskab.

Weekendavisen, Bøger, 22.12.2005.