Basis-indkomst og incitament til beskæftigelse
Af Rune Engelbreth Larsen 
Flere i arbejde og mere frihed er en reel kombinationsmulighed. For Minoritetspartiet skal beskæftigelsessituationen kædes sammen med en borgerlønsreform. Borgerløn er måske et uheldigt ord, men det er nu engang dét, som er kendt i Danmark, mens man internationalt hellere taler om basisindkomst.
Borgerløn er nemlig ikke tænkt som en "løn" for et udført lønarbejde, men derimod som en socialøkonomisk rettighed, der tilfalder enhver samfundsborger, og som myndighederne ikke efterfølgende kan trække i. Borgerløn skal erstatte de fleste overførselsindkomster, f.eks. kontanthjælp, folkepension, SU osv. Der er tale om en ydelse, der kommer alle borgere til gode og udbetales uafhængigt af indkomst.
Det betyder altså, at det i modsætning til i dag kan betale sig at arbejde for alle. 10 timers ugentligt arbejde er 10 timers ekstraindtægt, og ikke noget, der modregnes i kontanthjælpen som nu. Arbejdsløse får med ét mulighed for at tjene ekstra, idet småjobs, sæsonbetinget arbejde og deltidsarbejde ikke samtidig medfører nedskæringer i offentlige ydelser. Det bliver således lettere at afskaffe tvungen arbejdsløshed.
Til gengæld kan man overveje at fjerne mindstelønnen, fordi borgerløn træder i stedet som det ultimative sikkerhedsnet. Enhver kan frit vælge at leve af borgerløn uden supplerende lønindtægt - om end det må være på et beskedent niveau, f.eks. lidt over folkepensionens niveau.
Pointen er, at ikke alene sikres borgeren en højere grad af økonomisk frihed - godt nok beskedent sammenlignet med en lønmodtager i dag - og ikke alene kommer vi af med den ydmygende og uanstændige tvangsaktivering, men incitamentet til at arbejde sættes samtidig drastisk i vejret for dem, som i dag er helt uden lønarbejde.
Få vil vel være uenige heri.
Det eneste vedholdende modargument imod borgerløn baserer sig på en mistro til, at det skulle være samfundsøkonomisk forsvarligt at gennemføre en sådan reform.
Til den indvending er det fristende at svare ligesom regeringen. Når Fogh & Co. skal forklare, hvordan valgkampens tocifrede milliardløfter skal finansieres, er det behændige svar, at det klares af "fremtidens økonomiske råderum" ...
Man behøver dog ikke forfalde til den slags løsagtige påstande.
En betydelig del af en borgerlønsreform er selvfinansierende, idet den erstatter en række eksisterende ydelser. Folk i arbejde skal imidlertid også have borgerløn for at mindske det nuværende bureaukrati og den udbredte kassetænkning, hvorfor merindtægten skal tilbage i statskassen igen for de mest velhavende lønmodtageres vedkommende. Ved at fjerne personbundfradraget, og i øvrigt gøre borgerlønssatsen skattepligtig, reduceres beløbet til folk med lønarbejde allerede markant. De øvrige merudgifter i forhold til det eksisterende system skal bl.a. findes ved at sætte topskatten i vejret, annullere Foghs skattelettelser og genindføre formuebeskatningen.
Dermed sikres det, at kun de trængende får gavn af reformen - uden nævneværdige ekstraudgifter for staten.
Borgerløn kan udformes på mange måder, men ideens grundtræk kan om ikke andet anskueliggøre, at der FINDES alternativer til løsningen af beskæftigelsesproblemerne. Desværre er det også et eksempel på, hvor trænge kår nytænkning har i en "præsidentvalgkamp", der i virkeligheden skjuler det faktum, at hverken de marxistiske, liberalistiske eller nationalistiske partier har nye bud på langsigtede samfundsreformer.
Også derfor er der brug for et humanistisk parti i Folketinget, der vil arbejde for de trængte grupper, og som tager beskæftigelsessituationen såvel som de arbejdsløses rettigheder seriøst - valgkamp eller ej.
Jyllands-Posten, 26.1.2005
