Højreekstremistisk vold og politisk dobbeltmoral
Af Rune Engelbreth Larsen 
En højreekstremist infiltrerede i denne uge en gruppe antiracister under et møde i Århus, spredte peberspray og lukkede sit femten-mand stærke tæskehold ind, der efterfølgende overfaldt to mødedeltagere med slag og spark, mens lokalerne blev udsat for hærværk. Mødedeltagere og lokalaviser er ikke i tvivl om, at tæskeholdet var fra det højreekstremistiske miljø omkring Dansk Front og hooligan-gruppen White Pride.
Sådanne voldelige metoder i kampen mod politiske modstandere må få Christiansborg til at vågne op og tage utvetydigt afstand fra dette betændte miljø. Men det er naturligvis ikke sket. Men når f.eks. Hizb-ut-Tahrir indkalder til møde på Nørrebro og fordømmer demokratiet, står politikerne i kø for at udtale deres afstandtagen til den forventningsfulde skare af journalister - men et voldeligt, højreekstremistisk angreb i Århus bemærkes knap nok med et skuldertræk på Christiansborg.
Overfaldet burde ikke blot vække landspolitikerne - det burde også føre til en selvransagelse hos Lars Hedegaard og andre islam-kritikere om, hvad det er for anti-islamiske miljøer, man risikerer at blåstemple.
Til kommunalvalget i Århus opstillede f.eks. listen Århus Mod Moskeen, der med visse undtagelser som bl.a. spidskandidaten, Søren Quist Rasmussen, består af en række nuværende og tidligere medlemmer af Den Danske Forening og Dansk Folkeparti, og hvis forbindelser til White Pride og Dansk Front er blevet belyst flere gange.
Under valgkampen nød Århus Mod Moskeen imidlertid kolossal opbakning fra den nævnte Lars Hedegaard. Til listens opstillingsmøde var han gæstetaler, og i Jyllands-Posten afviste han blankt, at der overhovedet var tale om racister og højreekstremister i foreningen. Tværtimod kunne Hedegaard svinge sig op til at udmale foreningen som et heroisk og historisk skelsættende projekt og fastslog i en rørstrømsk kronik, at "Århus er den første vestlige by, hvor borgere er gået i kamp mod totalitarismen", og at Danmark dermed var blevet "det første land, hvor borgerne i et lokalområde besluttede at organisere sig" mod følgerne af muslimsk indvandring (JP Århus, 20.10.05).
Alt dette var ikke desto mindre vrøvl fra ende til anden. Blankt at afvise racisters deltagelse med en bemærkning om, at han selv "formentlig har set de fleste af medlemmerne", må placeres et sted i spektrummet mellem ufrivillig naivitet og bevidst tunnelsyn.
Hedegaard var naturligvis også bevidst om, at århusianerne ikke var "gået i kamp" - faktisk viste flere meningsundersøgelser, at et stort flertal støttede et moskébyggeri i byen. Det var ligeledes allerede blevet afsløret, at Århus Mod Moskeen slet ikke var organiseret af borgere fra et "lokalområde" i Århus - i virkeligheden var ikke én eneste fra bestyrelsen i Århus Mod Moskeen bosat i Århus kommune.
Konspirationsteorierne om muslimernes infiltrering af politiske institutioner med henblik på at kolonisere og erobre Danmark florerer i disse yderligtgående miljøer, og de udfoldes netop af Lars Hedegaard selv og hans meningsfæller. Dertil kommer absurde påstande om, at de danske domstole f.eks. i vid udstrækning undlader at straffe muslimers sexovergreb på danske piger, som Hedegaard også har hævdet (Berlingske Tidende, 19.8.2001), hvilket naturligvis er med til at fodre den generaliserende foragt for landets muslimer på gadeplan og giver forkvaklet ideologisk næring til knopskydninger på den yderste højrefløj.
Faren herved er åbenlys, men lad os til sidst alligevel sætte dette lidt i relief:
Da Pia Kjærsgaard i 1998 blev udsat for et fuldstændig uforsvarligt overfald på Nørrebro, havde Dansk Folkeparti travlt med at associere voldsmændene til Enhedslisten, og i Dansk Folkepartis medlemsblad hed det ligefrem, at det "svinske overfald på Pia Kjærsgaard var den foreløbig kulmination på Enhedslistens foragt for frihed og demokrati", og at Enhedslisten dækkede over "en stinkende fascistisk sump" (Dansk Folkeblad nr. 4, 1998).
Ud fra samme, politiske pseudo-logik er White Pride vel så et udtryk for Dansk Folkepartis "stinkende fascistiske sump"? For det er jo ofte sådan, Dansk Folkeparti, Lars Hedegaard og meningsfæller ræsonnerer - hvad ekstremistiske venstreorienterede foretager sig, bliver let et udtryk for Enhedslistens virke, og hvad ekstremistiske muslimer foretager sig, er slet og ret et udtryk for islam, ikke sandt?
Nej, lad os ikke synke til deres niveau, men i stedet blot konstatere, at højreekstremistisk vold mod indvandrere og antiracister er en marginal, men modbydelig del af den politiske virkelighed i Danmark og opfordre Dansk Folkeparti til at være saglige i stedet for propagandistiske i deres anti-islamiske retorik - og henstille til Hedegaard om, at han fremover er mindre ivrig efter at blåstemple ekstreme grupperinger som Århus Mod Moskeen og deres tilhængere.
Dagens Spids, P1, 2.12.2005
