Irak-løgne og EU-forfatningen ind under gulvtæppet

Af Rune Engelbreth Larsen

Visse emner er påfaldende "blinde vinkler" i den igangværende valgkamp. Torturskandalerne blandt vore allierede i Irak, de 100.000 civile dræbte og hele den bevidste manipulation med krigsiscenesættelsen er et oplagt eksempel.

Når regeringen f.eks. mødes med kritik af de manglende masseødelæggelsesvåben, der var krigens årsag, er standardforklaringen som bekendt, at disse våbens påståede eksistens slet ikke var den danske regerings motivation til at gå i krig. Danmark var skam drevet af rendyrket idealisme for at fælde en grusom diktator.

Vi skal med andre ord forstå, at godt nok var amerikanerne og briterne enten usandsynligt dårligt underrettet, eller også var de uforbederlige løgnere - men i ingen af tilfældene rokker dette den mindste smule ved den danske regerings glorie.

Sandheden er imidlertid en anden. Udenrigsminister Per Stig Møller udtalte den 19. marts 2003: "Hvis alle gik hjem, sad han [Saddam] tilbage med de kemiske våben og med miltbranden - tusindvis af liter, som jo må være der." Og kun en uge senere: "Men det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben." Statsminister Anders Fogh Rasmussen fulgte trop med krigens hovedargument: "Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Det er noget, vi ved."

Så nej, den danske regerings hænder er af princip hverken mindre blodige end den amerikanske og den britiske, og den danske krigsiscenesættelse var lige så blåøjet og manipulerende som vore allieredes. Hver dag besættelsesstyrkernes tilstedeværelse opretholdes, gør danske partier sig medskyldige i at opretholde grundlaget for tortur og drab begået mod civile irakere, der fastholder Irak som et terrorplaget og splittet land.

En anden og mindre krigerisk "blind vinkel" er EU-forfatningen. Det vil sige - det "mindre krigeriske" er det så som så med, for forfatningen gør EU til endnu en militæralliance og forpligter medlemslandene til oprustning i en tid, hvor EU slet ikke trues af nogen militærmagt.

Det vil ingen tilsyneladende snakke om i valgkampen, selv om det vel ud fra enhver nøgtern vurdering må være væsentligt for vælgerne at få rejst EU-forfatningens spørgsmål over for de potentielle folketingsmedlemmer, der skal sidde på Christiansborg før, under og efter folkeafstemningen i næste valgperiode?

Men regeringspartierne klapper helt i af frygt for at miste stemmer til Dansk Folkeparti, og Socialdemokraterne og de radikale, der har aktive og fremtrædende forfatningsmodstandere i egne rækker og en stor unionskritisk vælgerskare, holder vejret og lægger låg på.

Ikke mindst Holger K. Nielsen vil for alt i verden undgå, at EU-forfatningen bliver et valgtema, for så skal han stå til ansvar over for en pæn del af sine medlemmer, der hverken kan se noget "progressivt" i EU-forfatningen eller skyggen af garanti i hans skinaftale med regeringen, De Radikale og Socialdemokraterne.

Med Margrethe Auken i EU-parlamentet er der indlysende nok en del spørgsmål, som SF meget nødig så rejst, f.eks. hvorfor SF som det eneste danske parti stemte for en række vidtgående ændringsforslag til EU-forfatningen, herunder en beklagelse af, at man "opretholder muligheden for at anvende nationalt veto" (jf. Notat, 21.1.).

SF, der i kraft af aftalen med Fogh & Co. vil være Danmarks garant for, at unionsudviklingen ikke løber helt løbsk med EU-forfatningen, repræsenterer med andre ord en politik i EU-parlamentet, der går i den stik modsatte retning af Holger K. Nielsens forsikringer.

Minoritetspartiet er imod EU-forfatningen, bl.a. fordi beslutningskompetencen flyttes afgørende fra Christiansborg til Bruxelles. Det betyder selvsagt ikke, at vi er imod internationale, bindende aftaler, heller ikke i EU, eller at der i princippet er noget galt i at danne en europæisk union.

Faktisk er det næsten umuligt at være imod IDEEN EU. Hvem mener vel ikke, at det er glimrende med et politisk forum, hvor der søges løsninger på en række europæiske forhold? Hvem synes ikke, at det er meget lettere at betale med samme mønt i Europa - ja, i hele verden? Hvem så ikke gerne høje miljøstandarder over hele Europa og et løft af de fattige regioner i Øst- og Sydeuropa, samt en anden vej for Europa end Bush-doktrinen?

Problemet i en nøddeskal er jo bare, at det ikke er dét EU, der tegner sig. Det ville da være fint med en fælles mønt, hvis vi ikke samtidig skulle pantsætte socialpolitisk bevægelsesfrihed i en centralbank i Frankfurt. Det ville være fint med et EU uden korruption og hemmeligholdte beslutningsgange. Og det ville være glimrende med et EU, der nedrustede og gavnede den tredje verden ved at afskaffe landbrugsstøtten i ét hug og cementerede høje miljøstandarder for hele verdensdelen.

Men det er jo slet ikke dét EU, der eksisterer i den såkaldt virkelige verden - og det er ikke det EU, som EU-forfatningen lægger op til.

I dag er det kun den marxistiske og den nationalistiske yderfløj i Folketinget, der siger klart nej til EU-forfatningen. Med Minoritetspartiet er der kommet et alternativ, der hverken er nationalistisk eller marxistisk, men som på humanistisk grundlag afviser EU-forfatningen og i stedet vil arbejde for et konstruktivt samarbejde mellem suveræne nationer i EU. Alle behøver ikke deltage i alt - også i EU må der være langt videre frihed til forskellighed.

Politiken, 26.1.2005