Det forbandede lønarbejde

Af Rune Engelbreth Larsen

Lønarbejde frarøver stadig større dele af gennemsnitsfamiliens tilværelse, fordi arbejdslivet - på trods af formelle arbejdstidsnedsættelser - har lagt beslag på en rekordstor del af dagligdagen de seneste årtier. Det forpester desværre også større dele af fritiden, fordi lønarbejde i dag hjemsøger hver anden lønmodtager med stress og tilmed rammer flere og flere med øgede kredsløbsforstyrrelser og psykiske lidelser.

En betydelig del af tilværelsen består således for alt for mange af lønarbejde samt af transport til og fra arbejdspladsen. Resultatet er problematisk i dobbelt forstand, eftersom arbejdshysteriet på én og samme tid forøger behovet for at koble af efter arbejdstiden, men samtidig formindsker muligheden for at finde tiden til det.

Manglende tid til at slappe af, være sammen med sin familie eller venner og beskæftige sig med mere meningsfulde ting end sit job (som kun for de færreste er et ønskejob) giver også mindre overskud til at udføre sit arbejde optimalt. Resultatet bliver en øget stressfaktor, der presser familien og formindsker og forringer kvaliteten af fritiden yderligere, hvilket så igen giver mindre overskud til at udføre sit arbejde og atter øger stressfaktoren, der presser familien og forringer kvaliteten af fritiden yderligere - og så videre.

En ond cirkel, der risikerer at gøre lønarbejde til en af civilisationens største forbandelser i dagligdagen.

Hvad er så politikernes løsning? Hold fast - "visionen" lyder: Mere af det samme!

Altså endnu mere lønarbejde til endnu flere lønmodtagere i endnu længere tid på arbejdsmarkedet. Med andre ord: Mindre familieliv, mindre fritid, mere stress, flere kredsløbsforstyrrelser og flere psykiske lidelser.

Er der da slet ikke et alternativ? Jo, det ligger oven i købet lige for.

Det forholder sig som bekendt således, at en lille million mennesker i den såkaldt erhvervsaktive alder står uden for arbejdsmarkedet i Danmark. En drastisk arbejdstidsnedsættelse kunne derfor få flere arbejdstrængende i lønarbejde og samtidig give mange familier (fri)tid til noget langt mere meningsfuldt end forøget arbejdshysteri. Ved samme lejlighed kunne man passende give flere mulighed for at trække sig helt ud af arbejdsmarkedet på en basisydelse, hvilket ikke blot vil give nogle en tiltrængt pause, men også betyder, at myndighederne kan koncentrere sig om at skabe og fordele lønarbejde til de mest trængende i stedet for at spilde tiden med at plage hver eneste arbejdsløs med umyndiggørende og diskriminerende aktivering.

Arbejdsdeling og arbejdsfrihed reduceres imidlertid gerne til et "levn" fra de "venstreorienterede 1970ere" for at begrave visionen, før den overhovedet når at blive en del af dagsordenen. I virkeligheden hører tankegangen slet ikke til ét sted i det politiske spektrum, hvilket bl.a. den tværpolitiske forening, Borgerlønsbevægelsen vidner om.

Lad mig derfor referere også til en af Danmarks mest toneangivende filosoffer fra sidste halvdel af det foregående århundrede, idéhistorikeren professor Johannes Sløk (1916-2001). Han var absolut ikke en del af 1970ernes venstreorientering, tværtimod, og af mange betragtes han som "borgerlig" - om end han vel nærmest står helt uden for det politiske spektrum.

Sløk foreslog imidlertid at nedsætte arbejdstiden til fire timer om dagen, og som den visionære tænker, han var, lå han naturligvis såre fjernt fra tidsånden (dengang som nu) i sin argumentation for værdien af bevidste lediggængere:

"De skulle ikke have 'understøttelse' eller 'løn' - begreber, der overhovedet burde afskaffes - men de skulle have frihed til at få deres fornødenheder tilfredsstillet. Så stort er vort bruttonationalprodukt, at vi har råd til det. Må jeg minde om, at der har eksisteret samfund, der mestrede den kunst, f.eks. antikkens Athen. Dette lille bysamfund, der vel i alt befolkningsmæssigt set var på størrelse med Odense, skabte på alle litteraturens, filosofiens, arkitekturens og kunstens områder mesterværker, vi stadig betragter med måben. Og det blev altså skabt af lediggængere, der ikke behøvede at spilde tiden på nedslidende erhvervsarbejde. Prisen var ganske vist, for os at se, frygtelig, thi det var slaver, der skabte det økonomiske grundlag for det hele. I dag har vi udskiftet slaverne med robotter, teknik, datalogi og alt det. Det er i hovedsagen det, der skaber det økonomiske grundlag for vor tilværelse i rigdom. Men hvorfor så ikke drage konsekvensen? Hvorfor være fanget i den forældede idé, at alle skal arbejde, at det er en menneskeret at have et arbejde, at det er en menneskelig tragedie at være arbejdsløs? Når man med alt dette udelukkende tænker på slidsomt erhvervsarbejde, er det blevet til pure vrøvl."

Arbejdsmarkedet er ved a overtage samfundet, og politikerne reagerer efterhånden, som om samfundet og arbejdsmarkedet er ét og det samme - med urimelige, menneskelige omkostninger til følge. Men samfundet og tilværelsen er selvfølgelig andet og meget mere end arbejdsmarkedet, og opgaven for fremtidige, ansvarlige politikere må være at tilbageerobre en væsentlig større del af (fri)tiden.

Og kan dét kun ske på bekostning af væksten og forbruget, vil det i sidste ende ikke være et "offer", men snarere en velkommen og nødvendig sidegevinst, hvis vi samtidig fordeler vores velstand mere ligeligt imellem os.

MP ugebrev, 10.4.2005